Frederiksen er nr. 3 på Nato-listen

Udnævnelsen til internationale topposter har udviklet sig til en ny form for politisk Melodi Grand Prix: Overalt i Europas småstater hvirvler det lige nu rundt med navnerygterne om mere eller mindre realistiske kandidater til den snart ledige post som Nato’s generalsekretær.

Herhjemme er statsminister Mette Frederiksen (S) ved at blive uofficiel storfavorit, mens andre politiske profiler fra en række EU-lande pudsigt nok gives mindst lige så gode chancer i deres hjemlande. Alle hepper på deres lokale stjerne.

Kun én ting er sikkert: Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg trækker sig som Nato’s generalsekretær, og posten bliver dermed ledig. To andre præmisser står samtidig næsten fast: Den nye politiske chef for den nordatlantiske forsvarsalliance skal dels komme fra et af de mindste af de 31 medlemslande, og den næste generalsekretær skal være en kvinde.

Mette Frederiksen opfylder begge afgørende betingelser, og det har fået den danske statsminister til at intensivere den komplicerede jobansøgningsproces i de seneste uger. Særligt efter SVM-regeringen fremlagde et udspil til nyt forsvarsforlig, der midlertidigt opfylder kravet om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på krudt og kugler, er Mette Frederiksens kandidatur blevet en realistisk mulighed.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fik bestemt ikke rygtemøllen til at snurre langsommere, da han onsdag i Oslo blev spurgt, om Nato’s næste generalsekretær vil blive en dansker, og han skælmsk svarede: “Det vil tiden vise.”

Selv benægter Mette Frederiksen helt rituelt alt, og under onsdagens afslutningsdebat i Folketinget afviste hun igen-igen, at hun drømmer sig videre: “Jeg er ikke ude at søge et andet job,” sagde Mette Frederiksen, og tilføjede, at hun er “glad for, at en række borgerlige partier ønsker en garanti for, at jeg bliver som statsminister. Det er nyt, at det ønske er så bredt funderet.”

Men tag ikke fejl: Mette Frederiksen vil for alt i verden gerne have posten, og det aktuelle mummespil er reelt kun en genopførelse af daværende V-statsminister Anders Fogh Rasmussens stort set enslydende afvisninger, inden han tilbage i 2009 rykkede samme vej, og dengang blev den første siddende stats- og regeringschef, som gik direkte til Nato.

Siden dengang er det blevet ny kutyme, at generalsekretæren skal være en aktiv regeringschef, og ikke blot være en has-been eller laverede rangerende diplomat. Og her kan Mette Frederiksens største trumfkort ligge: Når det på forhånd kan udelukkes, at stats- og regeringscheferne fra fx USA, Tyrkiet, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Canada vil bringe sig selv i spil, og det ydermere helst skal være en kvinde, ja, så er der ikke mange seriøse kandidater.

Kabalen afhænger imidlertid også af geografiske faktorer, præcis som Eurovision Song Contest, og derfor er der umiddelbart ikke så sandsynligt, at hverken de øst- eller sydeuropæiske lande vil acceptere, at posten for tredje gang i træk skal gå til en skandinav. Erfaring med forsvarspolitik og Rusland er heller ikke ligefrem en ulempe.

Her inden Mette Frederiksen på mandag tager til Washington D.C. for at besøge USA’s præsident Joe Biden i Det Hvide Hus, ser den sandsynlige kandidatliste således ud:

1. Ursula von der Leyen er formand for Europa-Kommissionen og tidligere mangeårig forsvarsminister i Tyskland: Drømmekandidaten for de fleste større lande, da hun både har storpolitisk erfaring, militær indsigt og ikke mindst vil kunne forpligte Tyskland til at bidrage substantielt mere til Nato’s samlede forsvarsbudget. Men Ursula von der Leyen har allerede en toppost, der på alle måder er større og vigtigere end den mere administrative generalsekretær-stilling. Hun er næppe interesseret.

2. Zuzana Čaputová er præsident i Slovakiet, og selvom hun for tiden også konstant afviser at være kandidat, er hun som regerende statsleder – tilmed i et naboland til Ukraine – den absolut højest placerede kvindelige kandidat til posten som ny generalsekretær. Hun vil være et kraftigt signal til Kreml om, at de tidligere Warsawapagt-lande i Østeuropa nu er blevet fuldt og helt integreret i den nordatlantiske alliance. Et umisforståeligt signal til europæiske lande som Moldova, Serbien og Bosnien om, at de også vil være velkomne i Nato.

3. Mette Frederiksen er som genvalgt dansk statsminister det neutrale valg. Hun har aldrig interesseret sig synderligt for sikkerhedspolitik eller blot ytret sig blot en anelse kontroversielt om storpolitiske emner, og derfor vil hun loyalt kunne forvalte den kurs, som USA måtte udstikke – med behørige hensyn til bl.a. Tyrkiet. Helt efter drejebogen var Mette Frederiksen én af de første til at lykønske præsident Recep Tayyip Erdoğan søndag aften: “Jeg ser frem til at fortsætte det stærke og konstruktive samarbejde mellem vores to lande, heriblandt som Nato-allierede.” Mette Frederiksen har fået ryddet alle barrierer væk, og vil rent kunne hyldes som den første kvindelige generalsekretær.

4. Kaja Kallas er premierminister i Estland. Efter selv at være blevet deporteret til Sibirien som spædbarn – på en kvægbil sammen sin mor og bedstemor – har hun helt fra barns ben udviklet en indædt og stædig modvilje mod Rusland, og hun repræsenterer dermed en hård høge-position over for præsident Putin. For de nye Nato-lande mod øst er hun ønskekandidaten, da ingen er i tvivl om, at hun vil have forsvaret af Ukraine og modspillet til Rusland som altdominerende topprioritet. Men det er også en svaghed: Hun betragtes af nogle lande som for krigerisk.

5. Federica Mogherini er tidligere højtstående repræsentant for EU’s udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, også kaldet EU’s udenrigschef, samt tidligere udenrigsminister i Italien. I dag har hun trukket sig tilbage fra toppolitik for i stedet at være blevet rektor for prestigeuniversitetet Europakollegiet. Men ingen er i tvivl om, at Mogherini ville være en glimrende generalsekretær – hvis de andre kandidater skulle ende med at blive frasorteret, af vidt forskellige årsager.

I sidste ende skal alle 31 Nato-lande være enige, og derfor kan det også ende med, at generalsekretæren igen bliver en mand. I så fald står Hollands premierminister Mark Rutte forrest i køen. Status er ikke desto mindre, at Danmark meget vel kan få en ny statsminister i løbet af de næste uger. Hvis det ikke lykkes for Mette Frederiksen, vil det faktisk snart stå tilbage som et personligt nederlag. /Lars Trier Mogensen