Ho/Reuters/Ritzau Scanpix
Først var det den vestjyske ulv, der skræmte os fra vid og sans. Da debatten om ulven rasede for nogle år siden, skrev Føljetons Lasse Lavrsen, at ulve også er mennesker og er med til at give den danske natur noget kant. Denne gang er det hjorten, der er sluppet løs – på Sydfyn. Hos Miljøstyrelsen er der ikke noget at rafle om: Den særlige muntjakhjort skal skydes, når man ser den.
Muntjakhjorten er lille, gør som en hund, og hannen har modsat de mere udbredte hjortearter som rådyr og dådyr “markant synlige” hjørnetænder: “Et velrettet stød med geviret kan skubbe modstanderen ud af balance, og han får måske også et hårdt bid, mens han ligger ned,” skriver Odense Zoo. Men det er ikke derfor, den er farlig. Det er den, fordi den “hurtigt bliver kønsmoden” og “yngler flere gange om året”. Og det er et problem, fordi den “fortrænger andre dyr og ødelægger insekt-, fugle- og planteliv” og altså “gør for stort indhug i skovens planter og træer”.
Hvordan uddybes ikke, men muntjakhjorten er en invasiv art og har ikke nogen fjender i Danmark. FN’s Biodiversitetskonvention regner invasive arter for en af de største trusler mod biodiversiteten, og det illustrerer det lidt paradoksale i, at vi enten kan lade hjorten være og lade biodiversiteten kollapse – eller skyde den og redde, ja, vores dyre- og planteliv. Der er umiddelbart ikke rigtig noget bedre alternativ, kun et mindste onde.
Men hvad hvis vi rent faktisk fandt ro i det grimme? Som den amerikanske filosof Jane Bennett skriver i sin bog Influx and Efflux, er vi mere tilbøjelige til at værdsætte fremmede væsener og ting, når vi vælger at se os som beslægtet med dem. I en passage møder hun det invasive træ Ailanthus altissima, hun ligesom andre materialiteter beslutter ikke “dømme som dommeren, men som solen, der omslutter en hjælpeløs ting”, som det gengives i Informations anmeldelse.
Det er et lidt abstrakt tankeeksperiment, hun er ude i, men måske kunne vi se biodiversitetskrisen på samme måde og være åbne over for mellemveje. For muntjakhjortens vedkommende kunne det konkret være at give plads til den i al dens ondskab. Eksempelvis ved at lade den græsse på særligt anlagte arealer, som seniorforsker Rasmus Ejrnæs for år tilbage foreslog det i Weekendavisen: “Vi har jo en biodiversitetskrise for øjeblikket, og måske er det ikke altid skidt, at der kommer nogle nye arter, der kan udfylde nogle af de store huller, vi har i vores fauna.”
Selvom stort set ingen mødte op til det stort anlagte FN-biodiversitetstopmøde i Montreal i december, er biodiversiteten lige så alvorlig som klimakrisen. Mangt en klimaskeptiker har ellers brugt tid på at hævde, at den globale opvarmning leder til en grønnere verden, fordi CO2 er planteføde. Men undersøgelser viser det modsatte, og biologer beskriver klimaforandringerne som en “nærsynet linse”, man kan bruge for at få øje på planetens forfald – og at den ene krise avler den anden.
Den linse anerkendes alle steder: i EU, FN, i Klimaloven – og i våbnenes eget ministerium: “Klimaforandringer og de afledte effekter berører verden bredt og påvirker også forsvarspolitikken og Forsvarets opgaveløsning,” forlød det, da den tidligere S-regering præsenterede et klimapartnerskab på forsvarsområdet. Og samme ministerium har fremlagt en handlingsplan, der indebærer at give plads til mere vild natur på det af Forsvarets græs, der bruges til skydeøvelser.
Men ifølge interne dokumenter, Altinget har fået fat i, beskriver Forsvaret – der tilsyneladende kun på papiret opererer med, at sikkerhedspolitik er klimapolitik – det som en “risiko”, hvis naturen trives og opnår særlig beskyttelse. De vil have punktet om vild natur på øvelsesterrænerne helt skrevet ud af planen, fordi “initiativet ikke er foreneligt med operative hensyn,” som Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse uddyber på mail. Ministeriet råder over 32.000 hektar jord. Måske kunne man få plads til en muntjakhjort eller to? /Emma Louise Stenholm