Nyhedsanalysen
Efter et år i Europa
For et år siden var jeg på den græske ø Lesbos for at hjælpe med at tage imod nogle af de mange tusinde flygtninge, der hver dag kom til øen med båd. Jeg har kontaktet nogle af de mennesker, jeg mødte dengang, for at høre om deres første år i Europa.
(FILES) This file photo taken on September 30, 2015 shows refugees and migrants trying to reach the Greek island of Lesbos after crossing the Aegean sea from Turkey. A year ago, the tragic death of a three-year-old Syrian boy shocked Europe as an unprecedented crisis saw hundreds of thousands of migrants and refugees arrive on the continent. Aylan is one of some 3, 700 people who die trying to reach Europe in 2015, including his mother and his brother, according to the International Organization for Migration (IOM). In the first eight months of 2016 alone, another 3, 165 die or go missing at sea - - a sharp rise from 2, 656 people in the same period last year. / AFP PHOTO / ARIS MESSINIS
For et år siden tog jeg med seks venner til den græske ø Lesbos for at hjælpe nogle af de op mod 4.000 flygtninge, der hver dag ankom til øen. I sorte gummibåde fyldt til bristepunktet eller mere krydsede de Det Ægæiske Hav mellem Tyrkiet og Grækenland. Nogle både klarede den – andre kæntrede. De fleste mennesker overlevede, nogle druknede. Det var vilkårene, når man satte sig op i båden. Det vidste de, men som en ung fyr sagde til mig, da jeg spurgte, hvordan han turde: ”Alternativet er værre.”
Min primære opgave på Lesbos var at tage imod bådene, når de kom i land. Det indebar alt fra at hjælpe folk ud af bådene, give dem mad og vand, lytte til deres historier, modtage endeløse kram og give små bange børneøjne lidt lys ved at prutte med munden på maven eller puste sæbebobler i ansigtet på dem.
Jeg har i dag et år efter taget kontakt til nogle af dem, som jeg mødte på Lesbos, for at høre, hvordan det er gået dem det første år i Europa.
Ahmad Ghanafer
Ahmad Ghanafer blev født 27. marts 1995 i universitetsbyen Latakia i Syrien. I dag bor han i et asylcenter uden for Örebro, Sveriges sjettestørste by.
1. september 2015 svømmede han i land på Lesbos efter at have kastet sig ud af gummibåden, der skulle fragte ham og 70 andre mænd fra Tyrkiet til Grækenland. Det gjorde han allerede i tyrkisk farvand, da båden begyndte at tage vand ind.
”Vi havde allerede smidt alt, hvad vi ejede, over bord, men intet hjalp. Jeg var en af de yngste og stærkeste, så hvis nogen havde kræfter til at hænge bag på båden, var det mig,” fortæller Ahmad Ghanafer.
Det var mig, der fik øje på den lille sorte prik lang ude på havet, der viste sig at være Ahmad. Han havde trodset alle odds og var svømmet i land efter at være blevet slynget af båden en kilometer fra kysten. Han havde hængt på i over en time, da en bølge ramte ham i ansigtet, og han mistede sit tag.
”Jeg havde ikke flere kræfter og indstillede mig på, at det var slut. I mit hovede overgav jeg mig til døden, men pludselig begyndte mine arme at bevæge sig. Det var, som om de ikke accepterede min beslutning, og så svømmede de mig i land,” fortæller han.
Da Ahmad kom i land, rystede han over hele kroppen. Hans storebror, der også havde været med båden, forsøgte at få ham til at sætte sig i skyggen. Men Ahmad ville bare gerne have en cigaret, så det gav jeg ham. Da han ikke kunne give noget den anden vej, fik jeg hans navn og besked på at tilføje ham på Facebook – så ville han sende mig en cigaret en dag. Det gjorde jeg så, og tre uger senere skrev han til mig, at han var på et asylcenter i Sverige.
I dag har han været der i et år, og han venter stadig på opholdstilladelse. For at få den skal man have et interview med myndighederne. Det havde Ahmad for en uge siden, og han og håber at kunne komme væk fra asylcenteret i oktober.
Har dit første år i Europa været, som du forventede?
”Nej. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men ikke det her. Det er bedre end krig, men nogle gange får jeg lyst til at tage tilbage til Syrien bare for at føle mig som et menneske med et rigtigt liv,” fortæller han.
Centret, Ahmad bor på, ligger ude midt i ingenting. Halvanden time i bus fra Örebro, der er den nærmeste rigtige by. Hjemme i Syrien gik han på universitetet, festede med sine venner og knoklede for at betale sin husleje i den lejlighed, han boede i efter at være flyttet hjemmefra.
Hvad laver du så nu?
”Nu sidder jeg bare og gamer mere end nogensinde. Og venter,” siger han.
Jeg fortæller ham, at jeg skal bruge hans svar i en artikel.
”Haha, nej. Skriv at jeg studerer hele tiden,” siger han.
Men Ahmad keder sig. Han har tidligere skrevet til mig, at han ikke har spillet så meget computer, siden han var 14 år og besat af at bygge familier på sin pc i computerspillet The Sims.
På længere sigt vil han gerne genoptage sit universitetsstudium og tage en kandidat som computeringeniør. Men først glæder han sig bare til at flytte ud i sin egen lejlighed i Sverige og få et liv igen.
”Jeg tæller ikke som et rigtig menneske i Sverige endnu,” forklarer han.
Rami Hussen
Rami Hussen er født 4. juni 1995. I dag bor han i en lille lejlighed i en forstad til Hamborg. I modsætning til de fleste andre syriske flygtninge er han ikke født i Syrien, men i Leeds i England. Der levede han de første syv år af sit liv, fordi hans mor havde fået et legat og studerede på universitetet, mens hans far lavede film. Men i 2002 flyttede familien tilbage til Damaskus. Da Rami var 16 år, begyndte han at læse engelsk litteratur på universitetet i Damaskus, men krigen brød ud, og det var ikke længere sikkert for ham at studere. Sidste sommer pakkede han sine ting, sagde farvel til sine forældre, sin bror og sine to søstre og tog tilbage til Europa. Men denne gang kunne Rami ikke købe en flybillet. Eller flytte ind hos sine venner i Leeds. Ligesom han ikke kunne have nogle af sine ejendele med på turen. Han var ikke længere hverken skoleelev i England eller turist. Nu var han flygtning og måtte betale menneskesmuglere dyre domme for at blive fragtet over Middelhavet i en gummibåd.
Jeg mødte Rami 3. september 2015. Dagen før var han ankommet til Lesbos og var nu i øens eneste flygtningelejr. En overfyldt pløjemark, hvor folk var tvunget til at sove i deres eget tis, og hvor man var heldig, hvis man kunne give sine børn aftensmad. Rami havde lige været i bad og kom løbende hen til mig med et håndklæde om livet.
Han havde på lang afstand bemærket, at jeg ikke hørte til i lejren, og håbede, jeg kunne hjælpe ham væk derfra. Han forstod ikke, hvorfor han ikke måtte indlogere sig på et hotel eller bare betale for at tage turistbåden væk fra øen. Jeg kunne ikke sige andet, end at jeg heller ikke forstod reglerne. I mangel af bedre gav jeg ham min mailadresse og bad ham skrive, hvis jeg en dag kunne gøre noget for ham. Det blev så nu.
Rami er lykkelig for, at jeg ville skrive om ham.
”Jeg har ikke lavet noget, der gav mening i et år, så hvis min fortælling kan bruges til noget, vil det betyde meget for mig,”siger han.
Hvordan var det at komme tilbage til Europa som flygtning?
”Det gjorde noget ved mig at bo i teltene i Grækenland. Jeg fik lavt selvværd og kunne ikke lade være med at tænke, at folk ville gøre grin med mig, hvis de så mig der. Men ellers var Grækenland fint. Jeg lignede jo de lokale med sort hår, så jeg følte mig ikke så anderledes,” fortæller han.
Men du bor i Tyskland nu. Føler du dig anderledes der?
”Ja, folk stirrer på mig på gaden. Mange tror, jeg er fra Spanien eller Tyrkiet. Når jeg siger, jeg er fra Syrien, stirrer de endnu mere.”
Hvordan er det?
“Jeg har det faktisk fint med at være anderledes. Jeg kender jo også Europa og taler engelsk, så jeg kan kommunikere fint med tyskerne. Så på den måde er det ikke så svært for mig at få venner her, som det er for andre, der måske føler sig endnu mere anderledes.”
Han fortæller også, at han er glad for Tyskland, selv om han savner Syrien og sine forældre, så det somme tider ikke er til at holde ud.
For Rami er det sværeste ved at være flygtning alle de regler, som han mener gør livet unødigt svært for ham.
”Der er denne her regel i Tyskland om, at man skal bo i den by, man søgte asyl i. Jeg har en del familie her i Hamborg, men søgte asyl i Regensburg. Det gør, at jeg egentlig ikke har ret til at bo i min lejlighed i Hamborg, men skal flytte til Regensburg og væk fra min familie,” fortæller han.
For Rami forværres situationen yderligere af, at han lider af den psykiatriske lidelse OCD og kronisk depression og i øvrigt er selvmordstruet.
”Det gør, at det er ekstremt vigtigt for mig at være tæt på folk, der kender mig. Jeg bliver bange for, at det går helt galt, hvis jeg skal bo alene uden at have min familie nærheden,” fortæller Rami.
Han viser mig sin journal fra sin tidligere psykiater i Syrien, som det sidste år har fulgt hans tilstand på afstand. I journalen står der, at ”Rami har brug for daglig behandling og støtte og er derfor nødt til at bo tæt ved sin familie, så han kan få den rette behandling.”
Rami siger, han har sendt en kopi af journalen til de tyske myndigheder og håber, de kan give ham kompensation, så han kan blive boende tæt ved sin familie i Hamborg. Om et år er hans lillesøster færdig med gymnasiet i Damaskus, og så vil også hun og hans forældre flytte til Tyskland. Indtil da vil han lære tysk og forhåbentlig kunne genoptage sine studier i litteraturvidenskab på et tysk universitet.
Sam Issa
Født i Damaskus 1. juni 1987, hvor han boede, indtil han forlod Syrien sidste sommer. Han ankom til Lesbos 1. september 2015, og tre uger senere flyttede han ind på et asylcenter i Göteborg i Sverige, og der bor han stadig. I Damaskus arbejdede Sam Issa som danser og dj og boede med sin kæreste i en lejlighed midt i byen.
”Men da krigen startede, mistede vi alt. Vores hus blev bombet, og min bedste ven døde. Der vidste vi, at vi måtte væk,” fortæller Sam.
Jeg var der, da Sam og hans kæreste kravlede gennemblødte i land på en strand på Lesbos omkring midnat 1. september. Jeg og mine venner stod klar til at hjælpe med tørt tøj, mad og vand. Men det skulle vise sig, at det blev Sam og kæresten, der hjalp os. Vi havde ikke nok mad og tøj til de hundredvis af mennesker, der kom i land den nat, og situationen var tæt på at komme ud af kontrol. Men Sam og et par af de andre mænd fra hans båd havde erfaring med nødhjælp og tog styringen. I løbet af tyve minutter havde de fordelt mad vand og tørt tøj og fået ro på de mange desperate mennesker.
Sam og hans kæreste har været sammen i syv år, og det var på grund af hende, de endte med at tage til Sverige.
”Min familie er i Holland, hendes er i Sverige. Så derfor blev det Sverige,“ fortæller Sam.
Men krigen og flugten havde taget hårdt på dem, og i november sidste år forlod Sams kæreste ham og flyttede i lejlighed med sin familie uden ham. På grund af reglerne om asyl i Europa, kunne Sam ikke forlade Sverige og flytte til sin familie i Holland. Han kunne end ikke besøge dem, før han havde fået opholdstilladelse, som han først fik i juli i år.
”Det var forfærdeligt. Jeg havde ingen venner. Jeg havde ingen familie. Min kæreste havde forladt mig, og jeg kunne ikke engang få lov til at gå ud på en bar og drikke en øl, fordi jeg ikke havde fået opholdstilladelse og gyldigt id endnu. Jeg følte mig ikke som et menneske,” fortæller Sam.
Men der er sket meget siden november. Sam har fået opholdstilladelse og kan flytte ud af centret, så snart han får en lejlighed. Derudover er han blevet en del af en dansetrup, hvor han underviser svenske børn i breakdance. Han er ved at spare op til at besøge sin familie i Holland, og siden maj har han været sammen med sin kæreste igen.
”Nu mangler jeg bare at få et arbejde og få talt noget svensk,” siger Sam, der håber at kunne komme til at arbejde på en bar og lære nogle flere mennesker at kende.
Interviewene her er foregået på en blanding af skype og facebook.