Mohamed Nureldin Abdallah/Reuters/Ritzau Scanpix
Status. Situationen i Sudan bliver stadig mere kritisk. Hen over weekenden fortsatte kampene mellem den sudanesiske hær og den paramilitære organisation RSF i hovedstaden Khartoum, trods forsøg på at etablere en våbenhvile under Eid. De seneste estimater lyder nu på mindst 420 dræbte – herunder 264 civile – foruden 3.700 sårede.
Reelt frygtes dødstallet dog at være betydeligt højere, ligesom den humanitære situation er tæt på uoverskuelig. Allerede før skuddene begyndte at falde for en uge siden, havde op mod en tredjedel af landets befolkning – der måler knap 46 mio. mennesker – brug for nødhjælp. Nu står mange hospitaler så uden strøm, vand og basale forsyninger, ligesom markederne ligger øde hen.
Mens mange sudanesere er fanget i deres hjem uden mulighed for at flygte, har flere lande taget konsekvensen af de usikre forhold, og iværksat evakueringer af deres diplomatiske personale. Mandag morgen kunne udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fortælle, at 15 danskere er blevet fløjet ud af Khartoum.
Baggrund. Umiddelbart er der ikke meget, der tyder på, den blodige magtkamp mellem general Abdel Fattah al-Burhan, lederen af den sudanesiske hær, og RSF-frontmand Mohamed Hamdan Dagalo (bedre kendt som Hemedti) lader sig løse lige foreløbig. Frygten er derfor, at Sudan står over for en ny, langtrukken borgerkrig. En krig, som hurtigt kan blive yderligere kompliceret af landets mange regionale militser og bevæbnede grupperinger.
Efter Hemedti og Fattah al-Burhan sammen væltede landets mangeårige diktator Omar al-Bashir tilbage i 2019 – med efterfølgende løfter om, at man ville gennemtvinge demokratiske reformer – truer generalernes nye stridigheder med at ødelægge alle fremskridt. Kort fortalt har Hemedti og Fattah al-Barhan ikke kunnet nå til enighed om, hvordan RSF skal integreres i den regulære sudanesiske hær. Og begge krigsherrer er tilsyneladende ligeglade med, at befolkningen nu betaler prisen.
Perspektiv. Det er dog ikke kun på grund humanitære hensyn, at et væld af internationale aktører holder øje med kampene i Khartoum. Med sin placering ud mod Det Røde Hav er Sudan eksempelvis strategisk interesant for Rusland, hvis paramilitære organisation Wagnergruppen da også har en tilstedeværelse i landet, med angivelige forbindelser til RSF. Dertil kommer bl.a. Sudans minerale ressourcer og landbrugspotentiale, som flere andre lande finder interessant.
Særligt De Forenede Arabiske Emeriter har fokuseret på sidstnævnte og har sammen med Saudi-Arabien investeret massivt i Sudan – ligesom Sheikh Mansour bin Zayed al Nahyan (der også ejer den britiske fodboldklub Manchester City) skulle være en af general Hemedtis vigtigste allierede. På den anden side har nabolandet Egyptens diktator Abdel Fatah El-Sisi åbent støttet general Abdel Fattah al-Burhan.
De geopolitiske konsekvenser af en borgerkrig i Sudan er med andre ord svære at forudsige. Det samme er de økonomiske følgevirkninger for landet, idet både Abdel Fattah al-Burhan og Hemedti kontrollerer store dele af landets økonomi, og næppe har tænkt sig at opgive deres personlige formuer uden videre. Hvis der i 2019 var et spinkelt håb om, at Sudan gik en demokratisk fremtid i møde, er det blevet godt og grundigt smadret. /David Dragsted