Det europæiske vækstopgør

Når Europa skal være det “første klimaneutrale kontinent”, vil det ifølge EU-kommissionsformand Ursula von der Leyens planer baseres på en “ny europæisk vækstmodel” og en “systematisk modernisering” af den europæiske industripolitik.

Da hun i sidste uge mødtes med de 2.500 deltagere på konferencen Beyond Growth, fremhævede hun selv den europæiske Green Deal-aftale – der bl.a. skal omstille EU til mindre CO2-udledende teknologier – som en af måderne, et mindre fokus på vækst skal gå hånd i hånd med grønnere initiativer: “En vækstmodel, der er baseret på fossile brændstoffer, er simpelthen forældet.”

Men hvor politikere, forskere og aktivister var mødt op for at sætte mennesker og natur før økonomi, og stort set alle andre end von der Leyen på konferencen for længst har afskrevet ord som grøn vækst, brugte kommissionsformanden eksempelvis endnu vendinger som “grøn hydrogen”. Ligesom parlamentsformand Roberta Metsola, der også deltog, blev hun derfor kritiseret for ikke at dele den samme forståelse af ordet beyond. Væksten skal ikke ske samtidig med sociale reformer, den skal være andenprioritet.

En af de forskere, der mener, at den europæiske klimaindsats ikke hidtil har været ambitiøs nok, er franske Louison Cahen-Fourot, der er assisterende professor i økologisk økonomi ved Roskilde Universitet. Sammen med degrowth-eksperter som Jason Hickel og Kate Raworth var han inviteret til Bruxelles for bl.a. at tale om EU’s kommende reformer af de finanspolitiske spilleregler: Når EU-landene inden for de kommende år skal til at spare for at nedbringe den voksende gæld, som det er blevet fremlagt af Kommissionen, vil der formentlig også komme færre penge til den grønne omstilling.

Alligevel er han positiv over for kommissionsformandens tale og kalder det “naivt” at tro, at hun skulle have været præsenteret mere radikale idéer: “Ursula von der Leyen bevæger sig virkelig på grænsen af, hvad hendes egen politiske lejr kan tolerere. Den europæiske Green Deal er næsten for meget for den europæiske højrefløj. Bare det, at hun overhovedet holder en tale på konferencen, er i sig selv overvældende,” siger Cahen-Fourot til Føljeton.

I stedet ser han den som et symbol på, at vækstopgøret ikke længere kan ignoreres – end ikke af EU’s øverste ledelse – selvom det endnu ikke har fået en fremtrædende plads i den gængse politiske debat. Heller ikke i EU. Da et lignende arrangement blev afholdt i 2018, var danske Margrethe Vestager den eneste kommissær, der mødte op, og kritikken lød dengang, at idéerne simpelthen var urealistiske. Og selvom krigen i Ukraine siden har sat skub i den grønne omstilling med en afkobling af russisk olie og gas, er det ikke den katalysator, som forskerne kunne have håbet på. Der er stadig behov for et opgør med vanetænkningen, som Cahen-Fourot sagde i sin tale på dette års Beyond Growth-konference.

“Jeg forventer ikke, at EU i sin nuværende form kommer til at tage radikale skridt mod et vækstopgør,” siger han og understreger, at det nok kun bliver mere urealistisk, når EU-Kommissionen ifølge hans forudsigelser højst sandsynligt bliver domineret af højrefløjen, når der i 2024 er valg til EU-toppen.

En ond cirkel

Nogle taler om degrowth, EU taler om postvækst, post-growth, og andre kalder det wellbeing economy. Der er en væsentlig forskel i ordvalget, men fælles er, at der skal komme noget andet før væksten. Når eksempelvis The Economist for nylig har argumenteret for, at det er muligt at have økonomisk vækst og samtidig sikre lavere udledninger – decoupling – er det altså ikke det, forskerne mener. Som Cahen-Fourots kollega Timothée Parrique fra Lunds Universitet i Sverige skriver:

“Degrowth beskriver en midlertidig nedskalering af produktion og forbrug, der planlægges demokratisk med henblik på at reducere klimabelastningen på en retfærdig måde og med henblik på at forbedre velfærden. Post-growth henviser på den anden side til en bredere familie af vækstskeptiske idéer, der spænder fra kritik af BNP og opfordringer til velfærdsøkonomier til mere radikale alternativer til kapitalismen.”

Alligevel er der i de europæiske Green Deal-planer steder, hvor de to grene kan mødes, siger Cahen-Fourot til Føljeton: “Ingen degrowth-forskere vil benægte, at vi har brug for at investere massivt i vedvarende energi. Spørgsmålet er, hvad vi så gør derfra. Søger vi mere vækst, eller søger vi grundlæggende at ændre infrastrukturen for at stabilisere vores økonomiske aktivitet på en bæredygtig måde?”

Ifølge Cahen-Fourot handler det ikke kun om at omstille til sol og vind: “Selv de teknologier øger presset på biodiversiteten, som allerede står over for den sjette masseudryddelse. Det er godt for biodiversiteten at reducere vores CO2-udledning, men at reducere gøre det uden at lave massive energibesparelser flytter byrden fra klimaet til biodiversiteten,” siger han og kalder det en slags ond cirkel, fordi biodiversiteten “spiller en væsentlig rolle” i at regulere klimaet.

“Den økologiske krise handler desværre ikke kun om klimaforandringer. Mange vil sige, at det er vanskeligt, men muligt at afkoble økonomisk vækst og CO2-udledninger. Men den afkobling sker kun få steder og ikke engang hurtigt nok. Og selv hvis vi kan gøre det, er det ikke nok, fordi biodiversiteten svinder ind, og de planetære grænser overskrides.”

Derfor er første skridt ikke at have grønnere energi, men i det hele taget at bruge mindre: “Det kan endda skabe vækst, afhængigt af investeringernes virkning,” siger Cahen-Fourot og understreger, at væksten ikke er et problem i sig selv, hvis det bare er resultatet, og ikke målet: “I så fald ville det bare være en overgangsfase. Derudover har vi brug for en langt bedre koordination. Den nuværende pengepolitik går direkte imod klimapolitikken, for når centralbankerne hæver renten, gør de det meget sværere at investere i de ting, der er nødvendige for at mindske vores klimaaftryk.”

Europæisk asymmetri

En af de ting, Cahen-Fourot fremhæver som den største forhindring for omstillingen, er de kommende fælleseuropæiske gældsplaner. Her har EU-Kommissionen senest foreslået, at EU-landene selv kan nedbringe gælden i det tempo, de ønsker, mens det overordnede formål forbliver det samme: Der skal bruges færre penge for at dække hullerne i EU’s budget. Ifølge Cahen-Fourot giver de planer hverken “økonomisk, økologisk eller social mening”.

“Selv ud fra et vækstfremmende perspektiv har reglerne bogstaveligt talt forhindret både socioøkonomisk og produktiv konvergens inden for EU og endnu mere inden for eurozonen. EU er fortsat en meget polariseret økonomisk region med en produktion med høj værditilvækst i nord og en produktion med lav værditilvækst i syd. Det skaber en enorm asymmetri, og det er en strukturel svaghed i hjertet af den europæiske konstruktion,” siger han.

“Under corona var EU-landene bogstaveligt talt nødt til at tage hele deres økonomi på deres skuldre for at undgå det fuldstændige sammenbrud. Det viste os, at sparepolitik ikke giver mening i normale tider, men giver endnu mindre mening i unormale tider. Det er ikke et spørgsmål om, at vi slet ikke skal have nogen finanspolitiske regler i EU, men de bør være demokratisk aftalt og sætte en dagsorden, der sikrer velfærden – ikke nogle vage underskuds- og gældsmål.”

“Eksempelvis var De Gule Veste i Frankrig ikke en anti-økologisk bevægelse. Det var i virkeligheden en bevægelse, der sagde, at det ikke er retfærdigt, at det er dem, der skal betale de højeste omkostninger for klimakrisen. Hvis man siger til folk, at de ikke længere må bruge deres bil, og at det vil spare os penge, skal de stadigvæk på arbejde, så man skal sikre effektiv og billig offentlig transport. Det er kernen i den økologiske dagsorden: Økologiske reformer skal ske samtidig med de sociale.” /Emma Louise Stenholm