Et spørgsmål om liv

Der er ikke nogen, der får en abort for sjov. Og der er ikke nogen, der bruger abort som en form for prævention. Alligevel synes den forestillede laissez-faire-tilgang til at få foretaget en abort at dukke op hver gang, emnet skal diskuteres. Måske kun lige overhalet af den kristenkonservative klassiker: At afbrydelsen af en graviditet er afbrydelsen af et potentielt liv – og kan derfor med lidt (meget) ideologisk fiksfakseri kaldes et “mord”.

Tidligere på ugen foreslog Enhedslisten – i anledning af 50-året for den frie abort – en udvidelse af abortgrænsen i Danmark. Som partiet understreger, er der ikke blevet pillet ved grænsen på 12 uger siden 1973. Grænsen skal rykkes til 22 uger, mener de. Det lyder som lidt af et spring, hvis ikke man lige ved, at det allerede er lovligt at få en abort efter de 12 uger i Danmark. Her skal vedkommende bare have lov af et abortråd først, der afgør, om forholdene er “særligt tungtvejende”. Det kan fx være, hvis graviditeten er til fare for den gravide, eller hvis den gravide ikke vurderes til at kunne drage omsorg for sit barn.

Enhedslistens argument er, at alle skal have mulighed for at kunne træffe beslutningen om at få et barn selv. “Diskussionen om abortgrænsen handler altså ikke om, hvorvidt det skal være lovligt at få foretaget en abort efter 12. uge. Det er det allerede. Det handler om, hvorvidt det skal være staten eller individet selv, der skal have ret til at træffe valget,” skriver ligestillingsordfører Rosa Lund og sundhedsordfører Peder Hvelplund i et debatindlæg i Politiken.

Men hvad så med børnene? 

Pinligt bagud

“Det her bliver ikke med konservativ opbakning. Man kan ikke diskutere fri abort, uden også at diskutere det liv, der vokser i maven, og hvornår det får ret til livet. Handler ikke alene om kvinders rettigheder,” skrev De Konservatives familieordfører Mette Abildgaard prompte på Twitter.

Argumentet om, at det i højere grad handler om fosterets rettigheder end den gravides, blev bakket op af både Danmarksdemokraterne samt DF’s familie- og børneordfører Mette Thiesen. Sidstnævnte mener eksempelvis, at forslaget “vægter […] ’kvindens ret til egen krop’ højere end det faktum, at man derved accepterer mord på raske og levedygtige børn. Med sex kommer ansvar. Der [sic] bør abortlov fortsat afspejle.”

Hvis man ser mod nogle af de lande, vi plejer at sammenligne os med, ligger abortgrænsen på 12 uger faktisk ret lavt. Over sundet i Sverige ligger abortgrænsen på 18 uger, og nede hos Nederlandene er grænsen på hele 24 uger. Skal vi endelig sammenligne os på abortspørgsmålet, så har vi faktisk mere til fælles med et land som Ungarn eller katolske Irland.

Den nederlandske grænse på 24 uger har eksisteret, siden abort blev lovliggjort i 1984. Begrundelse lyder meget koncist, at “en abort må foretages op til det tidspunkt, hvor fosteret er levedygtigt uden for moderens krop. Dette anslås generelt til at være i den 24. uge af graviditeten.” Herhjemme er forklaringen faktisk den samme: Man må gerne få foretaget en abort i uge 22, fordi det ikke er et levedygtigt foster endnu. Det faktum kan være lettere forvirrende, når nu Danmark og Nederlandenes tilgange til det samme er så langt fra hinanden.

Men trods frygten for, at aborten bliver sluppet endnu mere fri, hvis man rykker grænsen, så er den nederlandske abortrate faktisk en af de laveste på verdensplan. Og det synes jo at understøtte, at en længere abortgrænse ikke medfører flere aborter, men derimod færre. Det må da appellere til Thiesen og co., der i en mærkelig omgang politisk skruk bare gerne vil have flere levende babyer frem for mere selvbestemmelse.

Værdisættelse af liv

“Det var at slå mit liv ihjel at skulle have et barn,” sagde Tabita Mortensen i en udsendelse af Go’ Aften LIVE tilbage i april. Mortensen, der til daglig arbejder som sommelier, fandt selv først ud af, at hun var gravid i 13 uge. Indtil da havde hun blot haft lidt ondt i maven. Graviditeten blev først opdaget, da hun blev tjekket for tarmkræft, og hun fik afslag på en senabort. Ifølge Abortankenævnet fremstod hun nemlig “velfungerende og rask” og havde derudover “et godt og stabilt netværk, uddannelse, fast arbejde og gode økonomiske og boligmæssige forhold”. Hun var derfor nødt til at rejse til Sverige for at få foretaget aborten.

I 2021 blev 53 personer afvist til at få senabort ud af 803 personer. Det er 53 mennesker, som ikke ville have haft et barn, men som altså er blevet tvunget til at få det. Jovist er abortspørgsmålet et spørgsmål om liv. Men hvis liv vægter vi højest? Det virkelige eller det forestillede? Eller som Tabita Mortensen sagde: “Jeg har ikke lyst til at få børn. Hvorfor skal man argumentere mere for det?” /Astrid Plum