Tyrkiets store splittelse

Forandring og frihed. De to ord går igen, når man taler med de unge tyrkiske vælgere om, hvad Tyrkiet har brug for. Spørger man, hvem de har stemt på, kigger de skeptisk, som om svaret er indlysende: “Kemal Kılıçdaroğlu”.

“Vi fortjener ikke det her,” uddyber en ung kvinde. “Den dårlige økonomi og den begrænsede frihed skal forandres. Alle os unge flygter jo herfra,” siger hun og forklarer, at det er i Europa, man kan udtrykke sig og leve det liv, man gerne vil.

Det er søndag formiddag, og der er præsident- og parlamentsvalg i Tyrkiet. Hovedstaden Ankara er helt lydløs. Ifølge en mand i en lille kioskbås er søndagene normalt afdæmpede i byen, mens der i dag er ekstraordinært stille.

Jeg opsøger et valgsted skråt over for Ankaras største moské, Kocatepe. Ved siden af ligger AKP’s hovedkontor. Det nationalkonservative parti har siden stiftelsen i 2001 med Recep Tayyip Erdoğan ved roret haft altdominerende magt over Tyrkiets politiske retning. Flere tv-stationer har samlet sig for at rapportere herfra.

De ældre og svageste vælgere får hjælp til at komme op og ned ad trapperne i bygningen. De lidt yngre har deres børn med. Trods udfordringer med det engelske fortæller de ivrigt og seriøst om deres håb for Tyrkiets fremtid. Stemmeprocenten ligger normalvist omkring 90 pct.

Den store flugt

Splittelsen i Tyrkiet bliver tydelig, når man bevæger sig rundt i Ankaras gader. Der er både halstatoveringer og overskæg, crop tops og hijab, cerutter og e-cigaretter.

Siden Erdoğan kom til magten for godt tyve år siden, har præsidenten forsøgte at skubbe Tyrkiet i en markant mere islamisk-konservativ retning. Traditionelle værdier hyldes, mens der ses skævt til LGBTQIA+-rettigheder og politiske modstandere; et drastisk skifte fra det Tyrkiet, der i 1987 søgte EU-optagelse.

Dengang var det den provestlige Turgut Özal, der sad på magten og forsøgte at genetablere et godt forhold mellem Tyrkiet og unionen, som på det tidspunkt hed EF. Visse ting har dog ikke ændret sig: Den unge generation, som har haft frit udsyn til resten af Europa gennem internet og sociale medier, identificerer sig i højere grad EU’s værdier. “Folk flygter jo dertil herfra,” uddyber en ung kvinde ved valgstedet. Hendes veninde nikker istemmende.

Men hvad er det helt præcist, de flygter fra? Et par dage efter valget snakker jeg med diplomat og souschef på den tyrkiske ambassade, Åge Sandal Møller. Han fortæller, at nyuddannede akademikere i disse år oplever at blive kvitteret med lavtbetalte og underkvalificerede jobs i diverse turistbyer. Det hjælper heller ikke på tilliden til Erdoğan, at den tyrkiske økonomi de seneste fem år har været katastrofal.

Kuppets efterdønninger

Ved Kuğulu Park mødes jeg med Mohammed. Han er blandt de blot 10 pct. som ikke stemmer, når der er valg. “Det gør hverken fra eller til, hvem der vinder,” forklarer han og refererer videre til det kupforsøg, det tyrkiske militær stod bag i Ankara: “Jeg tror det ender ud i en borgerkrig, når det hele er slut. Præcis som i 2016.”

Mohammed er 38 år og har tidligere undervist i engelsk i Thailand. Nu arbejder han i en kiosk tæt ved parken. Han er vokset op i en mindre provins uden for Ankara og har studeret på universitetet her. Mange akademikere står i samme situation og føler sig som overkvalificeret arbejdskraft. Mohammed fortæller, at flere fra hans universitetsårgang den dag i dag sidder fængslet. “Lige nu sparer jeg penge op for at kunne flytte væk igen,” fortsætter han.

Jeg spørger Mohammed, om det ikke var oplagt at bruge sin stemme og sende den i retning mod oppositionen, som går til valg på en mere EU-venlig retning og lempelser af visumreglerne. Ifølge ham er det dog kun tomme løfter: “Det er bare noget, de siger for at tiltrække flere unge stemmer. I virkeligheden er vi alt for langt væk fra EU til at noget vil ske inden for en overskuelig fremtid.”

I EU’s seneste statusrapport om Tyrkiet står der, at der har “været mærkbare udfordringer i forhold til demokratiske praksisser”. Civile rettigheder i forhold til censur og korruption halter bagefter, ligesom udenrigspolitiske udskejelser mod Irak, Syrien og Kurdistan møder hård kritik.

Ifølge Åge Sandal Møller har landet da også langt til et fuldbyrdet medlemskab af unionen. Tyrkiet har været kandidatland siden ansøgningen om optagelse i 1987, men fra begyndelsen af årtusindeskiftet har forholdet mellem Tyrkiet og EU nået frysepunktet – nærmest samtidig med at det nationalkonservative AKP-parti overtog magten.

I 2016 nåede drømmen om medlemskab sit absolutte lavpunkt efter et mislykket militærkup mod præsidenten. Erdoğan gennemførte masseanholdelser af journalister og akademikere og lukkede flere medier. Nu skriver vi 2023, og oppositionen er bl.a. gået til valg på at føre en mere EU-venlig linje. Møller bekræfter, at der er tale om reel politik og ikke blot valgflæsk fra oppositionen, og at Erdoğan også gerne vil være med i EU – bare ikke for enhver pris. Slet ikke hvis det betyder, at det skal være på bekostning af AKP’s politiske dagsordener.

Erdoğan igen

Tilbage til valgdagen og AKP’s hovedkontor ved Kocatepe-moskéen. Som dagen går på hæld, og valgstederne lukker, høres der høj musik fra den hvide kontorbygning. Et banner med Erdoğan i fuld figur pryder vinduerne. En forsamling på 200-250 mennesker har samlet sig på parkeringspladsen og flager med AKP-flag i orange og hvide farver, mens en bus dekoreret med Erdoğans ansigt fungerer som en gigantisk højtaler.

Stemmerne ruller ind, og præsidenten fører stort. Det udløser slagsange og kædedans, som kun belyses af projektørerne fra moskéen. Længere hen på aftenen bliver stemmerne i de store tyrkiske byer også talt op. Erdoğans forspring skrumper ind, og festen stopper brat. Flere og flere af de jublende AKP-tilhængere trækker indenfor. Her sidder de med øjnene klistret til TV-skærmen.

Erdoğan-støtternes mareridt udebliver. Med 49,5 pct. af stemmerne får præsidenten et markant bedre valg, end han i dagene op til var blevet spået. Måske skyldes det, at Erdoğan har brugt sin magt til at føre en valgkampagne, som er milevidt foran oppositionens. På en af landets førende tv-stationer TRT har præsidenten eksempelvis haft 32 timers skærmtid på en måned, hvor Kılıçdaroğlu kun har haft 32 minutter. 

Forskellen på de to præsidentkandidaters tilstedeværelse i bybilledet er da også til at se, når man bevæger sig videre ud i Ankaras bakkede landskab. Erdoğans ansigt er på flere skyskrabere og tværgående broer, hvorimod modkandidaten Kemal Kılıçdaroğlu har bannere opstillet på mindre pladser og i butiksvinduer.

Efter anden valgrunde den 29. maj står det klart, at Erdoğan fortsætter som præsident. Det skaber med al sandsynlighed ikke den forandring, den unge og mere moderate generation sukker efter. Om oppositionens nederlag er det sidste dødsstød til den europæiske drøm, virker dog svært at tyde: Tyrkiet forbliver både uforudsigeligt og splittet. /Rasmus Hostrup