Med havet i munden og testosteron på kroppen

Der er så meget og alligevel så lidt på spil i Luka Holmegaards seneste digtsamling Havet i munden. Det handler om havet. At svømme. Eller mere præcist: at være flydende.

Det begynder og slutter med en badetur. Turene i vandet sætter scenen for digtene, der dypper sig i havet og i kanalerne, og tager det våde badetøj med på café. Det er en coming of age-fortælling, hvor jeget først skal vænne sig til en krop i en anden pubertet, igangsat af det påsmurte testosteron. En anden ømhed i kroppen, en ny stemme og et nyt udtryk. Arrene fra en nylig topoperation gør stadig ondt, armene kan ikke komme over hovedet. Men havet er helende.

Havet i munden skaber sin egen lille utopiske verden, hvor volden ikke er velkommen. Selvom den eksisterer og kortvarigt får plads i Holmegaards skrift, er det i forvisningen af den. Den smides på porten til fordel for fællesskabet og nydelsen ved at være i forandring.

I Holmegaards hav er der ingen, der kender dit navn, ingen der går op i dit køn. I stedet er det vennerne og vandet, der fylder. Det er de navnløse relationer, kun adskillelige af et bogstav. De dukker op i træsandaler eller med blåt hår, i silkeskjorter og Margiela-bukser, og sammen slår de omsorgsfuldt ring om jeget.

Som hen kontant skriver:

“Jeg kommer aldrig til at skrive, hvad de spørger mig om på klinikken. / Jeg kommer aldrig til at skrive det ned og sende det til tryk. / Men jeg ved det handler om ydmygelse. […] På en date i en have fortæller jeg om klinikken som en anekdote, / at det føles som at gennemspille kapitler af Oliver Twist. / Please sir, I want some hormones. / Hun griner, og jeg griner, en form for nydelse, ja? / Systemets vold er ofte dum og latterlig, det kræver ikke altid et avanceret analyseapparat at skille den ad som en nystegt kylling. / Det er ikke alle, jeg vil fortælle den anekdote til, den vittighed til. / Det er ikke alle, jeg vil være en stakkels lille dreng for.”

Havet i munden er en invitation ind i en verden, hvor vi passer på hinanden og passer på. Hvor det at sætte spørgsmålstegn ved tingene er naturligt, og hvor samtalerne kun afbrydes af en dukkert.

“Hvordan føles det? / Hvordan føles det? / Hvordan? / Jeg vidste slet ikke det med kropstemperaturen / før du sagde det” 

Holmegaards digtsamling finder en lakune i den danske bekendelseslitteratur med digte om at påsmøre sig med flydende testosteron – og det medfølgende skift i kropstemperatur, der varsler en krop, der kan og vil forandre sig. Det er ikke poesien, der er drivkraften i værket, men derimod digtenes samlende insisteren på nydelsen og smerten og skønheden i det flydende. /Astrid Plum

Havet i munden udkommer onsdag den 16. august på forlaget Gutkind.