Nyhedsanalysen
Hvem er det svageste led?
Forud for et dramatisk efterår står regeringen Lars Løkke Rasmussen II med den smallest tænkelige opbakning i Folketinget, præcist 90 mandater. Hvis blot ét medlem vælger at blive løsgænger – eller skifte parti, som f.eks. Jens Rohde gjorde i Europa-Parlamentet – vil den borgerlige blok falde fra hinanden. Føljeton er gået på jagt efter det svageste led i blå blok, som samtidig kan vise sig at være den med stærkest integritet.
Matematikken er enkel: Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Konservative har kun præcist 90 mandater og dermed det snævrest tænkelige flertal blandt de 179 medlemmer i Folketinget. Hvis mønsteret fra tidligere valgperiode gentager sig, vil mindst ét medlem af blå blok hoppe ud, blive løsgænger eller måske ligefrem skifte parti – og dermed har vi for alvor bal i den borgerlige. For så vil statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke længere kunne være sikker på at kunne få stemt sine skrøbelige kompromisser igennem i folketingssalen.
Frem mod Folketingets åbning tirsdag 4. oktober går jeg på jagt efter det svageste led i blå blok – ved hjælp af detektiv- og udelukkelsesmetoden. De første 14 folketingsmedlemmer stryges fra bruttolisten allerede her i dag.
Det mest dramatiske scenario er, at ét enkelt utilfreds folketingsmedlem får hele Venstre-regeringen til at brase sammen – og et nyvalg udskrives, hvor Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen så med stor sandsynlighed vil kunne overtage nøglerne til regeringsgemakkerne i Prins Jørgens Gård.
I rød blok har der allerede været to politikere, som er brudt ud af geledderne siden valget i 2015 – og enten har skiftet parti (Pernille Schnoor) eller er blevet løsgænger (Aleqa Hammond). Blokbalancen er dog, foreløbigt, intakt.
Den første dominobrik, der kan vise sig at falde, er mest oplagt et socialt indigneret medlem af Dansk Folkeparti, der jo gik til valg på større offentlige velfærdsudgifter, og som derfor ikke vil acceptere de forlig, som i løbet af efteråret vil skulle indgåes med Liberal Alliance – det lille selvbevidste parti, som har stillet ultimative krav om den stik modsatte økonomiske kurs, herunder bl.a. en topskattelettelse på mindst fem procentpoint.
Sammenbruddet kan oplagt også udløses af et anarkistisk medlem af Liberal Alliance, som forsøger sig med en kamikaze-strategi – i et desperat stunt for at forhindre en midtersøgende kurs. Realpolitisk giver det måske ikke umiddelbart mening for en LA’er at trække taburetten væk under Lars Løkke, men da partiet udelukkende består af partihoppere fra andre partier, ville det i givet fald ikke være første gang, at f.eks. Simon Emil Ammitzbøll skifter parti.
Ja, netop Simon Emil Ammitzbøll har faktisk allerede skiftet tre gange: fra Radikale Venstre (indtil 2009) over Borgerligt Centrum (2009) til nu Liberal Alliance (2009 og frem). Eksempelvis Henrik Dahl har også været medlem af Socialdemokratiet, mens Anders Samuelsen sad i Europa-Parlamentet for Radikale Venstre. Partiskift er tilsyneladende blevet en ny normal.
Indre sprængning
Konservative har allerede været tæt på at vælte V-regeringen i foråret i forbindelse med balladen om landbrugspakken og vil med fortsat vigende meningsmålinger være nødt til at gamble og spille højt spil for i det mindste at påkalde sig lidt opmærksomhed her i efteråret. Og selv internt i Venstre ulmer utilfredsheden, som kan udarte sig i åben splid.
Så sent som i december skiftede Venstres medlem af Europa-Parlamentet Jens Rohde over til de Radikale – i protest mod udlændingestramningerne. Dengang udtalte han: ”Jeg ved, at der er mennesker i Venstre, som deler mine synspunkter. Jeg ved også, at de er i folketingsgruppen.”
Inde i folketingsgruppen? Spændende.
Hvis Løkkes studehandel mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance skal skæres over den gamle 00’er-model med en cocktail af dels skattelettelser til de øverste 10 procent og dels sociale forringelser for den etniske underklasse af indvandrere og flygtninge, ja, så kunne noget således tyde på, at flere Venstrefolk vil være i farezonen for at falde fra.
Ude omkring i landet har flere folketingskandidater ligefrem taget sorgerne på forskud og er som f.eks. Kåre Traberg Smidt hoppet helt over til Alternativet. I de senere år har det engang liberale parti Venstre nemlig rykket sig så langt i retning af nationalkonservative og autoritære indskrænkninger i basale borgerrettigheder, at folkene i det gamle højskole-Venstre ikke længere har mere integritet at sælge ud af.
Endnu er der ingen fra Venstres folketingsgruppe, som har turdet ytre kritik højlydt. Partiets tidligere integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech er ikke længere parlamentariker. Hun lægger ellers ikke fingrene imellem: ”Venstre har fuldstændig forladt sine liberale pejlemærker. De fatter ikke, hvad frihed er, de kører bare videre med populismen.”
Den femte kolonne
Det hører absolut til sjældenhedenerne i dansk politik, at en regering væltes indefra. Men det er sket, senest da socialdemokraten Erhard Jakobsen i 1973 pludselig stiftede sit eget parti, Centrums-Demokraterne.
I første omgang lovede han at holde hånden under statsminister Anker Jørgensen. Men allerede 48 timer senere opstod bruddet: Erhard Jakobsen løb – efter eget udsagn – tør for benzin på den lange vej fra Gladsaxe til Christiansborg og nåede derfor ikke rettidigt frem til afstemningen om en ændring af den såkaldte udskrivningslov.
Dermed kunne loven ikke vedtages, og den socialdemokratiske regering så sig nødsaget til at udskrive nyvalg – det skelsættende jordskredsvalg, som ikke blot bragte Centrums-Demokraterne i Folketinget med 14 mandater, men også Mogens Glistrups Fremskridtspartiet med svimlende 28 mandater, samt Kristeligt Folkeparti med syv mandater.
Forrige eksempel skal hentes helt tilbage i 1967, da seks SF’ere brød ud af ‘det røde kabinet’ og dannede Venstre-Socialisterne i protest mod bl.a. forslaget om at ville indefryse en såkaldt dyrtidsportion. Dengang blev S-regeringen Jens Otto Krag II bragt til fald, og en borgerlig regering overtog efter valget i 1968.
Historisk set er en Venstre-regering kun blevet væltet én gang indefra, helt tilbage i 1947, hvor statsminister Knud Christensen ikke kunne holde sammen på tropperne på grund af Sydslesvig-spørgsmålet. Siden hen har mytteri og femte kolonne-virksomhed kun ramt den røde blok. Men forudsætningerne for den perfekte blå storm har aldrig været bedre end nu.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen regerer på et så smalt mandat, at han ikke kan undgå at skuffe de fleste, hvis ikke ligefrem alle andre end de siddende ministre. Efter et uforløst og fortsat forbitrende formandsopgør i Venstre tilbage i 2014, hvor Kristian Jensen var tæt på at kuppe partiet, er det langt fra alle Venstrefolk, der vil begræde et nyt nederlag til Lars Løkke.
Ved de sidste tre folketingsvalg – i 2007, 2011 og 2015 – har der hver gang været et helt nyt parti, som er stillet op og blevet valgt ind: Ny Alliance, Liberal Alliance og Alternativet. Hvorfor skulle knopskydningen være stoppet nu? Hvorfor skulle det ikke også ske i den borgerlige blok igen, som det skete i 1995 (Dansk Folkeparti), i 1973 (Fremskridtspartiet), i 1965 (Liberalt Centrum), og som det var tæt på at lykkes i 1953 (De Uafhængige)?
Nye Borgerlige presser sig allerede på og truer med høj opbakning i flere meningsmålinger Dansk Folkeparti fra højre og kan dermed tvinge Kristian Thulesen Dahl til at kræve værdipolitiske indrømmelser, som flere frisindede folk i både Venstre og Liberal Alliance bare ikke vil kunne acceptere. Opbruddet rumler tværs gennem det politiske landskab.
Hver stemme tæller
Motivet for at sprænge partidisciplinen og træde ud som løsgænger er overrumplende klart: Det borgerlige folketingsmedlem, der eventuelt hopper ud af partiet i de kommende måneder, vil få en skæbnesvanger stor indflydelse på den førte politik.
Lars Løkke vil pludselig skulle forhandle med fem modstridende fraktioner: Udover Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Konservative (og formelt set Venstres egen folketingsgruppe) vil samtlige blokforlig også skulle klappes personligt af med den uafhængige kandidat. Ellers falder regeringen.
Løsgængeren vil således reelt få en vetoret og dermed kunne gennemtrumfe alskens mærkesager. Omkostningen vil indlysende være skandalisering, fordømmelse og social udstødelse fra de gamle partikammerater, men gevinsten tilsvarende stor, hvis vedkommende har sine prioriteter klar. For en i den bredere offentlighed ukendt backbench-politiker, som måske ligefrem ikke ønsker eller forventer at blive genvalgt, kan fristelsen blive stor. Vedkommende har sit livs chance for egenhændigt at påvirke den danske samfundsudvikling.
Rent mandatmæssigt opstod netop denne situation i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i 1997, hvor daværende finansminister Mogens Lykketoft kun kunne mønstre 89 mandater med sit eget Socialdemokrati, Radikale, CD og SF. Han manglede den sidste afgørende stemme – og måtte dermed forlade hele statsbudgettet på komikeren Jacob Haugaard, som forinden var blevet valgt ind med proteststemmer i Aarhus.
Entertaineren Jacob Haugaard havde ført valgkamp som en form for kunstnerisk gøgler-performance med underholdende forslag om medvind på cykelstierne, Nutella i feltrationerne og flere hvaler i Randers Fjord. Men pludselig blev legen til dyb alvor. Haugaard kunne få stort set alt, hvad han måtte ønske gennemført, ja, hvis han da blot havde haft sine prioriteter i orden. Den brutale virkelighed blev, at den garvede Mogens Lykketoft knuste Jacob Haugaard – og udstillede ham som et flop. Det kræver sit mod at stå op imod både regeringsapparatet og de gamle partivenner.
Men principielt set er samtlige 179 folketingsmedlemmer ”ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”, som det hedder i Grundlovens §56. Og en løsgængers stemme tæller tungt, meget tungt, hvis han eller hun står med det afgørende mandat. Spørgsmålet er kun, hvem der kunne lade sig friste? Hvem er det svageste led?
14 kan stryges fra listen
I de kommende uger vil de 90 borgerlige politikere blive vejet og vurderet én for én her i Føljeton. Men der er trods alt nogle, som kan sorteres fra på forhånd: Ministrene. De 13 af de i alt 16 ministre, som også sidder i Folketinget – udover Lars Løkke selv, naturligvis – vil under ingen omstændigheder bryde ud af geleddet af to fundamentale årsager:
For det første har netop de personligt alt at vinde ved at lade regeringen Lars Løkke Rasmussen II fortsætte så længe som overhovedet muligt. Derfor begår netop de 13 Venstrefolk ikke mytteri. Selv om Uffe Elbæk er et eksempel på en (kultur-)minister, der trådte ud af SRSF-regeringen og dannede sit eget parti, udviste han trods alt komplet loyalitet over for statsminister Helle Thorning-Schmidt. Ministre er bare ikke overløbere. Punktum.
For det andet er de også på forhånd blevet vurderet på netop deres loyalitet og pragmatisme. De 13 folketingsmedlemmer ville aldrig være blevet ministre i første omgang, hvis Lars Løkke ikke var sikker på, at han kan styre dem. Derfor kan de første 13, plus Lars Løkke Rasmussen, slettes fra listen.
Det svageste led i blå blok skal således ikke findes blandt: Claus Hjort Frederiksen, Kristian Jensen, Bertel Haarder, Hans Christian Schmidt, Troels Lund Poulsen, Inger Støjberg, Karen Ellemann, Søren Pind, Lars Christian Lilleholt, Ellen Trane Nørby, Sophie Løhde, Karsten Lauritzen og Esben Lunde Larsen. De er fri for enhver mistanke.
Til gengæld står 76 navne fortsat på listen. Måske skal det svageste led findes blandt Dansk Folkepartis 37 mandater, f.eks. Karina Due, der selv mener, at hun var ”indianerdreng i et tidligere liv”, eller Pia Adelsten, som mener, at de i partitoppen er blevet ”for pæne og spiselige”? Eller hvad med en rådvild konservativ, f.eks. Naser Khader, der har danmarksrekord i partiskift på tid? Fire skift på under to år. Eller måske Liberal Alliances Mette Bock, som tidligere har stillet op til Folketinget for Socialistisk Folkeparti?
Sandsynligheden taler dog for, at det svageste led gemmer sig blandt enten nogle af de totalt ukendte fra bageste række, som ikke har så meget at tabe, eller blandt de mest profilerede, som har fået storhedsvanvid af for meget medieeksponering. Fortsættelsen følger i de kommende uger: Hvem af de næste 76 kan fjernes fra listen? Hvem behøver Lars Løkke ikke at frygte?