Legal hash er slået ihjel

Ryd pusherne! Boykot gangsterne. Opstandelsen er massiv, efter at en 25-årig mand skød to betjente og en polsk flaskesamler natten til torsdag. Som en behjertet reaktion har en række politikere fra Enhedslisten og Alternativet  – igen – forsøgt at slå til lyd for forslaget om at rive det økonomiske grundlag  væk under de bevæbnede gangsterbander, som i årevis har kontrolleret Pusher Street i Christiania: Forslaget er lige så enkelt, som det er kontroversielt og urealistisk i dagens Danmark, nemlig at legalisere cannabis, og dermed fjerne sortbørs-milliardmarkedet helt.

Dét kommer ikke til at ske. Slet ikke nu. Uanset hvad fagfolk eller dagdrømmere måtte sige.

Teoretisk set har det klassiske forslag om at legalisere hash – som jo længe har været retstilstanden i Holland og i de senere år også i en række amerikanske delstater – virkelig meget for sig. Teoretisk set. For gangsterbander kan i dag tjene en enorm super-profit på først at indsmugle cannabis, typisk fra Marokko, og dernæst sælge rusmidlet i forskellige aftapninger til priser, der ligger mange, mange gange over indkøbsprisen.

Alene i Pusher Street har der hidtil været omsat for op mod 2,5 mio. kr. – om dagen, vel at mærke. Og størstedelen af kontanterne ryger lige ned i lommen som kulsorte penge til de mange gangster-grupperinger, som har fordelt boderne og markedet imellem sig, fortsat med rocker-banden Hell’s Angels som den dominerende aktør.

Meget få andre ‘brancher’ har så overvældende store overskud i Danmark, og unge kortklippede, tatoverede mænd kan heller ikke tjene så mange hurtige penge inden for andre ‘forretningsområder’. Efterspørgslen efter hash er enorm i Danmark: Mere end hver tredje voksne danskere har prøvet cannabis på et tidspunkt.

Hvis cannabis kunne købes enten i særlige godkendte ‘coffeeshops’, som de kendes fra Amsterdam, eller sågar på apoteket til statskontrollerede priser, ville pusherne logisk set ikke længere have et marked, og staten ville i stedet kunne tjene millioner i nye afgifter. Landmændenes lobby-organisation Landbrug & Fødevarer har tilmed opfordret til en legalisering, da den hjemmedyrkede produktion i høj grad ville ske i nogle af de mest økonomisk nedslidte udkantsområder: Lolland og Bornholm producerer i dag størstedelen af den danske pot – den mildeste form for cannabis.

Markedskræfterne virker imidlertid i dag den stik modsatte vej: Så længe tusindvis af hashbrugere hver dag er villige til at købe cannabis fra kriminelle pushere, vil der være et stort og let tilgængeligt illegalt udbud. Sådan er kapitalismen. Statslige regulering er det eneste effektive modtræk til undergrundsøkonomien. Men fortsat kun på papiret. For i realpolitikkens verden er flertallet i Folketinget ikke til fals for det, de selv opfatter som afpresning.

Modsat den politiske udvikling i andre lande er der fortsat et stabilt og bredtfavnende flertal på Christiansborg for ikke blot at opretholde forbudet mod hash, men også for at intensivere politiets hidtil virkningsløse kamp mod pusherne. De gamle borgerlige partier har altid været imod enhver form for liberalisering, og Dansk Folkeparti er måske mindre overraskende totalt imod et rusmiddel, som partiet ser som et symbol på ungdomsoprør, flipper-attituder og antiautoritære værdi.

Nej-partierne læner sig op ad Sundhedsstyrelsen, som klart advarer mod skadevirkningerne, og fremhæver bl.a. angst og panik, især hos uerfarne brugere; forringet opmærksomhed, hukommelse og psykomotorisk præstation under rus; øget ulykkesrisiko i trafikken under påvirkning; og øget risiko for psykotiske symptomer hos sårbare personer.

Den borgerlige blok er dog ikke samlet i spørgsmålet, og umiddelbart kunne man måske tro, at Liberal Alliances liberale holdning kunne være med til at åbne debatten. Det liberalistiske parti har tidligere foreslået af gøre det lovligt at besidde både hash – og selv hård narkotika – til eget forbrug. Holdningerne til legalisering følger således ikke en simpel højre-venstre-skala, hvor venstrefløjen skulle være for og højrefløjen imod.

Det politiske landskab er langt mere mudret: De frisindede ungdomspartier (Enhedslisten, Alternativet og Liberal Alliance) står over for et flertal af traditionalistiske ‘gammelmandspartier’. Storbyen står over for provinsen.

Ét enkelt parti udgør den afgørende faktor, som forhindrer, at en legalisering af cannabis overhovedet vil komme på tale inden for en overskuelig fremtid, nemlig Socialdemokratiet.

Den generation, der i dag sidder i toppen af Socialdemokraterne, opfatter cannabis som et både konkret og symbolsk problem: Et konkret problem, fordi mange unge med hashmisbrug ryger ud af uddannelsessystemet og aldrig formår at skabe en selvernærende tilværelse for sig selv. Og et symbolsk problem, fordi modstanden mod legalisering af hash er kommet til at fremstå som en markør på at tilhøre den retspolitiske strammerfløj.

Ved at bekæmpe enhver åbning for et reguleret hashsalg i Danmark forsøger den socialdemokratiske top at signalere, at de absolut ikke sværmer for hverken hippier, syremusik eller alternative livsformer.

Endnu har det ikke gjort videre indtryk blandt sosserne på Christiansborg, at partiets tidligere justitsminister, nuværende overborgmester i København, Frank Jensen, har taget den modsatte tur. Han begyndte som arg modstander, men står i dag bag det lokale flertal i København, som ønsker en forsøgsordning med legaliseret cannabis på udvalgte salgssteder i hovedstaden. Men han taler for døve øren.

Hverken Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre eller Konservative – og dermed ca. 70 procent af mandaterne i Folketinget – kommer til at give efter for presset for en legalisering. Og de seneste døgns tragiske udvikling har kun hærdet modviljen.

Efter at en ung politibetjent blev skudt i hovedet på klos hold på Christiania, er enhver snak om hash kun blevet endnu mere synonymt med anarki blandt de traditionalistiske partier. Ligesom terrordrabene sidste vinter bestemt ikke har ført til større mellemfolkelig forståelse, vil mordforsøgene på Christiania heller ikke skabe større lydhørhed over for et mere gennemgribende og strukturelt angreb på gangsternes blodpenge.

Argumenterne for en legalisering står dog uberørte tilbage. Men opbruddet kan og vil ikke komme fra hverken storby-venstrefløjen eller de nye, libertære kræfter i Alternativet og Liberal Alliance. Hvis pushernes økonomi skal undergraves, skal mobiliseringen ske fra en helt anden kant: I USA har det ikke været ‘dope heads’, som har banet vejen for en legalisering, men derimod patienter med kroniske smertelidelser. Særligt gigtpatienter har formået at svinge folkestemningen i USA, og fået politikere selv i bondske og alt andet end flowerpower-spraglede delstater som f.eks. Colorado til at se fordelene ved en legalisering.

Opbruddet kan også kun komme fra udkanten i Danmark. Først når patientforeninger og måske ligefrem Ældre Sagen begynder at kræve legalisering, vil der kunne ske en bevægelse på Christiansborg. Først når alle de helt almindelige mennesker uden for København, som i dag bruger cannabis som en form selvmedicineret smertelindring, rejser sig samlet og nægter at lade sig tvinge ud i kriminelle miljøer, vil lovgivningen kunne begynde at laves om.

Det er gigtpatienterne, ikke gangsterne, som sætter den dagsorden, som det brede flertal i Folketinget lytter efter.