Stormagterne vil ridse Månen

Der har ikke været mennesker på Månen i et halvt århundrede, men snart bliver der trangt på Jordens nærmeste nabo.

I weekenden styrtede en russisk ubemandet raket ned på Månen. Denne uge kan Indien blive det fjerde land i verden, der formår at lande et ubemandet rumfartøj på Månen. Begge lande har kurs mod Månens klippede, kraterfyldte sydpol. Det er nemlig ved sydpolen, hvor Månens vanddepoter er koncentreret. Derfor er det også her, at amerikanske astronauter – hvis alt går efter planen – vil plante deres fødder i 2025 som led i det amerikanske rumagentur NASA’s Artemis-mission.

Det er blot tre ud af de mindst 250 månemissioner, som lande og private virksomheder vil begive sig ud på i løbet af det næste årti. NASA sammenligner dette med guldfeberen i Californien i det 19. århundrede, mens den amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tyson forudsiger, at verdens første billionær vil være “personen, der udnytter rummets ressourcer”. De indtjenende ressourcer inkluderer vand, de sjældne jordarter og isotopen helium-3, der findes i begrænsede mængder på jorden, men i overflod på Månens støvede overflade.

Den amerikanske rumjurist (ja, det er en ægte titel) Michelle Hanlon er dog kritisk over for feberdrømmene. “Vi ved stadig ikke, hvordan man udvinder ressourcerne, og vi har endnu ikke været på Sydpolen. Den første ressource, vi går efter, er vand. Og det kommer man ikke ligefrem til at tjene en billion på hernede på Jorden,” siger hun til Føljeton.

Ikke desto mindre har stormagterne sved på panden. “Det er et faktum: Vi er i et rumkapløb,” sagde den tidligere astronaut og chef for NASA Bill Nelsen i begyndelsen af 2023. Vi er dog ikke tilbage i 1969, hvor USA og Sovjetunionen fløj om kap til Månen. Denne gang handler kapløbet om at etablere en længerevarende tilstedeværelse på Månen, snarere end at plante et flag for straks at vende retur til Jorden med et par stenprøver på lommen.

Kina vil i samarbejde med blandt andre Rusland bygge en permanent forskningsstation på Månen inden 2027, mens NASA har planer om at bygge et procesanlæg til at føre minedrift på Månen inden 2032. “Vi ridser bogstaveligt talt bare i overfladen,” forsikrer raketforsker ved NASA Gerald Sanders om den amerikanske udforskning af Månens ressourcer.

Rummets spilleregler

Når amerikanerne og andre med rumskibe vil ridse Månen, lander de i en juridisk gråzone. I 1967 blev USA og Rusland på trods af den iskolde luft imellem dem enige om, at al udforskning af rummet skulle foregå på fredelig vis og til fordel for alle lande. Da aftalen blev nedfældet, var man mest fokuseret på at undgå en stjernekrig med atomvåben.

“Vi må erkende, at FN’s traktat om det ydre rum var et banebrydende dokument,” siger Hanlon. “Jeg bliver virkelig overrasket, når folk siger, at traktaten om det ydre rum er død. Den lever derimod i bedste velgående. Den indeholder håbefulde og inspirerende retningslinjer og principper. Det er dog et vejledende dokument, der ikke forudså den aktivitet, som vi ser i rummet nu.”

I traktaten står det sort på hvidt, at ingen stat kan hævde suverænitet på Månen eller andre himmellegemer. Men hvad betyder det, hvis man vil føre minedrift deroppe?

Ifølge en amerikansk fortolkning fra 2015, kan man godt nok ikke eje territorium på Månen, men hvis man udvinder ressourcerne, har man ejerskab over dem. Luxembourg, De Forenede Arabiske Emirater og Japan har underskrevet lignende love, og denne tilgang er ligeledes nedskrevet i NASA’s Artemis-aftale. Denne aftale er underskrevet af otte lande og fremlægger idéen om sikkerhedszoner omkring landings- og minedriftsområder.

Det er dog ikke alle, der er med på USA’s spilleregler. Rusland har afskrevet Artemis-aftalen for at være imperialistisk, mens Kina har kritiseret USA for at omgå FN-systemet. Hanlon fortæller, at Kina indtil videre holder deres fortolkning af FN’s regler for sig selv. Jordens geopolitiske spændinger følger altså med op til Månen eller det ottende kontinent, som Hanlon også kalder den i løbet af vores samtale.

“Der er en enorm bekymring i USA om, at Kina kommer først til Månen og finder en måde at gøre det svært for andre at få adgang til ressourcerne,” siger Hanlon med reference til NASA’s chef, som har advaret om Kinas måneambitioner og trukket parallel til Det Sydkinesiske Hav og de territoriale krav, som Kina har fremsat der. “Man kan i princippet overtage et område på Månen uden nødvendigvis at være i strid med loven, fordi man kan referere til artikel 9 [i FN’s ydre rum-traktat] om behørigt hensyn. Det kan for eksempel betyde, at man ikke må komme inden for 10 kilometer af det, nogen andre laver på Månen. Jeg er dog ikke i tvivl om, at det kinesiske rumfartsagentur har de samme bekymringer om USA,” vurderer Hanlon.

Selvom stemningen ikke altid er lige god mellem stormagterne nede på jorden, er relationen dog ifølge Hanlon mere afdæmpet i rummet. “På trods af deres uenigheder sender USA, Kina og Rusland delegerede til alle møder i FN’s rumkomité, så der er i det mindste ét rum, hvor alle taler sammen,” siger hun, “men det er et kapløb, og det bedste resultat for verden vil formentlig være, at alle kommer frem på samme tid”. /Emilie Ewald