Kære læser

Spring ud, Venstre-mand

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Som minister var Venstre-manden Esben Lunde Larsen en regulær skændsel. Som uddannelses- og forskningsminister i Regeringen Lars Løkke Rasmussen II stod han fadder til en nedskæringsplan for landets universiteter på 8,7 mia. kr. Det var muligvis en bunden opgave, men man kan jo løse sådan en mere eller mindre gelinde og smagfuldt. Ideologen Lunde Larsen holdt ikke igen, men blev citeret for at sige, at “ingen skal bilde mig ind, at de institutioner, der i dag er kornfede, ikke også kan stramme op. Uddannelsesområdet må holde for ligesom andre områder.”

Et halvt år efter – i 2016 – blev han rykket over til Miljø- og Fødevareministeriet. Her nåede han for alvor at fucke tingene op, da han blev knaldet for at afgive skiftende og vildledende oplysninger til Folketinget i sagen om kvotekonger. Det fik Lunde Larsen en næse for, og Løkke fjernede på ydmygende vis fiskeriet fra hans ressortområde.

Ved siden af kvotekongesagen var der alle de andre ting. Esben Lunde Larsen var ulideligt påståelig, dele af hans ph.d-afhandling blev beskyldt for plagering, han tordnede imod aktindsigt, og, nå ja, så var han en arg modstander af ægteskab mellem homoseksuelle. Tilbage i 2012, hvor han i øvrigt var ordineret præst i en valgmenighed i Bøvling, stemte han imod homoægteskaber og udtalte: “For mig er ægteskabet mellem mand og kvinde.”

Det var dengang. Onsdag sprang Esben Lunde Larsen ud som homoseksuel på sin LinkedIn-profil. “Jeg er selv homoseksuel,” skrev han i et opslag i forbindelse med afviklingen af Copenhagen Pride i hovedstaden i denne uge. “Jeg vil selvfølgelig understrege vigtigheden i at have frihed til at være, hvem man er, og friheden til at elske, hvem man vil – og fejre det.”

Pludselig lyder Lunde Larsen helt fornuftig. Hvis det er det, der skal til for, at midaldrende mænd i det knoklede og desorienterede bondeparti Venstre kan stoppe med at være så mærkelige, jamen, så bør flere af dem springe ud; ikke nødvendigvis som homoseksuelle, men bare ud. Ud! Gøre sig fri. Udleve et eller andet. Komme videre.

 

Troels Lund Poulsen som sælger

Det råd burde nogen give økonomiminister Troels Lund Poulsen. Han har fået den for en Venstre-mand trælse opgave at gå ud og sælge SVM-regeringens nye ‘offensiv’ på landdistriktsområdet. Forslaget går ud på, at der hvert år skal afsættes 200 mio. kr., som skal målrettes folk på landet.

Han sælger det ikke særlig godt. “Vi kan aldrig nogensinde gøre det lige så attraktivt at bo på landet som at bo i en by. Der vil altid være nogle områder, hvor det er mere besværligt at bo på landet. Sådan vil det være. Men man behøver ikke at gøre det unødvendigt besværligt, sådan at man nærmest gør det til en forhindringsbane,” udtaler han til Avisen Danmark.

Landdistrikternes Fællesråd er straks blevet sure. De havde regnet med mere, meget mere, og kalder forslaget for et “markant signalskifte” i negativ retning.

Troels Lund Poulsen er normalt en lidt privat type. Og det er nu heller ikke, fordi man virkelig har lyst til at vide alt muligt om ham, når man ser ham stille sig op som minister på pressemøder. Egentlig helst så lidt som muligt. Men da han selv kommer fra en flække 10 km uden for Vejle, er det, som om han føler, at han bliver nødt til at give noget af sig selv for at forklare Venstres plov- og sprøjtemiddelvælgere, hvad fanden det med de kun 200 mio. kr. om året går ud på.

I et interview i Avisen Danmark fortæller han, at han måske tidligere har været lidt “unuanceret” i sin retorik “ved kun at fokusere på at gøre landdistrikterne bedre, og det nærmest skulle ske på bekostningen af de større byer”. Så fortæller han pludselig om sit liv som fritidslandmand. Når arbejdspresset bliver for stort, så slapper han af på sit fritidslandbrug. Så sætter han sig op i en mejetærsker, siger han. “Det har forlænget min levetid at kunne sætte sig op i en mejetærsker og lave monotont arbejde.”

Det er et underligt interview. Det, der skulle være en salgstale til folk på landet, bliver en besyngelse af monotont arbejde. De færreste eksperter forbinder formentlig monotont arbejde med livsforlængelse. Venstres gruppemøde starter i dag i Himmerland. Man må ønske dem held og lykke med det hele. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12