Patrick T. Fallon/AFP/Ritzau Scanpix
Rumfart er en mærkelig størrelse. Ikke nok med, at raketter er hundedyre at udvikle, så kan man stadig finde grund til at juble, når de mod forventning eksploderer. Det var i hvert fald tilfældet torsdag, da SpaceX-raketten Starship gik op i røg højt over Den Mexicanske Golf. Ja, ganske få minutter skulle der gå fra opsending til total ødelæggelse, men alligevel virker forskere fra både NASA og SpaceX godt tilfredse. Succeskriteriet, må man forstå, var at få raketten lettet fra jorden. Alt derefter var blot en behagelig bonus. Derudover giver eksplosionen værdifuld viden, som kan bruges til fremtidige forsøg. Det er den gamle økonom Joseph Schumpeters forestilling om ‘kreativ destruktion’ taget temmelig bogstaveligt: Noget gammelt må forgå, for at nyt kan opstå.
Ifølge Schumpeter vil alting over tid blive erstattet af bedre og mere innovative løsninger. I den forbindelse spiller den risikovillige type en vigtig rolle som den, der rent faktisk tør udvikle nye ting og metoder for egen regning – vel vidende, at foretagendet kan slå fejl. Med sin Silicon Valley-agtige tilgang til rumfarten, hvor man ikke er bleg for at “fejle hurtigt, men lære endnu hurtigere”, er det vist noget, Elon Musks SpaceX har taget på sig. Når det kommer til Starship, er ambitionsniveauet da også i top. Ikke nok med, at der er tale om den kraftigste rumraket nogensinde, så bliver den præsenteret som en decideret game changer for rumudforskningen.
Målet er, at den skal kunne genbruges, hvilket drastisk vil sænke prisen for fremtidige opsendelser, og dermed også udvide rammerne for, hvad raketten kan bruges til. Takket være dens størrelse vil Starship kunne rumme op mod 100 mennesker, ligesom den på ubemandede ture vil kunne skyde nye teleskoper ud i rummet – hvoraf særligt sidstnævnte er noget, astrofysikere ser frem til. Samtidig har NASA allerede tegnet en kontrakt med SpaceX om, at Starship skal bruges til at sende astronauter til Månen som en del af rumfartsagenturets ambitiøse Artemis-program. Det kræver så bare lige, at man i fremtidige testopsendelser kan få Starship til at lade være med at eksplodere – eller undgå, at den laver en “uplanlagt, hurtig afmontering”, som SpaceX-ingeniøren John Insprucker omtalte torsdagens ulykke.
Børn på bestilling
Med tanke på, hvor katastrofal hans overtagelse af det sociale medie Twitter har været, må Elon Musk næsten prise sig lykkelig for, at han hos SpaceX kan vinkle veritable eksplosioner som noget positivt. Heldigt nok tog Starship-opsendelsen da også en del af opmærksomheden fra, at Twitter samme dag begyndte at fjerne sine blå verificerings-flueben fra alle dem, der ikke betaler for tjenesten. Med andre ord er det nu ikke længere muligt at gennemskue med et hurtigt øjekast, om det rent faktisk er den rigtige politiker, popstjerne eller skuespiller, som pludselig har valgt at tweete noget vanvittigt. Lad os bare kalde det et, øhm, spændende tiltag i en tid, hvor falske informationer allerede har kronede dage på platformen.
Nå, når Elon Musk ikke kan redde os fra de sociale mediers gradvise erodering af alle samfundsstrukturer, kan han da i det mindste hjælpe menneskeheden med sine eksploderende, genanvendelige rumraketter. Så meget har milliardæren da også gentaget et utal af gange, med henvisning til at en kolonisering af rummet er alfa og omega, hvis ikke menneskeheden skal uddø. For det kommer den altså til på jorden, må man forstå. Hvis ikke det bliver klimakrisen, der udrydder os, så bliver det sandsynligvis den manglende befolkningstilvækst som Musk – der selv har ni børn – virker sært optaget af.
Bevares, hvis man vil have folk til at sidde i ni måneder på en fyldt rumraket mod Mars, kræver det vel også, at der er tilstrækkeligt med mennesker på Jorden, der finder sådan en tur fristende. Alligevel er der på mange måder noget mærkeligt over den såkaldt “pro-natalistiske” ideologi, som Musk er en af de fremmeste fortalere af. For nyligt kunne man eksempelvis læse (betalingsmur) en længere artikel i The Telegraph om bevægelsen, der føler sig kaldet til at sætte så mange børn som muligt i verden.
Højdepunktet i artiklen er ægteparret Simone og Malcolm Collins, to “30-årige amerikanske entreprenører, der er blevet filosoffer”, der bl.a. mener, at mennesker “ville blive set som udrydningtruede, hvis vi var en dyreart”. Derfor må priviligerede mennesker som dem selv få mange flere børn, mens de stadig jagter deres karrieredrømme. For som Simone Collins siger, kan man jo lige så godt sende nogle arbejdsmails afsted, når man bliver vækket hver tredje time af sin baby – sådan som hun selv gjorde med datteren Titan Invictus, der har fået et ikke-feminint navn, så hun fremover vil blive taget mere seriøst. Held og lykke til Titan Invictus.
Ad flere omgange føler Simone og Malcolm Collins sig nødsaget til at understrege, at pronatalisme altså slet ikke har noget at gøre med eugenik og etnonationalisme. Det ser dog aldrig helt heldigt ud, hvis man ligefrem bliver nødt til at understrege det. Hvad Elon Musk selv tænker om sagen, tør vi ikke sige. Men det er næppe pointen med kreativ ødelæggelse, at man bare gentager de idéer, der allerede har givet bagslag. Vi krydser fingre for, at det går bedre med den næste raket. /David Dragsted