Nyhedsanalysen
fw - fredag
Efter at have holdt helligdagen, ja, hellig, vendte Føljeton tilbage med fornyet energi fredag. Her så jeg på et slægts- og naboskab, der egentlig burde kunne kaste en alliance af sig. Men selvom den belarusiske oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja har forsøgt at byde sig til, tøver Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij stadig med at omfavne hende. Man kan vel heller ikke kramme alle.
Som reaktion på den nye vejafgift i Danmark, har arrige lastbilschauffører truet med både bål, brand og vejblokader. Da det kom til stykket, endte ugens varslede demonstrationer imidlertid med at blive pænt nedskalerede. Lars Trier Mogensen leverede en god, ond og grusom analyse af dramaet, der ikke bare er et spørgsmål om transport, men også om forfejlet klimapolitik:
“Klimarådet afviser, at klimaeffekten vil være nævneværdig, fordi SVM-regeringen samtidig insisterer på at holde dieselafgiften nede på et niveau, der ligger langt under fx priserne i Tyskland. Derfor er det ikke kun de vognmænd, der slet ikke vil betale mere, som kritiserer forslaget, men i høj grad også flere af de grønne organisationer, som ikke engang betragter vejafgiften som klimapolitik. […] I den grusomme analyse handler vejafgiften slet og ret om at skrabe ekstra penge i statskassen, godt en milliard kroner om året.”
Og på den måde nåede vi til vejs ende. Men bare rolig: Føljeton skal nok også køre videre i næste uge. God weekend! /David Dragsted