Nyhedsanalyse
Internettets værste X-empel
Det går stadig ikke stille for sig hos Twitter, der henover sommeren er blevet omdøbt til verdens sejeste bogstav, altså “X”. Gad vide, hvad Elon Musk finder på som det næste? Føljeton kommer med nogle bud.
Bedst som man tror, at bunden er nået for sociale medier i almindelighed, og Twitter i særdeleshed, kommer Elon Musk med sin vanlige sans for destruktion og graver os alle endnu længere ned i sølet. Sommeren har – med Musks egne ord – budt på et gradvist “adieu” til “alle fugle”, hvorfor Twitter og dets dertilhørende, ikoniske fuglelogo er blevet erstattet af det mere ildevarslende og intetsigende “X”.
Egentlig burde det ikke komme som nogen overraskelse, at Musk nu smadrer det varemærke, han ellers har købt for hele 44 mia. dollars. Rigmanden har en veldokumenteret besættelse med det åh-så-seje bogstav X, der går helt tilbage til 90’erne – og som sidenhen også er gået udover sønnen X Æ A-12. Musk har heller ikke tidligere lagt skjul på, at han agter at bygge “X, the everything app” – tydeligt inspireret af den kinesiske tjeneste WeChat, som i Kina bruges til alt fra kommunikation til pengeoverførsler og onlineshopping.
Om man tør betro sine penge til Elon Musk, er dog et andet spørgsmål. Det gør annoncørerne i hvert fald ikke, nu hvor X – det vil sige Twitter – er blevet et iøjnefaldende slaraffenland for hadtale, racisme og mange andre af internettets værste onder. Tæt på alt, der har haft med X-omdøbningen at gøre, er tilsvarende sket med foragt for såvel regler som sund fornuft.
Selv synes Musk også at være pænt ligeglad med, hvad der egentlig skaber værdi. For som Bloombergs kommentator Matt Levine pointerer, er det næsten umuligt at se, hvad Musk mon købte Twitter for, nu hvor han både har fyret de fleste ansatte, fordrevet mange af mediets gamle brugere, skoset kildekoden og ødelagt brandgenkendelsen. Man skulle næsten tro, at der var tale om overlagt (selv)sabotage.
Mens konkurrenten Meta lugter blod, og derfor hastigt har lanceret Twitter-klonen Threads, kommer Musk altså nu til at bakse med, hvordan X skal gøres mere spiselig. Med multimilliardærens brogede track record in mente, er det da heller ikke til at sige, hvordan mediet fremover kommer til at se ud. X er af gode grunde en uvis variabel, som man må gøre sit for at regne ud. Så lad os endnu engang hive spåkuglen frem og gætte os til Elon Musks næste uprovokerede træk:
Som led i et overraskende samarbejde med legetøjsvirksomheden Mattel – der stadig lever højt på Barbie-filmens bragende succes – annoncerer Musk, at man fremover vil kunne spille Mattels elskede kortspil Uno på X, altså Uno-X. Hvis man vinder en stort opslået turnering, får man gratis benzin i et år. Dagen efter styrtdykker Teslas aktier, mens Musk må se sig besejret af +4 nye søgsmål fra en skandinavisk tankstationskæde.
Sammen med den kontroversielle psykolog Jordan Peterson lancerer Musk en ny videoserie om mandens kastrering i det moderne samfund, naturligvis kaldet X-Men. Serien nedlægges, da skuespiller Hugh Jackman i et afsnit vælger at kastrere Peterson med sine aflagte Wolverine-kløer.
Under sloganet “dobbelt så godt” omdøber Musk abonnementstjenesten Twitter Blue til XX i håbet om, at det vil tiltrække endnu flere transfober, der gladeligt vil betale for dårligt skrevne rants om kvinders biologiske køn. Forfatter JK Rowling bliver den primære bidragsyder under aliaset XxPotterMomxX.
Med sin fortsatte udvidelse får X også have sin egen udgave af stemmeassistenten Siri. Den kalder Musk med sin vanlige sans for humor Malcolm X – og joken bliver ifølge Musk, at stemmeassistenten er programmeret til at sige n-ordet i hver eneste sætning.
Efterhånden som flere og flere kendisser forlader X i protest, finder Musk det nødvendigt at kultivere morgendagens stjerner i det spritnye talentshow X Factor. Her skal deltagerne dyste i, hvem der hurtigst kan blive blokeret af USA’s præsident Joe Biden. Det mærkelige er, at Thomas Blachmann stadig er dommer.
Trods Uno-X-skandalen bestemmer Musk sig for, at der skal være mange flere spil på X-platformen. Løsningen bliver den såkaldte Xbox, en dårligt bygget plastickasse, som brugere kan få tilsendt, hvis de kalder Musk den klogeste mand i verden. Kassen viser sig at indeholde et afbrændt skakspil, som Musk har ødelagt, fordi han fandt skak alt for simpelt.
Hvor mange brikker Musk har at flytte rundt med, er ikke til at blive klog på. X synes dog mestendels at markere det punkt, hvor rigmanden har spillet fallit i gode forretningsidéer. /David Dragsted