I begyndelsen af Fjodor Dostojevskijs roman Onde ånder filosoferer Dostojevskij – eller rettere, romanens fortæller – over “en satirisk engelsk roman fra forrige århundrede”, hvor “en vis Gulliver” vender hjem fra lilleputternes land. Her har Gulliver trampet rundt blandt mennesker, der blot var få centimeter høje – og det giver altså problemer, da han atter vender hjem:
“Han havde i den grad vænnet sig til at opfatte sig selv som en kæmpe iblandt dem, at han, også når han færdedes i Londons gader, uvilkårligt råbte til fodgængere og hestekøretøjer, at de skulle vige til side og vogte sig for ikke at blive trampet ned; han troede nemlig, at han stadigvæk var en kæmpe, og at de var småkravl. Folk lo ad ham og skældte ham ud, og uforskammede kuske langede endda ud efter kæmpen med deres piske; men var det rimeligt? Hvad kan vanen ikke føre til?”
Vanetænkning er ikke bare farlig, fordi den bremser mulige fremskridt. Det er den også, fordi den kan forvrænge selve vores virkelighedssans. Vi forestiller os eksempelvis, at det er det, der er gået galt for Dan Jørgensen (S), dengang han var klima-, energi, -og forsyningsminister: I udlandet blev han så ofte hyldet for Danmarks ih-så-store klimaindsats, at han herhjemme slet ikke kunne forstå, at både Klimarådet og kritiske vælgere kunne finde på at dumpe den. Sammenligner vi os med resten af verden, er det påfaldende nemt at gøre Danmark til en grøn kæmpe. Men det skyldes vist også kun, at barren stadig er sat forbløffende lavt.
I dag, onsdag, er Earth Overshoot Day, og dermed har verden nok engang formået at opbruge klodens ressourcer for et helt år på bare syv måneder. Som om dét ikke var nok, strømmer nyhederne (heldigvis) over med bekymrede klimaforskere, der fortæller, hvor ekstremt juli-vejret har været – i nogle tilfælde endnu værre, end selv de mest pessimistiske prognoser har kunnet forudsige. Også her har vanen tilsyneladende spillet os et puds: Allerede for mere end ti år siden beskrev en undersøgelse fra National Academies of Sciences, Engineering and Medicine, hvordan “risikoen for overraskelser kan forventes at stige sammen med varigheden og omfanget af opvarmningen”, hvorfor klimakrisens konsekvenser ikke nødvendigvis vil følge en lineær udvikling. Er der noget, vi har svært ved at slippe, er det dog den lineære tænkning, der giver os tid til at lave forhalende 2030- og 2050-planer.
Da G20-landene fredag i sidste uge mødtes i Indien for at diskutere konkrete klimaplaner, blev resultatet nok engang en fuser. Man kunne hverken blive enige om CO2-budgetter, ansvarsfordeling eller netto-nuludledningsmål. Meget kunne derfor tyde på, at vinterens COP28-klimatopmøde i De Forenede Arabiske Emirater heller ikke vil blive et afgørende vendepunkt. I den forbindelse har The Guardian da også kunnet afsløre, at værtsnationen næsten vil gøre alt for at undgå “sensitive” emner såsom den fortsatte produktion af olie og gas. Noget, som den kommende præsident for COP28 Sultan Ahmed Al Jaber i øvrigt gør sig en hel del i, da han også er direktør for De Forenede Arabiske Emiraters nationale olieselskab, Adnoc.
Brændende ønsketænkning
På listen over ting, COP28-værten heller ikke er meget for at tale om, finder man også knap så klimarelaterede emner såsom hvidvaskning, krigsforbrydelser i Yemen, forfølgelsen af LGBTQIA+-personer og diverse andre menneskerettighedsovergreb som undertrykkelsen af ytringsfrihed. Også her bærer Danmark et kæmpe ansvar, når vores delegerede om blot få måneder deltager i topmødet – både når det kommer til at beskytte vores demokratiske værdier og til at bruge dem fornuftigt.
For ja, når man til sammenligning ser, hvor relativt godt vi gør det med menneskerettigheder herhjemme, kan alting nemt komme til at køre på autopilot. Det er eksempelvis, som om vi helt har glemt at spørge os selv, hvornår vi vænnede os til at se bogafbrændinger – en decideret destruktion af skrevne ytringer – som et udtryk for ytringsfrihed. Det er jo som at se Gulliver trampe forvirret rundt på andres smålighed. Eller som idéhistoriker Rune Engelbreth Larsen også udtrykker det (betalingsmur) i Information: “Hvis ordet er ytringsfrihedens grundstof, så er bogen en slags ytringsfrihedens periodiske system. Når man angriber bogen, uanset hvad der står i den, så angriber man ytringsfriheden. Man tilintetgør ord, man er uenig i. Det er afskyeligt, uanset hvilke bøger der er tale om.”
Nu kan det sagtens være os, der har fået historien galt i halsen, men vi mindes, at ceremonielle bogafbrændinger engang var noget, vi fordømte – og som vi gladeligt brugte vores frie ord til at modsætte os. Såfremt man ikke passer på, kan man nemt komme til at lyde som en af Dostojevskijs nihilister, der blindt insisterer på, at når Gud ikke findes, er alt også tilladt. Det er bare heller ikke de tanker, vores sekulære samfund bygger på. /David Dragsted