Kære læser

Stor kunstner, stort røvhul

Kunstneren Françoise Gilot i 1953. Det er ikke hende, der er et røvhul. Foto: Scanpix/AFP

Pablo Picasso var 61 år, da Françoise Gilot mødte ham. Hun var 21 år. Lidt hovedregning peger i retning af, at der var 40 år imellem dem, og det er ligesom, hvad det er. (Skuespilleren Al Pacino er 83, hans kæreste 29, og de har et barn på vej – bare til sammenligning.)

Picasso var verdensberømt, alle hans ‘perioder‘ lå bag ham – den blå, den rosa, den afrikanske, kubismen, surrealismen og så videre. Hans store betydelige mesterværk Guernica, der handlede om den spanske borgerkrig, lå et årti tilbage. Han kunne godt lide unge damer, og Gilot kunne godt lide ham. De blev et par i 1944 og fik to børn, Claude og Paloma.

Picasso var et røvhul. “Du var en Venus, da jeg mødte dig,” sagde han til hende efter Palomas fødsel. “Nu er du en Kristus – en latinsk Kristus med alle ribbenene stikkende ud, så man kan tælle dem.” En dag, hvor de skændtes, tog han sin cigaret og pressede gløden mod hendes kind. “Han må have forventet, at jeg trak mig væk, men jeg var opsat på ikke give ham den tilfredsstillelse,” skrev Françoise Gilot i sin jeg-fortæller-alt-bog Samliv med Picasso, som hun sendte ud i 1964, 11 år efter hun forlod ham. Da deres forhold sluttede, sagde han til hende, at ingen nogensinde ville interessere sig for hende. “Selv hvis du tror, folk kan lide dig, vil det kun være en slags nysgerrighed over for en person, hvis liv var i så intim berøring med mit.”

Gilot var selv billedkunstner; hun begyndte at male som treårig. Hun var ikke en genial billedkunstner, hun var ingen Picasso, men hvem er også det? Françoise Gilot døde tirsdag på et hospital i New York, 101 år gammel. The New York Times, som har lavet nogle fine interviews med hende gennem årene, bragte en udmærket nekrolog om hende, som ligesom fik det væsentligste med. Overskriften lød: ‘Françoise Gilot, kunstner i Picassos skygge er død, 101 år gammel’. Nedenunder stod der, at hun var kunstner “i sin egen ret”.

Det fik den britiske kunsthistoriker Katy Hessel, som driver den populære podcast Great Women Artists, og som sidste år udsendte den revisionistiske (på den gode måde) bog The Story of Art without Men, til at fare i blækhuset på Instagram: “Seriøst, den her overskrift?” skrev hun. “Ingen bør blive defineret af en partner (som de forlod for 70 år siden). Medierne må ændre den måde, de definerer, ærer og husker mennesker (mest kvinder).”

Nogle ville måske kalde Katy Hessels reaktion en overreaktion. Nekrologen var jo fin nok, og det er svært at komme udenom, at Françoise Gilot var sammen med Picasso, og at hun ligefrem har skrevet en bog om det?

Gilots død falder sammen med, at Brooklyn Museum i New York netop har åbnet en ny udstilling om Picasso. Her var vi lige ved at skrive “en kontroversiel udstilling”, men kontroversiel er den sådan set ikke, når man tænker over det. Den forholder sig bare kritisk til geniet og myten Picasso. Museet, der plejer at være gode til at sætte ting på spidsen og lave udstillinger, der skaber medieomtale, har fået den ret fantastiske australske standup-komiker Hannah Gadsby til at kuratere udstillingen. Titlen på den er: ‘It’s Pablo-matic: Picasso According to Hannah Gadsby’. I deres standupshow Nanette fra 2018, som kan ses på Netflix, bruger Gadsby en del energi på at svine Picasso til, fordi han var sådan et svin over for kvinderne i sit liv.

Hvis man som publikum kommer for at se en masse Picasso-værker eller forventer en ophængning, der er en kontemplation over hans geni, så går man helt sikkert forgæves. Det ligger ligesom i titlens ret sjove ord “Pablo-matic”. Det er så muligt, at udstillingen ikke er særligt interessant eller spændende. Men det er en anden sag.

I sidste uge bragte The New York Times en lang og svidende anmeldelse af ‘It’s Pablo-matic: Picasso According to Hannah Gadsby’. Den var skrevet af Jason Farago, som er en yngre skribent, der plejer at være ret god. Anmeldelsen var meget hård og nærmest hånlig og ondskabsfuld. Den var også velskrevet. Det var, som om irritationen over udstillingens lave niveau havde fået Farago til at skrive sig helt ud: “Der er meget lidt at se. Der er ikke noget katalog at læse. Ambitionerne her er på GIF-niveau, men måske er det det, der er pointen.”

Lignende anmeldelser begyndte at dukke op i andre medier. Det begyndte nærmest at ligne en konspiration. Så kom den amerikanske kunstnergruppe Guerrilla Girls på banen. Gruppen blev stiftet i 1985 og består af en række (bevidst) anonyme kvindelige kunstnere, skrev på Instagram: “Så mange vrede, hysteriske anmeldelser af mandlige kunstanmeldere må betyde at Pablo-matic på Brooklyn Museum siger noget vigtigt. Vi hørte så mange af de samme undskyldninger for anti-feminisme fra etablissementet tilbage i 1989, da vi første gang spurgte: ‘Do Women Have to Be Naked to Get Into the Met Museum?’”

Det er en vigtig debat. Godt gået af Brooklyn Museum, Hannah Gadsby, Guerilla Girls – og Françoise Gilot. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12