Danmarkshistoriens største røveri har endnu ikke skabt ballade, for alvor. Kun fremprovokeret nogle få skuldertræk fra måbende politikere og undskyldende skattefolk. I går aftes blev det ellers afsløret, at Skat er blevet frarøvet yderligere kr. 3.200.000.000,- i forbindelse med den omfattende svindel med udbytterefusion fra 2012 til 2015. Dermed er vores alle sammens fælles pengegris blevet lænset for i alt 12,3 mia. kr. af snedige gangstere, som med held og skånselsløshed har narret Skat til at give dem de svimlende summer ’tilbage’ for nogle helt fiktive aktiebeholdninger.
Tricket er på sin vis lige så enkelt, som det er teknisk raffineret: Alene ved at påstå, at de havde enorme aktieporteføljer – som de retmæssigt ikke skal betale skat af som udenlandske selskaber – har røverne fået Skats robotsystemer til automatisk at udbetale milliardsummer. Men altså refusion for aktier, som de slet ikke havde.
Alt var fup og fidus, som Skat imidlertid ikke var i stand til at gennemskue. Forklaringerne kan findes i en sørgelig cocktail af inkompetence, underbemanding og blind tiltro til virtuelle computersystemer. Forløbet er så skandaløst, at det må få konsekvenser for de øverst (u-)ansvarlige, men desværre begynder den virkelige skandale først her: Tragedien er nemlig, at Skat ikke er i stand til at få pengene retur. Pengene er over alle bjerge.
Foreløbigt har Bagmandspolitiet kun formået at indefryse 2,1 mia. kr., eller hvad der svarer til godt 17 procent af det samlede beløb. Og dermed svæver mere end 10 mia. kr. – solide danske skattekroner, som troligt er blevet indbetalt af danske lønmodtagere, efter de er stået tidligt op og gået på arbejde hver dag – fortsat frit rundt i den globale hvirvelvind af lyssky og hemmelighedsfulde skattely. De danske myndigheder kan desværre ikke få fingre i de penge, som de fejlagtigt har udbetalt til forbryderne.
Hvorfor ikke? Samtlige pengetransaktioner på kloden efterlader jo et digitalt spor, som f.eks. bruges i forbindelse med opsporing af terrorpenge. Teknisk set ville det derfor være muligt at trævle sig frem til, hvor de konkrete penge er blevet ført rundt på kloden. Men de danske myndigheder er impotente. Bagmandspolitiet har samarbejdet med politiet i andre lande, men indsatsen er tydeligvis utilstrækkelig. Og hvad er forklaringen? For det er mere end almindeligt nedbrydende for alle borgere, der med større eller mindre tilfredshed betaler deres skat. Forklaringen er såmænd bankhemmeligheden.
Ja, bankhemmeligheden – i bestemt ental – som giver bankerne en kryptisk mulighed for at skjule kontohaveres indestående for myndighederne. Uanset om penge er sorte eller hvide. Som udgangspunkt er det helt fundamentalt, at frie borgere har ret til privatliv, men ligesom myndighederne også kan trænge ind i et privat hjem, hvis de har den fornødne dommerkendelse, burde det også være muligt at forfølge pengespor – og naturligvis kun med en dommerkendelse.
Vores velfærdsmodel bryder ganske enkelt sammen, hvis organiserede forbrydere frit kan tømme statskassen, uden videre konsekvenser. Derfor er det bydende nødvendigt med et grundopgør med den bankhemmelighed, som i disse år misbruges til at suge værdierne ud af ellers velfungerende og skattefinansierede samfund. At Skat i første omgang tillod pengene at blive stjålet, er der – forhåbentligt – allerede gjort noget ved.
Hvis politikerne ikke tager ansvar og på mindst europæisk plan gennemtrumfer langt mere håndfaste og effektive greb over for de destruktive alliancer mellem banditter og habitterne i bankerne vil pengene fortsat fosse ud af vinduet. Stort set alle partiers ønsker til næste års finanslov ville kunne gennemføres, samtidig, hvis de organiserede forbryderbander ikke fik hjælp af bankverdenen til at stjæle vores fælles penge.
Før blødningen er stoppet, kommer alle andre politiske prioriteringsdiskussioner til at virke ligegyldige. Følg pengene…