Klædt i Nigerias farver ankommer den 71-årige Bola Tinubu i hvidt og grønt. Hovedbeklædningen bærer et symbol af brudte lænker, der ligner et uendelighedstegn. Det symboliserer frihed. D. 29. maj går Tinubus livslange drøm i opfyldelse, da han bliver svoret ind som præsident af Nigeria. Det udløser straks både glæde og panik, da han under sin tale pludselig erklærer, at han vil fjerne landets eksorbitante statstilskud til olieindustrien.
Det er en markant beslutning. Nogle mener, at det varsler progressivitet og et længe ventet opgør med landets olieafhængighed. Imens advarer Amnesty om, at beslutningen vil fremskynde en kommende oliekrise, hvis konsekvenser allerede er begyndt at vise sig hos befolkningens allerfattigste i det afrikanske kontinents mest beboede land. Blot et par dage efter Tinubus udmelding var benzinpriserne allerede tredoblet.
“Vi skal i stedet investere pengene i offentlig infrastruktur, uddannelse, sundhedsvæsen og job, som vil forbedre millioners liv væsentligt,” lovede Tinubu på podiet. Men der er mange, der ikke tror på, at han kan holde, hvad han lover.
Der er flere ting, der peger på, at Bola Ahmed Adekunle Tinubu ikke altid får sagt tingene ligeud. Et eksempel er fx, at man faktisk ikke ved, om han overhovedet er 71 år. Mange skyder ham til at være nærmere 80, hvilket nogle mener at kunne bekræfte ved hans vaklende gang til ceremonien i sidste uge.
Samtidig er han multimilliardær, der gennem sine snart 30 år i politik – bl.a. som mangeårig guvernør for landets største by Lagos – er kommet med forskellige søforklaringer om, hvordan han har skrabet sin formue sammen. Senest i december 2022 fortalte han BBC, at han arvede nogle ejendomme, og at han selv havde sparet 1,8 mio. dollars op fra sin tid hos konsulentfirmaet Deloitte i USA.
Beløbet er stort set identisk med det beløb, som de amerikanske efterretningstjenester har mistænkt Tinubu for at have indtjent i forbindelse med salg af heroin omkring 1988. Af ukendte årsager blev Tinubu aldrig anklaget. Og så er han mistænkt for at have købt sig til sejren til præsidentvalget i år.
Sort guld
Siden der i 1956 først blev fundet olie i Nigerdeltaet, gik Nigeria fra at have været et land med en stærk landbrugssektor til nu at gå all in på olien. Men det er dyrt at sætte alt ind på én sektor: Beløbet, som den nigerianske regering har udbetalt i statstilskud til olieindustrien i perioden 2005-2021, svarer til hele budgettet for både sundheds, uddannelses- og landbrugssektoren samt forsvarsbudgettet i de sidste fem år, skriver den nigerianske avis The Sun.
Selvom Nigeria er Afrikas største olieproducent, står landet knap så stærkt, når det kommer til at raffinere råolien og dermed omdanne den til benzin. For at kunne imødekomme landets enorme benzinefterspørgsel, er de er derfor nødt til at importere raffineret olie andetsteds fra.
For at få det hele til at løbe rundt og holde benzinpriserne nede, har man været nødt til at skyde penge efter olieindustrien i form af de årligt stigende statstilskud. Det 60 år lange skyklappeblik på olien har resulteret i, at Nigeria på ingen måde selv kan producere i nærheden af, hvad landet har brug for. Nigeria er derfor dybt afhængig af import af stort set alt. Da coronakrisen ramte, og oliepriserne røg i bund, betød det også, at landet røg hovedkulds ind i en recession.
Det er derfor på ingen måde en ny tanke, at den nigerianske økonomi bliver nødt til at gøre sig mindre afhængig af olien. I 2012 prøvede daværende præsident Goodluck Ebele Jonathan netop det: Den 1. januar forsøgte hans regering at afvikle statstilskuddet, der i dets omfang svarede til en fjerdedel af statens årlige budget. Det udløste demonstrationer, strejker og optøjer, da de nu forhøjede benzinpriser katalyserede en fordobling i priser på fødevarer og transport i et land, hvor mange lever for under to dollars om dagen.
Derudover viste responsen til Jonathan-regeringen, at det kræver tillid fra befolkningen, hvis projektet skal lykkes – også selvom Den Internationale Valutafond (IMF) anbefaler, at man fjerner statstilskuddet og omfordeler pengene. Den tillid havde korruptionsanklagede Goodluck Jonathan ikke, og nu tyder det på, at den ligeledes korruptionsanklagede Bola Tinubu heller ikke har det.
Selvom den nuværende situation vækker mindelser om fiaskoen i 2012, har Tinubu dog måske et es i baglommen: Nigerias rigeste mand – og Tinubus kammerat fra way back – Aliko Dangote indviede den 22. maj et 2.000 hektar stort olieraffinaderi til en værdi af 20 mia. dollars. Raffinaderiet ventes at kunne producere over 50 mio. liter benzin om dagen og kaldes en ’game changer’ i landets olieimport. Der er ikke meget tillid til Tinubu, men nogle gange kan det betale sig at have venner de rigtige steder. /Astrid Plum