Adem Altan/AFP/Ritzau Scanpix
Bliver Mette Frederiksen (S) Nato’s næste generalsekretær? Kommer Sverige med i forsvarsalliancen? Trumfer vores militærudgifter alt andet? Ingen af spørgsmålene er endnu blevet besvarede. Men det er da, som om vi kommer tættere på i disse dage; alt vikler sig sammen i geopolitiske mønstre, man næsten kan tyde. Og sjovt nok synes mange af trådene at føre tilbage til Tyrkiet.
Søndag kunne Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan erklære sig sejrrig i den indædte dyst mod oppositionslederen Kemal Kilicdaroglu. Hvis valget blev set som et spørgsmål om Tyrkiets demokratiske fremtid, lød konklusionen, at 52 pct. af vælgerne foretrak den autokratiske løsning kaldet Erdoğan. Trods omfattende inflation – og Erdoğans uortodokse måde at bekæmpe det på ved at sænke renten – var det åbenbart ikke økonomien, der blev den afgørende faktor. Snarere peger pilen (og politiske kommentatorer) på den nationalistiske kulturkrig, Erdoğan har været så ferm til at føre.
Hvorvidt der overhovedet kan være tale om et fair og demokratisk valg, når den tyrkiske præsident kan fængsle politiske modstandere og kontrollere narrativet via statsejede medier, er vist et åbent spørgsmål. Ikke desto mindre har såvel USA’s præsident Joe Biden som Danmark statsminister Mette Frederiksen (S) ønsket Erdoğan tillykke med sejren, sidstnævnte endda med tilføjelsen, at hun “ser frem til at fortsætte det stærke og konstruktive samarbejde mellem vores to lande, inklusive som Nato-allierede”.
På den svært definerbare udenrigspolitiske skala, der svinger fra “pragmatisk” til “idealistisk”, er det nu ikke svært at regne ud, hvor Frederiksen befinder sig. Selvom Erdoğan spiller på så mange heste som muligt – også dem fra Rusland – kan man sagtens have et godt samarbejde med ham. Ja, han vil sikkert også stoppe med at blokere for Sveriges optagelse i Nato, hvis han bare lige får en forsendelse F16-fly fra USA sammen med sin lykønskning. Tricket i topdiplomati er jo at erkende, at alt er til salg.
Prisen for sikkerhed
Tirsdag morgen kunne fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) herhjemme fortælle, at regeringen vil investere hele 143,2 mia. kr. i det danske forsvar henover de næste 10 år. Hvis Nato tidligere har været træt af Danmarks manglende bidrag, kan Mette Frederiksen altså nu stolt sige til sine kollegaer, hvor meget vi vil oppe os.
I udspillet til det, der vil blive Danmarkshistoriens største forsvarsforlig, er der virkelig ikke sparet på noget – heller ikke ønsket om at “styrke” værnepligten, “vel vidende, at det vil betyde større træk på ungdomsårgangene og potentielt kan mindske frivillighedsgraden i værnepligten”. For er det vel overhovedet muligt at sikre Danmarks frihed uden tvang?
Som optakt til udspillet kunne Frederiksen allerede mandag fortælle, at man samtidig vil øge bidraget til Ukrainefonden med et tocifret milliardbeløb, så Danmark alt lagt sammen vil leve op til Nato-kravet om, at medlemslande skal bruge to pct. af deres BNP på forsvar. Ifølge statsministeren er det nemlig en del af pakken: “Det er Ukraines forsvar, vi direkte bakker op, når vi donerer, finansierer og hjælper Ukraine, men det er også vores egen sikkerhed, og derfor kan de to ting ikke ses adskilt. Det er selvfølgelig også derfor, at direkte militære donationer tæller med i to-procents-målsætningen i Nato.”
Hvorvidt Nato nu også vil købe den forklaring, har bl.a. lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen allerede sået tvivl om. Som tingene udvikler sig, synes Mette Frederiksen og regeringen imidlertid at have udviklet en fint kalibreret fornemmelse for, hvad Nato ønsker sig forud for topmødet i Vilnius d. 11. juli. Men om Danmark overhovedet bør ønske sig det samme, skal man måske stadig lige diskutere. Penge hænger jo ikke på træerne – medmindre det er forsvaret og Nato, der skal bruge dem. /David Dragsted