Nogle undskyldninger er mere troværdige end andre. Efter den 31-årige turist Ivan Dimitrov har fået hele Italien på nakken som følge af, at han har indgraveret en kærlighedserklæring til sin kæreste på Colosseums mure, kan man vist godt sige, at han er gået i panik.
I et brev til Roms borgmester – som er blevet delvist gengivet i avisen Il Messaggero – forsøger Dmitrov at forklare, at han slet ikke anede, at Colosseum var så gammel. Men nu, hvor han er blevet gjort opmærksom på, at monumentet har knap 2.000 år på bagen, vil han gerne give “en dybfølt og oprigtig undskyldning til italienerne og til hele verden for den skade, der er sket”.
Det er en af den slags mea culpa’er, som falder sammen på stedet. For hvad lavede turisten overhovedet ved Colosseum, hvis han ikke troede, at det var et vigtigt vartegn? Og ville hærværket have været mere tilforladeligt, hvis det var gået udover et nyere udstyrsstykke såsom Trevi-fontænen?
Det ironiske er, at selve den mur, som Ivan Dimitrov ridsede med sine nøgler, stammer fra en restaurering lavet i midten af 1800-tallet. Teknisk set er den altså slet ikke er en del af det gamle Colosseum. Men det kunne han jo ikke vide. Og for italienerne er det godt samme: Man fucker ikke med amfiteatret.
Nu er det ikke fordi vi har tænkt os at smide stakkels Ivan Dimitrov unødigt under bussen. Men man kan godt få fornemmelsen af, at den manglende politiske reaktion på klimakrisen bygger på nogle mindst lige så forkølede undskyldninger.
Alene i denne uge er der blevet sat den ene varmerekord efter den anden, og FN’s generalsekretær António Guterres har for hvem-ved-hvilken-gang sagt, at “klimaforandringerne er ude af kontrol”.
Havde der været tale om en hvilken som helst anden krise, var der blevet arbejdet på højtryk for at finde en omgående løsning. I stedet kan man i ly af agurketiden læse, at de politiske forhandlinger om Danmarks 2025-mål er blevet udskudt til den anden side af sommerferien.
Nu skal man selvfølgelig huske at nyde varmen mens den stadig er tålelig. Men er der én ting, man ikke kan påkalde sig i klimakrisen, er det uvidenhed om, hvor hurtigt vi bør handle. Kunne man eventuelt låne nogle italienske bandeord? /David Dragsted