Tour de France for de utålmodige

Det meste sport afhænger af god historiefortælling for at blive medrivende. Jo jo, man kan sagtens lade sig forblænde af de pludselige udviklinger på skærmen – et mål, en smash, en ny rekord, et ukendt snowboardtrick – men lades de ikke med ekstra mening, kan det nemt blive lidt ligegyldigt. Der skal være tale om liv om død, om gladiatorer, der kæmper for deres børns og kattes agtelse, om hold, der ofrer alt for den ene, afgørende sejr. Alle kneb gælder, så længe det får fjernet fornemmelsen af, at man lige så godt kan heppe på, hvilken regndråbe, der kommer først ned af bilruden.

I USA forsøger man gerne at kompensere for, hvor dødssyg baseball eksempelvis er, ved at kaste en kaskade af statistikker i hovedet på folk. Tanken er her, at man gennem de uendelige rækker af tal skal finde bare et eller andet, som gør et givent kast unikt. Så længe du kan sige, at John Doe lige har leveret sin blot anden knuckleball kastet præcis kl. 14:31 på en tirsdag hvor temperaturen ramte 27,6 grader, ja, så er alle glade. Helt så nemt begejstrede er vi ikke herhjemme. Vi er snarere så livstrætte, at vi ser håndbold og cykling af egen fri vilje. Det er jo trods alt der, Danmark har en chance for at vinde.

Når først vi taler om historiefortælling, der bygger på weltschmerz i stedet for talrytteri, er cykling i en kategori for sig. Jørgen Leth har for længst forvandlet de endeløse timer på landevejen til poesi, og i slipstrømmen er fulgt diverse digterjournalister, der gerne gør ham kunsten efter. Et bjerg er aldrig bare et bjerg, det er en mytisk portal til helvede. En massespurt er aldrig bare en massespurt, det er et mikrokosmos for alverdens magtkampe. Det værste man kan sige er, at der vel blot er tale en gruppe mænd med kronisk siddesår, der tramper løs i pedalerne.

Sejrens sødme

Set i det lys giver det kun god mening, at Netflix nu har valgt at give Tour de France samme behandling, som streaminggiganten allerede har givet Formel 1 med dokumentarserien Formula 1: Drive to Survive. I Tour de France: Unchained er alt overflødigt fedt skåret væk, så seerne kun får nøje udvalgt drama fra sidste års cykelløb – og dermed heller ikke behøver spilde tid på kedelige rapsmarker og endnu kedeligere kilometer, hvor der virkelig ikke sker noget. Det er dog ikke så meget Leth-købt poesi, som det er popcornunderholdning serveret med så mange tomme kalorier, at ryttererne selv ville gå kolde af dem længe før Alpe d’Huez.

Formlen for de sammenlagt otte afsnit er såre simpel: Som seere inviteres vi med ind i maskinrummet hos hold som Quick-Step Alpha Vinyl, Team Jumbo-Visma og EF Education–EasyPost, hvor diverse sportsdirektører taler om, hvor vigtigt det er for lige netop dem at vinde. Et par ryttere udvælges som afsnittets hovedpersoner, og får i en række talking-heads-interview – og, hvis man er rigtig heldig, dækbilleder fra deres træningssessioner – fortalt, hvor vigtigt det er for dem at vinde. Deres udtalelser bakkes op af en række sportsjournalister og tidligere proffer, som sørme også kan fortælle, hvor vigtigt det er at vinde.

Herfra ser man så sammendrag fra en given etape, hvor de forhåndsudvalgte ryttere nu dyster om sejren. Undervejs fortæller sportsdirektørerne, hvor vigtig det psykologiske aspekt er; det handler altså ikke kun om at have gode ben, men om at kunne tackle smerten. Eksprofferne nikker og understreger, at det hele sidder i hovedet. Bastung musik kører, mens kameraerne zoomer ind på rytternes smertesammenbidte ansigter i slowmotion. I nye talking heads-interview fortæller rytterne, at de fokuserer på at bide smerten i sig. Spændingen strækkes med nye billeder fra etapen, indtil den ene rytter til sidst vinder. Efterfølgende kan han så fortælle, hvor vigtigt det var for ham at vinde.

Ingen klaphat

Havde man håbet på en dybere indsigt i holdenes taktiske dispositioner, Tour de Frances kulturhistorie eller cyklingens forhold til doping og sportswashing, er Tour de France: Unchained et temmelig undervældende bekendtskab. Og havde man som klaphattebærende dansker håbet, at serien ville spille ekstra hårdt på den danske vinkel, nu hvor Tour de France 2022 begyndte i Danmark, havde fire danske etapesejre, en dansk vinder af den gule trøje og derudover skulle være en enorm gave til den danske turistindustri, ja, så må man pakke de grønne Tuborg væk.

Selvom Jonas Vingegaard ganske forventligt spiller en stor rolle – og serien herunder gør alt, hvad den kan for at gøre holdkammeraten Wout van Aert til Vingegaards største frenemy – bliver resten fejet væk med en hurtig bemærkning om, at verdens største cykelløb passende kunne begynde i København, verdens største cykelby. Tredje etape fra Vejle til Sønderborg springes helt over, det samme gør Mads Pedersens etapesejr. Og selvom Education–EasyPost rent faktisk er et af de hold, Tour de France: Unchained har valgt at følge ekstra tæt, nævnes Magnus Corts etapesejr kun som en hurtig sidebemærkning.

Nej, historien om den kollektive danske tour-ekstase har tydeligvis ikke været på dokumentarholdets tegnebræt. Det har til gengæld et snæversynet persondrama, som også vil kunne fortælles i en hvilken som helst anden sportsgren. Formularen er uden tvivl effektiv, hvis målet bare er at give cyklingen samme folkelige saltvandsindsprøjtning, som Formel 1 har fået med sin Netflix-serie. Men det er næppe den mest interessante måde at fortælle om sportens mange højdepunkter. /David Dragsted