Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Skærtorsdag og langfredag gik da meget godt. Lørdag: et lille hvil. Om lidt: påskedag og 2. påskedag og så op på hesten igen. Danmark er et dejligt land. Alt er i skønneste orden. Det lille kristne land med de kristne værdier. Det kører for os.
Eller gør det? Kan der være noget, vi har glemt?
Ja, det kan der. Her i påsken bragte Washington Post en stor artikel om Danmark. Det var ikke den sædvanlige artikel, som man fra tid til anden ser i amerikanske medier, om det lille eventyrland, hvor alle har det godt og går rundt og er næsten lige så lykkelige som finnerne. Næ, teksten handlede i stedet om det “høflige og progressive” Danmarks voldsomme ubehag ved asylansøgere. “Look who’s talking,” kunne man så fristes til at sige. Når det handler om at gæstfrihed over for folk på flugt fra krig, er USA og amerikanerne ikke ligefrem noget forbillede. Men nu er det Danmark og danskerne, vi taler om.
“Statsminister Mette Frederiksen fra centrumvenstrepartiet Socialdemokratiet har udstukket en vision om, at Danmark skal tage imod ‘nul’ personer uden for FN’s kvoteflygtningesystem,” kan man læse i artiklen, som videre beskriver situationen, uden at stikke noget ind under gulvtæppet:
“Selvom landet udadtil bryster sig af sin indsats på menneskerettighedsområdet, truer myndighederne allerede bosatte [syriske] flygtninge med deportation til Syrien, selv om der er betragtelige beviser for, at området omkring Damaskus og to andre regioner ikke er sikre. De kan faktisk ikke sende mennesker tilbage – Danmark anerkender ikke den syriske regering – men mange syrere lever i frygt for at blive smidt ud, og små grupper sidder i deportationscentre. Kærshovedgård er faktisk en tidligere fængselsbygning.”
Intet af det her er jo nyt for os danskere. Danske medier har skrevet om Mette Frederiksens og Socialdemokratiets højredrejning på udlændingeområdet i årevis, og regeringens ulækre hjemsendelsespolitik og ideen om ‘modtagecentre’ på det afrikanske kontinent er også velkendt. Det er som en udmattelseskamp. Som udlændinge- og integrationsminister blev Mattias Tesfaye (der nu er undervisningsminister) aldrig træt af at at kalde politikken “human” over for verdens flygtninge. Langsomt vænner man sig til tanken. Man bliver lullet i søvn. Danmark kan jo heller ikke rumme alle verdens flygtninge, vel?
Racistisk og hyklerisk
Så er det egentlig rart med et realitytjek udefra. Danmarks hårde linje gælder ikke alle, skriver Washington Post og minder om, at vi sidste år gladeligt tog imod titusindvis af ukrainske flygtninge og gjorde det nemt for dem at komme i skole og få arbejde. Avisen citerer Nadia Hardman, en forsker hos Human Rights Watch, for at kalde Danmarks udlændingepolitik for racistisk og hyklerisk – helt i overensstemmelse med virkeligheden.
Normalt ville Mette Frederiksen aldrig gå glip af en mulighed for at optræde i et internationalt medie af Washington Posts beskaffenhed. Men lige i det her tilfælde har hun sjovt nok gjort en undtagelse. Ikke alene har hun “afvist at stille op til interview”, hun har heller ikke ønsket at komme med en enkelt bemærkning.
I stedet agerer udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) stikirenddreng. I en kommentar kalder han Nadia Hardmans karakteristik “anstødelig” (“offensive”) og helt uden “den seriøsitet, det kræver, når man taler om regeringens politik”. Han henviser til FN’s kvoteflygtningesystem, hvor flygtninge “bliver udvalgt på basis af humanitære kriterier”. Hvorefter Washington Post lader det stå som en tør konstatering, at Danmark ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat i de forløbne tre år har modtaget færre end 250 flygtninge ud af seks millioner.
Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiets integrations- og udlændingeordfører, medvirker også i artiklen. Også han går i den takt, som Mette Frederiksen har angivet: “Den danske tilgang kan gå hen og blive mainstream i Europa,” udtaler han.
Et socialdemokratisk parti med ægte socialdemokratiske værdier, som vi kender dem fra Finland og Sverige, ville klart arbejde imod, at den tilgang blev mainstream. Det handler om mennesker og medmenneskelighed. Det handler om solidaritet.
Washington Post har ikke kun ligget og ringet rundt for at indhente stupide kommentarer fra danske socialdemokrater. Avisen har også besøgt Kærshovedgård – ‘udrejsecentret’, som det helt orwellsk kaldes. Her sidder blandt andre Dounia Ibrahim Khalaf og Rangin Mohamed Belal, som begge er syrere fra Damaskus-området. Ingen af dem kunne drømme om at vende tilbage, og da den danske stat heller ikke kan sende dem til Syrien med tvang, er de fanget der. Hver dag skal de tjekke ind, og er underlagt en række andre begrænsninger og restriktioner. Det værste er det limbo, de befinder sig i, siger de. “Hvornår får det her en ende?” spørger Dounia Ibrahim Khalaf.
Det er det her, der er anstødeligt – at smørhullet Danmark kan behandle mennesker på den måde. Mette Frederiksen er højrepopulist. Måske er det på tide at sadle om. Hvilken forskel gør det for hende? Hun er alligevel landets mest upopulære minister, viser den seneste meningsmåling. Nyd påsken, hvis du kan. /Oliver Stilling