Nyhedsanalysen

Ansvarsflygtningene

 

 

Lars Løkke Rasmussen er fredag d. 11.12.2015 i Bruxelles for at tale om muligheden for en dansk parallelaftale efter danskernes nej til EU retsforbeholdet d.03.12.2015 Bruxelles . Lars Løkke Rasmussen, Donald Tusk og Jean Claude Juncker.

For præcis et år siden ramte folkevandringen Danmark. I ugevis havde hundredtusinder af desperate flygtninge fra Syrien og Afghanistan, samt migranter fra store dele af Afrika, vandret, sejlet og svømmet via Tyrkiet og Grækenland til Vesteuropa. Med livet som indsats. Mandag 7. september 2015 brød den danske grænsekontrol sammen og en stor gruppe mennesker begyndte at vandre langs motorvejen på Lolland, nordpå. Her nøjagtigt et år efter er intet afgørende forandret.

”Endnu en stund, så drær den danske rug / mens lærken trilrer og grågøge kukke”.

Danmark modtager ganske vist markant færre asylansøgere i disse uger, og isoleret set kunne man – som regeringen gør – hævde, at ‘problemet’ nu er løst. Pyha! De midlertidige teltlejre, bl.a. i Thisted, som Føljeton har fulgt tæt, er ved at blive nedlagt, og Venstre lægger ligefrem op til store besparelser på det katastrofebudget, der ellers var afsat. Men den humanitære tilstand i Europa er ikke lettet eller lettere. Tværtimod. Syrien og omegn er gået fra ondt til værre siden 7. september 2015, og stort set hver eneste dag drukner fortvivlede mennesker – børn, kvinder og mænd – i de fortsatte forsøg på at krydse over Middelhavet, fra helvede og tilbage igen.

”Du pusling-land, som hygger dig i smug, / mens hele verden brænder om din vugge”

Det seneste år har ikke bragt forløsning. I hvert fald ikke fra dansk side. Reelt er opmærksomheden kun spolet tilbage til tiden før mandag 7. september 2015, dengang hvor ingen i Danmark følte ansvar for den kontinentale flygtningekrise. Ude af syne, ude af sind.

I disse dage vandrer ingen asylansøgere rundt på motorvejene, og bekymringen for de mange morbidt psykopatiske tosser, der bliver ved med at kaste sten og betonfliser ned fra overkørselsbroerne – senest på en ambulance i Aalborg – har taget over som folkelig frygt-generator. På europæisk plan er der dog mere end nogensinde grund til at være bekymret. I dag ved vi nemlig, at der hverken er vilje eller vej til at finde fælles løsninger.

”Mod dig vort håb og manddomsdrømmen går, når landsbyklokken signer dine strande”

Den største forskel mellem 7. september 2015 og 7. september 2016 er, at vi nu ved, at EU-systemet står handlingslammet tilbage. EU-landene forsøgte sig sidste år med en ny fordelingsnøgle, som skulle fordele ansvaret og omkostningerne mellem store og små, mellem nord og syd. Men aftalen har vist sig at være tæt på værdiløs. Under 5.000 flygtninge ud af de 160.000 flygtninge, som aftalen omfattede, er kommet videre fra Grækenland og Italien.

I mellemtiden er flere hundrede tusinde ekstra asylansøgere kommet til Schengen-området, og status er i dag, at EU ikke har evnet at føre sine egne hensigtserklæringer ud i livet. I virkelighedens verden virker EU-samarbejdet dermed ikke længere til at være på vej mod ”en stadig tættere union”, som det ambitiøst hedder i Romtraktaten, men derimod mod en stadig løsere og åbenbart stadig mere uforpligtende alliance af nationalstater. Brexit sætter trumf på.

”Når aftenrøden højt i skyen står / og sænker fredens korstegn på din pande”.

Næste stop i den accelererende opløsning er den på forhånd afgjorte folkeafstemning, som Ungarn afholder her 2. oktober om helt at afvise den i forvejen virkningsløse fordelingsaftale om flygtningekvoter.

Selv om folkeafstemningen, der efter indenrigspolitiske protester er blevet godkendt af Ungarns højesteret, er juridisk ugyldig i forhold til EU-samarbejdet, tegner valghandlingen til at blive en symbolsk manifestation på det seneste års udvikling: Et voksende antal vælgere i Europa nægter at tage medansvar for de mennesker, som allerede er her. I dag er millioner på vild og desperat ansvarsflugt.

”Du pusling-land, som hygger dig i smug, / mens hele verden brænder om din vugge”.

De kursiverede citater er fra sangdigtet ‘Som dybest brønd gi’r altid klarest vand‘, skrevet af Jeppe Aakjær (1916) med musik af Carl Nielsen (1919).

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12