West Asia News Agency/Reuters/Scanpix
Godt man ikke arbejder med berigelse af uran i Iran.
På den ene side må det være en af verdens sikreste arbejdspladser. Den iranske regering er angiveligt ved at bygge et nyt atomanlæg i nærheden af et allerede eksisterende anlæg i landets største bjergkæde Zagros. Det nye atomanlæg ligger 80-100 meter under overfladen og vil således – på papiret – end ikke kunne nås af USA’s kraftigste bunkersprængningsbombe, GBU-57A/B MOP. Den laserguidede sag, der vejer 14 tons, kan ‘kun’ grave sig 60 meter ned gennem klippemassiver, inden sprængladningen detonerer. De sidste tre bogstaver i navnet står for Massive Ordinance Disorder. Ordet “ordinance” kan frit oversættes til “efterlevelse af retningslinjer”, og det må jo være betryggende, ikke mindst for folk, der ville kunne blive ramt af den: Ordet smager af, at amerikanerne ikke bare fyrer den af for et godt ord, men forinden laver en hel masse “tryghedsskabende” papirarbejde, som skal sikre, at alt er gået “efter bogen”, og at reglerne er blevet overholdt til “punkt og prikke”, som man kan høre en bebrillet bureaukrat med slips og jakkesæt og identitetskort om halsen stå og sige i en af Pentagons korridorer.
På den anden side. Lad os nu antage, at man arbejder med berigelse af uran i Iran og udelukkende gør det af de årsager, som det iranske præstestyre kommer med, når omverdenen kræver en forklaring: Fredelige formål. Ingen grund til bekymring, berigelsen er helt og holdent til elproduktion, medicinsk forskning og mindre afhængighed af udenlandske leverandører af brændsel til landets atomreaktorer. Den slags, bare rolig.
Så må det være utrolig irriterende, når iranske statsmedier løbende sender nyhedshistorier om, hvor langt iranske atomteknikere nu er nået med uranberigelsen. Så sent som i 2021 var præsident Hassan Rouhani endda ude at prale med, at hans atomforskere sagtens ville kunne berige landets uran til en renhed på 90 pct. – dvs. det niveau der skal til for at lave en atombombe – men at det ville Iran “aldrig” forsøge at gøre.
I februar fandt inspektører fra Det Internationale Atomagentur (IAEA) imidlertid uranpartikler, som var beriget til en renhed på 83,7 pct. Dengang forklarede iranerne, at der var tale om et “utilsigtet udsving” i berigelsesniveauet, og at de sådan set stadig lå på de 60 pct., som de havde gjort i et par år. Det er dog langt over det niveau, som EU, de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd og Iran i 2015 blev enige om i Joint Comprehensive Plan of Action (i folkemunde: Iran-atomaftalen). Det var den aftale, som præsident Donald Trump i 2018 kaldte “the worst deal ever” og trak USA ud af, hvorved ufatteligt mange måneders forhandlinger var spildt. Ifølge aftalen ville det internationale samfund fjerne nogle økonomiske sanktioner mod Iran mod at det iranske styre holdt berigelsen af uran på 3,67 pct.s renhed og accepterede, at IAEA’s inspektører kunne dukke op når som helst.
Problemet med de 83,7 pct. er, at det giver svedige hænder rundt omkring. Israelerne vil fx helst undgå at få en velberiget iransk atombombe i hovedet og har fremdeles truet med et forebyggende angreb. Hvis Israel angriber Iran, eller hvis USA smider sin 14.000 kilo tunge MOPpedreng over Zagrosbjergene, kan det nemt blive indledningen på en rodet regional krig i Mellemøsten, og som det konservative britiske magasin The Economist er inde på i sin leder i denne uge (betalingsmur), har USA allerede vigtige geopolitiske prioriteter – at hjælpe Ukraine i kampen mod Rusland og sikre, at Kina holder sig i skindet over for Taiwan.
Ifølge magasinet arbejdes der på højtryk for at finde en løsning, hvor Iran sænker sin uranberigelse til en renhed på 60 pct. mod at nogle af sanktionerne mod det økonomisk pressede præstestyre bliver fjernet. “Arrangementet vil belønne Iran for en lille smule mindre farlig opførsel, mens det stadig flirter med at blive en atomvåbenstat.” Siden 2012 er Irans bruttonationalprodukt faldet med 44 pct., men landet har tredoblet sin olieeksport til mere end 1,5 mio. tønder om dagen takket være Kina og Saudi Arabien. Der er noget at holde øje med. /Oliver Stilling