Vi er en eller to her på Føljetons redaktion, som er flasket op med tegneserier. Eller det vil sige: Vi har flasket os selv op med dem, ingen har jo tvunget os; vi har simpelthen bare fra barnsben vurderet, at tegneserier og superhelte nok ville være et fornuftigt supplement. Serierne hjalp os med at forstå forskellen på rigtigt og forkert. De gav os en forståelse af moral og etik og lærte os, at nogle gange må selv den største pacifist rejse sig og slå meget hårdt i bordet: Hertil og ikke længere!
Den største superhelt af dem alle er Superman. I filmen Superman: The Movie fra 1978 står Superman (spillet af Christopher Reeve) i et kæmpe dilemma, da hans veninde Lois Lane dør i en ulykke, som er forårsaget af superskurken Lex Luthor. Her vælger Superman at gøre noget, som hans biologiske far Jor-El (Marlon Brando) på planeten Krypton har sagt, at han aldrig må gøre: I et anfald af raseri, som ikke er særlig supermansk, beslutter han sig for at skrue tiden på Jorden tilbage. Ikke lang tid, men bare nok til at Lois stadig er i live. Det lyder måske lidt plat, men du kan selv se det her. Det er stærkt. Superman forbryder sig mod naturens love for at gøre det rigtige.
For nylig var der en fyr i vores Facebook-feed, som skrev: ”Jeg savner 90’erne.” Hans melding stod meget nøgent. Han havde ikke vedlagt et link til John ‘Faxe’ Jensens mål i EM-finalen i ’92. Der var ikke en henvisning til hits som Scorpions’ ‘Wind of Change’ (1990) eller Toni Braxtons ‘Un-break my Heart’ (1996). Der var ikke et billede af neon-leggings eller Buffalo-sko.
Næ, vores Facebook-ven ønskede sig ganske enkelt tilbage til 90’erne, fordi så havde vi været en masse politisk lort fra 00’erne og 10’erne foruden. Hvis vi kunne få 90’erne tilbage og vidste, hvad vi ved, om hvad der siden skete, så kunne vi måske have gjort det lidt bedre.
Vi kom til at tænke på scenen i Superman-filmen, da vi så en Politiken-artikel fra 2006, som var i omløb på de sociale medier i weekenden. Overskriften var ‘Hver fjerde ansatte i Skat skal væk‘, og af artiklen fremgik det, at daværende finansminister Thor Pedersen (V) den følgende tirsdag klokken 10 ville fremlægge et finanslovsforslag, af hvilken det fremgik, at Skats arbejdsstyrke på 10.000 mand skulle skæres til 7.500. Socialdemokraternes daværende skatteordfører, John Dyrby, udtalte i artiklen, at ”Danmark bliver et paradis for charlataner og svindlere”, mens formanden for Dansk Told- og Skatteforbund sagde, at en så voldsom nedskæring ikke kunne ”lade sig gøre uden, at skattespekulation får bedre vilkår”. Kristian Jensen (V), der var skatteminister dengang, havde ingen kommentarer.
I dag ved vi så, hvad konsekvensen blev. Charlataner og svindlere har lænset statskassen for 12,3 milliarder.
Thor Pedersen og Kristian Jensen er ved Gud ikke i nærheden af at være Superman, men hvis nogen ville ønske, at de kunne spole tiden tilbage, så må det da være dem. Vi andre må nøjes med at håbe på, at der bliver sat en uvildig undersøgelse i gang, sådan som det allerede er blevet foreslået. Bare for en god ordens skyld.