Foto: Scanpix/Reuters
Hvordan? Sudan! Nej, det duer ikke. Sudan er ikke sådan at sælge med smarte reklameslogans. Det bider ikke på; det nordøstafrikanske land føles ikke som en oplagt turistdestination. Afrika-farere, eventyrere og Palle Huld-typer, der vil sydover til fx Kap Horn på motorcykel, viger instinktivt udenom.
I weekenden blussede en voldsom væbnet konflikt op mellem den sudanesiske hær og den svært bevæbnede paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF), der ellers har holdt sammen om magten i landet i nogle år. Konflikten – som i voldsomhed mere ligner begyndelsen på en borgerkrig end nogle arbitrære skyderier med maskinpistoler – startede i hovedstaden Khartoum, men spredte sig ifølge nyhedsbureauerne hurtigt til andre byer i Sudan, som arealmæssigt er det afrikanske kontinents tredjestørste nation og har 45 mio. indbyggere. Der er tanks i gaderne og kampfly i luften, kampene foregår hovedsageligt omkring lufthavnen og præsidentpaladset, og mandag morgen meldtes der om mindst 97 dræbte.
På den britiske tv-kanal Sky News sad der søndag en pensioneret militæranalytiker, Philip Ingram, og forklarede, at konflikten virker utrolig kompleks, men at den i virkeligheden er meget enkel: Det er en magtkamp mellem general Abdel Fattah al-Burhan, som i praksis er Sudans hersker, og hans ‘vicepræsident’ general Mohamed Hamdan Dagalo (kendt som ‘Hemedti’), der er tidligere krigsherre og chef for Rapid Support Forces (også kendt som ‘Janjaweed’).
I 2019 gik de to hærledere sammen om et statskup mod Sudans daværende leder Omar al-Bashir, som havde siddet på magten siden 1989. Det var bemærkelsesværdigt, idet RSF var al-Bashirs opfindelse. Han grundlagde den paramilitære gruppe (under navnet Popular Defence Forces) i 2003 med henblik på at slå ned på oprørere i Darfur-regionen i det vestlige Sudan. Som altid var det civilbefolkningen, som kom i klemme. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) meldte i 2004 om humanitær krise, og det vurderes i oktober det år, at mere end 70.000 mennesker var døde af sult og relaterede sygdomme. RSF forbindes generelt med grusomheder som drab på og voldtægter af civile. I hele Darfur-konflikten blev 2,5 mio. mennesker fordrevet og 300.000 dræbt.
Efter at Omar al-Bashir var sat fra magten i 2019, skulle general Abdel Fattah al-Burhan og Hemedti finde ud af tingene sammen. Det var aftalen, at landet skulle bevæge sig i en demokratiske retning med en demokratisk valgt regering. Den bevægelse blev stoppet af et militærkup i oktober 2021. Kuppet var selvsagt ikke populært i befolkningen og skabte usikkerhed om landets økonomi. Ifølge The Guardian blev Hemedti fortaler for en ny overgang til demokrati, men dér var Abdel Fattah al-Burhan ikke helt.
Så sent som i december underskrev de begge to en politisk aftale, som var en internationalt funderet køreplan mod demokrati. Men som Washington Post er inde på i en analyse (betalingsmur), forlyder det fra sudanesiske aktivister, at planen havde den indbyggede svaghed, at Hemedti blev løftet op til at være al-Burhans ligemand.
Frygten lige nu er at, at situationen udvikler sig fra borgerkrigslignende tilstande til en decideret borgerkrig. Det ville være tåbeligt, når det i sagens kerne grundlæggende er en rivalisering mellem to magtmænd. Til Al Jazeera udtaler geopolitisk analytiker Ovigwe Egwegu, at Sudan er tæt på en borgerkrig, “men vi er ikke helt nået dertil. Landene, der deler en grænse med Sudan, ved, hvilken ødelæggelse en borgerkrig vil føre til, såsom ulovlig migration og flygtningestrømme fra Sudan til lande, der allerede er sårbare.”
Regionen har allerede været ramt af nød og lidelse. Det er der ikke brug for mere af. Samtidig er Sudan af stor interesse geopolitisk. USA, Rusland, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater søger at få indflydelse i landet. Den Afrikanske Union og FN arbejder i disse timer på at finde en fredelig løsning. Det er en tragedie, hvis det ikke lykkes. /Oliver Stilling