Hvor fattige er europæerne?

Franskmændene spiser mindre foie gras og drikker mindre vin. I Spanien er man begyndt at spare på olivenolien, og hvis Europa var en stat i USA, ville den være fattigere end samtlige stater undtaget Idaho og Mississippi. Det pauvre billede tegnede den amerikanske avis Wall Street Journal i sommerferien af det europæiske kontinent på baggrund af tal fra den Bruxelles-baserede frihandelstænketank ECIPE.

I tænketankens rapport sendte de med egne ord en advarsel om, at den økonomiske vækst i Europa ikke bare er gået i stampe, men er ved at vokse sig så stor, at forskellen på den amerikanske og europæiske økonomi i 2035 potentielt bliver lig forskellen på Japan og Ecuador. Tendensen, kunne man læse i Wall Street Journal, går længere tilbage end krig og pandemi og skyldes en befolkning med flere ældre, der vægter fritid højt. Men spørger man forfatterne fra ECIPE, er det hverken det, de konkluderer, eller årsagen til afmatningen.

Ifølge den ene af de tre, seniorøkonomen Oscar Guinea, der er tidligere økonomisk rådgiver for den britiske regering, er det dermed også en misforståelse, at den lave vækst skulle skyldes velfærdsydelser som dem vi har i Danmark. Selv når han og kollegaerne Fredrik Erixon og Oscar du Roy tog sociale forhold med i deres beregninger, har de været så stabile over de sidste mange år, at der skulle andre faktorer til for at forklare udviklingen.

“Europa er ikke fattigt. Vi taler om lavere velstand i relative termer, ikke absolutte. Europa er ikke et forfærdeligt sted at være. Vi har ekstremt gode virksomheder i den teknologiske frontlinje. En markedsbaseret økonomi med en stærk institution og et sted, hvor folk ønsker at leve og faktisk risikerer meget for at få lov til det”, siger han til Føljeton og understreger, at rapporten hverken skal læses som et forsvar for sparepolitik eller en minimalstat: “Der er ingen tvivl om, at universelle ydelser i eksempelvis sundhedssektoren fører til højere produktivitet.”

Skæve mål

I løbet af de seneste årtier har man kunnet læse mange af de samme overskrifter: At vi skal være bekymret for lav vækst i Europa, som økonomer og historikere også for nylig har understreget alvoren af. Men hvilke politiske konklusioner man drager med tallene er et andet spørgsmål. Det så vi under Brexit-forhandlingerne, hvor en lav økonomisk vækst på kontinentet blev brugt til at legitimere, at Storbritannien skulle forlade EU. “Nogle Brexit-fortalere vil sikkert sige, at det sløvede Storbritanniens økonomiske vækst at være medlem af EU. Det gjorde det tydeligvis ikke”, forklarer Oscar Guinea.

“Men hvis man ser på de øst- og centraleuropæiske lande, har deres økonomiske vækst været enestående. Lande som Rumænien, Polen og Tjekkiet havde ikke den økonomiske størrelse til at trække EU-gennemsnittet op i forhold til Tyskland, Frankrig, Italien eller Spanien. Men man skal huske på, at de startede på et meget lavt niveau. I dag er bruttonationalproduktet per indbygger – justeret for købekraft – i Tjekkiet højere end i Spanien, og Rumæniens er højere end Grækenlands. Det er forbløffende, når man tænker på, at de her lande havde et lavt materielt velstandsniveau for et par årtier siden. De har ikke bare indhentet, men endda overhalet nogle af de mest etablerede vestlige økonomier.”

Derfor er det også afgørende, hvilke sammenligninger man laver – og at diskutere, om det overhovedet giver mening at bruge bruttonationalproduktet som målestok. I ECIPE-rapporten skriver forfatterne også, at BNP langt fra er perfekt til formålet.

“Vi besluttede at holde os til BNP per indbygger som et mål for materiel velfærd, fordi det var lettere at sammenligne end andre mål som eksempelvis lønninger. Det er dog ikke det eneste mål for at sammenligne landes udviklingsniveau. Spørgsmål som lykke, sundhed og ligestilling gør, at livet i EU er ganske godt.”

“For eksempel er den gennemsnitlige spanske levealder en af de højeste i verden, og i Danmark fordeles ressourcerne på en mere egalitær måde end i andre lande. Men nogle gange bruges forskellene mellem EU og USA i de sociale kontrakter til at forklare det lavere BNP per indbygger. Ulighed, øgede sociale udgifter eller arbejdstid har en betydning, men kun til et vist punkt.”

At BNP kan være en skævt mål, er Luxembourg og Irland tydelige eksempler på, forklarer Guinea. De to lande ligger øverst på ECIPE’s udregninger af, hvilke europæiske økonomier, der står stærkest. I Irlands tilfælde omfordeles den høje velstand ikke til borgerne, fordi den ligger hos de multinationale selskaber. I Luxembourg bor en stor del af arbejdsstyrken uden for landet i Frankrig, Tyskland og Belgien. “Det er lidt af en regnskabsting”, siger Guinea, hvorfor “man skal tage resultatet med et gran salt”.

“Men der er ting, som vi er nødt til at erkende går langsommere end tidligere. Lissabonstrategien havde til formål at gøre Europa til den mest vidensintensive økonomi i verden. For at gøre det skulle EU investere tre pct. af sit BNP i forskning og udvikling. Det mål har vi ikke nået.”

“For os handler det om at bringe spørgsmålet om BNP og produktivitet tilbage på dagsordenen – at vi skal investere i uddannelse, bruge ressourcer på at opbygge førsteklasses universiteter og infrastruktur og fortsat være åbne over for resten af verden.”