Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix
Over halvdelen af de danske musikskoleelever er piger. Alligevel er ligestillingen i den danske musikbranche katastrofal. På KODA’s liste over de bedst indtjenende danske sange i 2022 optræder 21 danske artister. Kun to af dem er kvinder. Hvad angår kreditering for sangskrivning og komposition, optræder 75 navne. Fire af dem er danske kvinder. På koncertfronten står det også skævt til: På sidste års Smukfest, NorthSide, TinderBox og Jelling Festival var under 30 pct. af de optrædende kvinder. Af samme grund vil kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) nu gøre noget ved, at pigerne tilsyneladende trækker stikket til musikken: Ministeren vil indføre en såkaldt “Team-Danmark model” på landets musikskoler.
“Team Danmark har været ekstremt dygtige til sammen med de forskellige idrætsforbund at lave den her talentpleje, og vi har en række musikinstitutioner, musikskoler og andre regionalt, der er med til at uddanne unge musikere, og når man der spotter de store talenter, så gælder det om at få sat talentplejen i system,” har ministeren sagt til Alt for Damerne.
Hatten af for at udvise vilje til at løse problemet. Tegn på handlekraft er tiltrængt fra Kulturministeriets side, som de seneste år har fået mere opmærksomhed for personsager frem for politik. Som da Joy Mogensens (S) fx erklærede sin kærlighed til Absolute Music, eller da Uffe Elbæk fik hug for at bruge ægtemandens arbejdslokaler. Engel-Schmidt virker oprigtigt til at ville tage tyren ved hornene og ikke vente på redegørelser fra den ene eller den anden undersøgelsesgruppe. Bravo! Når det så er sagt, er der mindst to grunde til, at idéen er dårlig.
For det første: Er der virkelig brug for endnu et pligt-drevet system for børn og unge? Siden skolereformen i 2014 har unge i udskolingen siddet i klasselokalet 35 timer om ugen. Forestil dig at være 14 år og gå i skole fra kl. 8-15 hver dag. Derefter skal du hjem og lære guitarsoloen til “Hotel California”, fordi din midaldrende guitarlærer synes den er vildt fed. Og det er guddødeme noget man skal, fordi ens forældre har betalt boksen for underviseren.
Tænk, måske vil man som ung gerne have fri tid i sin fritid. Også selvom man er god til at spille et instrument. Især ovenpå pandemi-nedlukningen, hvor man ikke har kunnet mødes og danne fællesskaber på sportsbanerne, i parkerne og i øvelokalerne. Det værste ved folkeskolereformen er, at den fritid, vi voksne har stjålet fra de unge, ikke engang er blevet vekslet til bedre faglighed. Tværtimod er den blevet dårligere. En redegørelse fra Børne- og Undervisningsministeriet viser eksempelvis, at 68 pct. af eleverne i 6. klasse nu er gode til at læse, mens målet med reformen var 80 pct.
For det andet: Det er heller ikke specielt fedt at være musiker som voksen kvinde. En række danske musikorganisationer præsenterede sammen med Kvinfo og Analyse & Tal sidste år en rapport, der viser en udbredt sexisme i den danske musikbranche. Hele 64 pct. af de adspurgte kvinder har oplevet grænseoverskridende adfærd i deres arbejde. For kvindelige musikere under 30 år er det 80 pct. Hvis ikke man er faldet fra som ung kvinde, får man sgu nok lyst til at droppe musikken som voksen.
Kort sagt er der nogle grundlæggende strukturelle og kulturelle problemer, som kulturministeren først bør kigge på. Helst før der laves endnu et system til en ungdomsgeneration, som måske bare gerne vil trække vejret lidt. JazzCamp, Pop-Pilot og Musikstarter er eksempelvis alle frivillige initiativer, som dyrker fællesskabet om musikken. Her er musiklejre fritidstilbud, som de unge aktivt selv tilvælger, og ikke udpeges til. De to førstnævnte er tilmed kun for piger – og de vil sandsynligvis gerne hjælpe ministeren med at få pigerne til at spille videre; særligt hvis det er til noget andet end “Hotel California”. Det er vigtigt, hvis både ligestillingen og unges fritidsliv skal stemme an. /Rasmus Hostrup