Pendulet svinger til højre

Først med dannelsen af SVM-regeringen og nu senest De Radikales nye reformpagt med Liberal Alliance og De Konservative er dansk politik rykket langt mod centrum-højre.

I et forsøg på at presse statsminister Mette Frederiksen (S) til at give efter for endnu mere vidtgående reformkrav, end Socialdemokratiet allerede har accepteret i regeringsgrundlaget, er De Radikales leder Martin Lidegaard gået sammen med Liberal Alliances Alex Vanopslagh og De Konservatives Søren Pape Poulsen. De tre blå musketerer.

Deres kontante reformkrav er som designet til at skabe ballade, snarere end til at blive gennemført. De tre partiledere kræver nemlig, at såvel efterlønnen som Arne-pensionen afskaffes. Altså de to tilbagetækningsordninger, som vil være det absolut sidste, som Mette Frederiksen nogensinde vil kunne gå med til at skære bort.

Placeringen af midten er aldrig fast, men derimod relativt defineret af både taktiske manøvrer på Christiansborg, vælgerskred blandt udslagsgivende befolkningsgrupper og ideologiske modestrømninger. Og lige nu er det i høj grad de borgerlige partier, som formår at sætte dagsordenen.

Det er opsigtsvækkende i sig selv, at de tre partier vælger at gå efter de to ordninger, som hidtil er blevet opfattet som Socialdemokratiets bastioner. At det overhovedet diskuteres at afskaffe efterløn og Arne-pension er et tegn på, at fagbevægelsen og Socialdemokratiets venstrefløj står historisk svækket.

Udover at efterlønnen i sin tid blev skabt af daværende S-statsminister Anker Jørgensen som en markant velfærdsrettighed til midaldrende – og daværende S-statsminister Poul Nyrup Rasmussen satte det gamle arbejderpartis troværdighed totalt over styr, da han i 1998 ændrede reglerne, stik mod egne valgløfter – er Arne-pensionen i dag blevet Mette Frederiksens ideologiske trofæ.

Realpolitisk er der ikke noget at rokke ved. For så længe hun er statsminister, vil der ikke blive ændret afgørende på hverken efterlønnen eller selve Arne-pensionen. Men det er faktisk netop derfor, at De Radikale, Liberal Alliance og De Konservative sætter stødet ind her.

De tre partier ønsker at udstille, at særligt Venstre er blevet lokket i en socialdemokratisk fælde.

Vel vidende, at SVM-regeringen har sit eget flertal, og altså ikke vil ændre efterlønnen og Arne-pensionen, håber de tre partier at kunne udstille, at Venstre og De Konservative ville kunne få gennemført endnu mere af deres politik i et rendyrket borgerligt samarbejde.

Det vidtgående reformudspil er kort sagt en symbolsk markering af, hvor magtbalancen ligger og vipper i disse år. Og nok så væsentligt: At De Radikale ikke længere skal regnes med i en rød-grøn blok, men nu i stedet hellere vil alliere sig med De Konservative og Liberal Alliance – frem for som hidtil SF, Enhedslisten og Alternativet.

Paradoksalt nok er det først og fremmest Socialdemokratiet, der har sat gang i dominoeffekten mod højre. Ved først at have rykket langt ud mod den nationalkonservative højrefløj i udlændinge- og retspolitikken, og senest at være vendt tilbage til også at føje den borgerlig-liberale højrefløj i den økonomiske politik, har statsminister Mette Frederiksen selv trukket sit eget parti langt hen over midten.

Socialdemokratiet har i dag placeret sig væsentligt længere til højre, end Erhard Jakobsens udbryderparti Centrumdemokraterne lå tilbage i 1970’erne og frem. Den nye S-cocktail af skattelettelser, nedskæringer vendt mod de studerende og øgede forsvarsbudgetter ville have skabt glæde hos datidens CD’erne, også kendt som “ligusterfascisterne”.

Når Socialdemokratiet på stort set alle politikområder rykker så demonstrativt til højre, får det to umiddelbare effekter: På den ene side er der nogle S-vælgere, som i skuffelse rykker mod SF. Og det er, hvad der sker netop nu. Folkesocialisteren oplever en betydelig fremgang – som imidlertid ikke ændrer de parlamentariske styrkeforhold.

På den anden side tvinges De Radikale til også at rykke mod højre, og dernæst de andre partier, som ligeledes må indtage mere borgerlige positioner, når Socialdemokratiet er blevet til Centrumdemokraterne, og De Radikale pludselig står nogenlunde, hvor Venstre var under Uffe Ellemann-Jensen i 1990’erne.

Når stort set alle partier rykker den samme vej, mod højre, opstår hurtigt en form for optisk bedrag, hvor partiernes placering atter virker til at være normal. For når De Radikale vender tilbage til den borgerlige blok, kommer Socialdemokratiet jo igen til at fremstå mere venstreorienteret – og statsminister Mette Frederiksen som leder af en trods alt mere socialt afbalanceret regering. /Lars Trier Mogensen