Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Rygterne om en mulig storkonflikt viste sig at være stærkt overdrevne. Da det kom til stykket, stemte et solidt flertal i alle fagforbund klart ja til den nye overenskomst, og dermed er der atter sikret god ro og orden på det danske arbejdsmarked. Viljen til konflikt fusede ud.
I modsætning til de hidsige spændinger i fx Frankrig, hvor gadekampe og storstrejker er blevet hverdag, er danske lønmodtagere mere beskedne. Forfatteren og tegneren Robert Storm Petersen skulle i sin tid have udtalt: “Der bliver ikke revolution i Danmark, for enten bliver det regnvejr eller osse er der en, der kommer til at grine.”
Spørgsmålet er ikke desto mindre, hvorfor i alt 79 pct. af de privatansatte lønmodtagere – som resultatet viste i går – endte med at stemme ja til de nye toårige overenskomster. Og det er der, selvfølgelig, mindst tre mulige forklaringer på: en god, en ond og en grusom.
Den gode. I kroner og øre står de private lønninger til at stige mere end i snart 20 år. Udregnet alene som et kontant beløb – og til sidst i perioden – vil en lønmodtager, som i dag har en månedsløn på 35.000 kr., ende med at få godt 2.800 kr. ekstra i hånden, hver måned. Fortællingen fra arbejdsgiverside har da også været, at lønmodtagerne har fået en særdeles generøs pakke:
“Det har været dyrt, det er ingen hemmelighed,” udtaler Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen: “Men vi mener, at vi har ramt det meget smalle balancepunkt i en udfordrende tid med et glohedt arbejdsmarked, kæmpe efterspørgsel efter arbejdskraft og høj inflation, som selvfølgelig giver høje krav fra lønmodtagerne.” Og den fortælling har medlemmerne af selv de mest genstridige fagforbund valgt at købe ind på.
Overenskomsten er bredt blevet betragtet som økonomisk attraktiv – og i hvert fald som det bedste kompromis, der realistisk set kunne forhandles hjem. Samtidig er det effektivt lykkedes at holde frustrationerne over afskaffelsen af store bededag hele ude af lønforhandlingerne. Den gode forklaring på det klare ja er, helt enkelt, at de fleste lønmodtagere hellere end gerne vil have lidt mere i løn.
Den onde. Talblindhed kan være en dyr skavank. Tal er og bliver en djævelsk størrelse. For selvom lønnen stiger, er det langt fra givet, at lønmodtagerne vil få råd til mere i løbet af de kommende år. Reallønnen – altså den faktiske værdi, når prisstigninger er trukket fra – er allerede faldt mærkbart. Sidste år rutsjede reallønnen således med 5,2 pct., og den barske sandhed er, at en almindelig lønmodtager næppe skal regne med at indhente lønefterslæbet, snarere tværtimod. Med en aftalt lønstigning på mindst fire pct. i 2023 tegner reallønnen nemlig kun til at ville blive udhulet yderligere, simpelthen fordi inflationen stiger hurtigere end lønnen.
Så sent som i går kunne Danmarks Statistik opgøre, at forbrugerpriserne er steget med 6,7 pct. i marts, og samlet set er reallønnen i dag rullet tilbage til 2017-niveauet. Købekraften er kort sagt bombet fem år tilbage. Den onde forklaring på det klare ja til OK23 kan være, at mange af medlemmerne endnu ikke for alvor har forstået effekten af en så høj inflation. Og dem, der gør, ja, de ved tilmed, at endnu højere lønstigninger ville have risikeret at accelerere inflationen.
Den grusomme. Overenskomster handler om meget mere og andet end løn, og de 600.000 privatansatte og organiserede lønmodtagere ved udmærket, hvor stor værdi alt fra ferieuger og sygedage til barselsorlov og pension har i det samlede billede. For de kan sagtens selv se, hvad der er ved at ske på det danske arbejdsmarked: De lavest lønnede er i stigende grad ved at blive splittet op i et A- og et B-hold, hvor de organiserede lønmodtagere i den grad hører til de privilegerede.
Kontrasten blev udstillet forleden, da en gruppe Wolt-bude demonstrerede mod usikre og ofte usle arbejdsforhold. I modsætning til lønmodtagere på overenskomster er Wolt-bude og lignende servicearbejdere tvunget til at arbejde på såkaldte ‘nultimerskontrakter’, hvor de ikke er garanteret fast løn og heller ikke har ret til ferie eller sygedage.
Det nye pjalteproletariat har ingen rettigheder, kommer ofte fra fattigere lande, og må i dagens Danmark hustle sig igennem som daglejere og pseudo-selvstændige. Så selvom reallønnen fortsat vil falde for danske lønmodtagere, er de pinligt bevidste om, at der er blevet meget dybt at falde ned til de udenlandske og desorganiserede løsarbejdere. Den grusomme forklaring på det overvældende ja til den undervældende overenskomst er, at lidt trods alt er bedre end ingenting. /Lars Trier Mogensen