Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Under Folketingets spørgerunde tirsdag blev børn og unges skærmforbrug heftigt diskuteret. Efter at have henvist til ‘Pas-på-mig’-skiltene, som skal gøre bilister opmærksomme på børn i trafikken, spurgte SF’s formand Pia Olsen Dyhr statsministeren: “Hvorfor overlader vi så børn til dem selv? Eller endnu værre til techgiganterne i den digitale verden?”
Patos-konfettien havde knap lagt sig, før statsministeren svarede med bekymret røst, mens hun løftede en sort iPhone.: “Jeg tror, der er en meget, meget, meget stor sammenhæng mellem det faktum, at vi aldrig nogensinde før har haft så mange børn, der ikke har haft det godt og så lige præcis denne her skærm”.
Problemet ved udtalelsen er, at argumentationen snarere bygger på tro end reel fakta om unges mistrivsel. Sådan kan man selvfølgelig udtale sig, hvis man er præst eller spiller på hestevæddeløb. Den går bare ikke som politiker. Sandsynligheden har Mette Frederiksen da ret i, men sammenhængen mellem stigende mistrivsel og skærmbrug er stadig svær at bevise. Amerikansk forskning viser sågar, at sammenhængen mellem mistrivsel og sociale medier er “svag” og “inkonsekvent.”
I sidste uge fortalte Villum og Agnes på henholdsvis 10 og 11 år til DR, at de ville “føle sige udenfor” og “ikke have så meget at lave”, hvis det bliver forbudt for børn og unge at tilgå sociale medier. De digitale platforme er nemlig for længst blevet en fast del af børn og unges dagligdag; det er en aktivitet, de deler med deres venner. Dømt ud fra Agnes’ og Villums konklusioner, kan et forbud frygtes at have den modsatte effekt: Det kan øge mistrivslen.
Men der findes andre løsninger: “Oplysning og viden er en langt bedre vej til at lade folk få indsigt i, hvilke konsekvenser – både positive og negative – teknologi har,” har lektor i idéhistorie Jakob Bek-Thomsen sagt til Berlingske. Bek-Thomsen tager udgangspunkt i dannelsesprincipper, som Danmark har en lang og vigtig tradition for. Den pædagogik må ikke gå tabt, bare fordi nye medier og værktøjer er kommet til.
Problemet for regeringen er, at oplysning og dannelse kræver flere hænder, som kan hjælpe de unge. Det er bare en dyr løsning, som Venstre og Moderaterne nok aldrig vil gå med til. Det til trods for, at børne- og ungeområdet har skreget på midlerne i flere år, og at regeringen netop har fundet 16 mia. kr. mere i statskassen.
Det er altid nemt bare at luge ud i ukrudtet. Men ukrudt kommer igen, hvis der ikke tages fat om rødderne. At luge ud i de sociale medier og skærmene er håbløst gammeldags: Ukrudtet, som i dag hedder Snapchat og Instagram, hed i 1980’erne Dungeons & Dragons og King Diamond. Fænomener, som de voksne dengang heller ikke forstod, og som skabte nye fællesskaber blandt unge.
I stedet for at gennemgå en omhyggelig renovering, vælger statsministeren den nemme og billige løsning: At tale ind i en boomer-populistisk diskurs, som hverken har rødder i viden eller logik. Det er skide synd, for det handler hverken om haver eller politik; det handler om at rekordmange unge mistrives, og en regering, der bevæger sig væk fra pædagogiske traditioner som virker. /Rasmus Hostrup