Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Efter længe at have indtaget rollen som Nordens fordrukne og racistiske hyggeonkel, er Danmark nu blevet et foregangsland. Ikke på den måde, hvor Danmark pludselig er kommet på vandvognen og stolt kan prædike om, hvordan alle fortjener en ny chance. Nej, snarere som den klaphattebærende sirene, der tvinger Sverige til at drikke af snapseflasken og sværge højhelligt på, at man stadig vil kalde Pippi Langstrømpes far for “negerkonge”.
Tirsdag var den svenske statsminister Ulf Kristersson blevet inviteret på symbolpolitisk sviretur i Danmark, hvor han sammen med statsminister Mette Frederiksen (S) bl.a. besøgte Hjemrejsestyrelsen og det nationale id-center i Birkerød. På et fælles pressemøde kunne Kristersson konstatere, at Danmark er hele 10-15 år foran Sverige, når det kommer til at føre en stram udlændingepolitik. Og det var ellers et hædersmærke, som den danske statsminister stolt tog på sig: “Jeg er glad for, at Danmark efter 20 års stram udlændingepolitik kan inspirere andre.”
Glem alt om vindmøller, Lego og hygge som vores vigtigste eksportvarer: Når tiltag, der bl.a. inkluderer visitationszoner, ghettopakker, smykkelove og dobbeltstraffe (parallelsamfund kommer jo trods alt ikke af sig selv; dem må man være med til at skabe) hitter i Sverige, har Danmark åbenbart ramt (betalingsmur) den lige i røven. Samme dag valgte Mette Frederiksen da også at fortælle til TV 2, hvordan regeringen nu vil genoplive et udlændingestrammende, socialdemokratisk signaturforslag – nemlig indførelsen af en 37 timers “arbejdspligt” rettet mod kvinder med “ikke-vestlig” baggrund.
Som der også står i regeringsgrundlaget, skal arbejdspligten kort og godt erstatte den passive forsøgelse for “borgere med et integrationsbehov”. Vil kvinderne have penge på kontoen, står valget altså mellem arbejde og… ja, tvangsarbejde. I interviewet med TV 2 forklarer Mette Frederiksen, hvordan der er tale om et “meget grundlæggende og vigtigt dansk princip: Man skal kunne forsørge sig selv, man skal være en del af arbejdsmarkedet”. Og eftersom tal fra Danmarks Statistik og Beskæftigelsesministeriet viser, hvordan fire ud af ti “ikke-vestlige” kvinder ikke er i arbejde, er det blevet tid til at svinge pisken.
Undskyld, sagde vi pisk? Vi mener selvfølgelig gaven – for som Mette Frederiksen understreger, er det netop hvad “arbejdspligten” er: “Det er vigtigt for integrationen. Det er vigtigt for de her kvinder. De får et bedre liv, når de kommer ud og har en arbejdsdag, end hvis de sidder hjemme i deres lejlighed. Det er vigtigt for børnene, at de ser deres mor tage afsted om morgenen og bidrage til Danmark, ligesom de fleste andre mødre gør.”
Ifølge regeringen ventes godt 27.000 mennesker at blive ramt af det moralsk opbyggelige tiltag. Og så er det jo egentlig bare heldigt, at det minsandten også vil være en gevinst for arbejdsmarkedet. For som statsministeren får tilføjet – helt uden at holde et anstændigt pokerfjæs – kan man jo sætte indvandrerkvinderne til at udføre det arbejde, ingen andre gider at have:
“[I] en virkelighed, hvor vi har brug for flere medarbejdere bl.a. på ældreområdet, der kan det jo ikke nytte noget, at der er nogen, der godt kan arbejde, men som ikke gør det. […] Det kan være, at man kan være med til at smøre håndmadder på et plejehjem. Det kan være, at man kan vaske tøj for vores gamle. Det kan være, at man kan lave forefaldende arbejde. Det er der flere steder i samfundet, der er brug for […] Alle kan jo se, at der er nogle opgaver, som ikke bliver løst i vores samfund i dag. Jeg tror, at det er noget med, at vi i fællesskab skal bruge vores sunde fornuft. Hvor er der nogle opgaver, som vi gerne vil have løst? Hvor er der nogle kvinder, som i dag ikke er en del af arbejdsmarkedet? Så får vi det koblet sammen.”
Nej, hvorfor da også tackle de problemer i ældreplejen, der skræmmer social- og sundhedsarbejderne væk, når man i stedet kan få indvandrerkvinder til at tage slæbet for en slik. Med det forestillede produktionsdanmarks protestantiske credo om, at arbejde heler alle sår – eller, at den gør folk alt for travle til, at de har tid til at mærke smerten – får Mette Frederiksen skabt en herligt moraliserende fortælling. Og det på trods af, at beskæftigelsen blandt indvandrere allerede er rekordhøj – og at selv tænketanken Cepos har advaret mod arbejdspligten, der både frygtes at være tidskrævende, unødvendigt dyr og uden egentlig effekt.
Da vi sidste gang revsede Socialdemokratiets forslag om arbejdspligt tilbage i 2021, sluttede vi af med at fremhæve et citat, som Mette Frederiksen tidligere har sagt til Alt for Damerne. Det tåler vist en hurtig gentagelse: “Vi skal lære vores børn, at vores kærlighed til dem ikke er betinget af, hvad de gør eller kan præstere.” Se, dét er da en smuk tanke, som bør vinde langt større udbredelse – og ikke kun gælde for børn. Kan vi mon stadig nå at smide snapseflasken og give Ulf Kristersson den med på vejen? /David Dragsted