Ina Fassbender/AFP/Ritzau Scanpix
For nylig havde vi en ophedet diskussion på Føljetons redaktion om krammere. Ansporet af et tilbageblik på coronatidens besynderlige parallelunivers, hvor albuehilsener og fodsammenstød pludselig var comme il faut, indså vi, at folk havde savnet krammet-som-goddag i meget varierende grad. For nogle er der stort set ingen grænser for, hvem man omfavner uden betænkningstid: Gamle venner, nye bekendtskaber, ekspedienten i Netto, ekskonens skilsmisseadvokat. For andre er krammet forbeholdt en nøje udvalgt cirkel, som kun nødigt udvides. Skrækscenariet er her altid-krammerne, som når at slå armene om dig, før du kan nå at stikke hånden frem som afmålt, afskærmende hilsen. Resigneret må du straks lave et par akavede klap på vedkommendes ryg for at signalere, at du allerede er blevet sendt til tælling.
Hvis vi skal placere Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij i én af de to kramme-kategorier, hører han umiddelbart til den første. Som tidligere komiker ved Zelenskij præcis, hvordan han skal afvæbne sure miner og få folk til at åbne sig op for omfavnelsen. Da en BBC-journalist tilbage i februar fik sagt til præsidenten på et pressemøde, at hun bare gerne ville kramme ham, var han eksempelvis hurtig til at gribe situationen og gå imod hende med udstrakte arme. Kontrasten til Vladimir Putins socialt distancerende langbord kunne næsten ikke være større. Som Aristoteles engang fik påpeget, er samfundet den naturlige eksistensform for mennesker; vi er politiske dyr, som trives bedst i hinandens selskab. Set i det lys er det vist svært at komme udenom, at krammerne har det lidt lettere i livet.
Så meget desto mere opsigtsvækkende er det, når en vanlig krammer pludselig vælger at ty til håndtrykket. Som DR årvågent har observeret, er det eksempelvis påfaldende, at Volodymyr Zelenskij har valgt at holde den belarusiske oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja ud i strakt arm. Lighederne mellem dem er ellers mange; begge turnerer de rundt i Europa for at kæmpe for deres landes frihed og for at få omverdenen til at lægge pres på deres diktatoriske modstandere, der i øvrigt er naboer. Tilbage i december inviterede Tikhanovskaja da også Zelenskij til at danne en fælles alliance, men uden held. Ukraine har allerede rigeligt at se til, hvilket meget symbolsk blev markeret, da Zelenskij og Tikhanovskaja i weekenden blev introduceret for hinanden ved uddelingen af Karlsprisen i den tyske by Aachen. Fire sekunder tog det, så var seancen overstået – for som Svetlana Tikhanovskaja lakonisk forklarer til DR: “Det var alene et håndtryk.”
Ret skal være ret – den belarusiske oppositionsleder kan sagtens sætte sig ind i, hvorfor Zelenskij er så tilbageholdende: “Jeg forstår godt, at ukrainerne er forsigtige. Der er en brutal og meningsløs krig i gang, og de gør alt for ikke at provokere, så der kunne åbnes en ny flanke fra belarusisk territorium,” lyder analysen i selvsamme interview. Når det kommer til stykket, må der vel også være grænser for, hvor mange mennesker den ukrainske præsident kan please på én gang. Zelenskij får eksempelvis nok at se til ved weekendens G7-topmøde i Hiroshima, som han ventes at ankomme til søndag. Her står det klart, at man vil diskutere alt fra nye sanktioner til hvordan man kan begrænse Ruslands adgang til militært udstyr. Kort sagt kan der blive tale om et ganske afgørende diplomatisk drama – som samtidig vil kræve en solid portion charme, hvis Ukraine for alvor skal få krammet på Putin. /David Dragsted