Fascistiske flashbacks

Hvad er forskellen på RG42- og F1-håndgranater? Hvad ville der være sket, hvis ikke Rusland havde påbegyndt sin “særlige militære operation” i Ukraine? Hvordan renser man indmaden på en Kalashnikov-riffel? Alle tre er spørgsmål, som børn i den russiske folkeskole skal kunne svare på. Skolen er nemlig blevet en forberedelse til militæret, en institution, der skal producere supernationalister. I en ny historiebog kan de russiske elever ligefrem læse, at verden var gået under, hvis Putin ikke havde invaderet Ukraine.

Kontrafaktiske historiebøger er ikke forbeholdt russerne og er heller ikke et nyt koncept. Verden er fyldt med den slags. I Francos Spanien blev borgerkrigen portrætteret som en hellig krig, der rensede landet for gudsforladte kommunister. De tyske nazister var også flittige historieskrivere. Fælles for de eksempler er, at historien er blevet modelleret efter en bestemt ideologi, og at den retfærdiggjorde brutal magtanvendelse, forfølgelse og vold for nationens bedste.

I USA sker det også, at historieskrivningen bliver en tand for ideologisk. Senest har guvernør, Trump-wannabe og præsidentkandidat Ron DeSantis i Florida præsenteret en ny historiebog for udskolingselever. I den står der bl.a., at slaveriet i USA faktisk havde sine fordele. Også for slaverne, der fik en masse værdifulde kundskaber – helt gratis.

Sammen med annonceringen af bogen fulgte en liste over tidligere slaver, der angiveligt drog nytte af de færdigheder, de havde tillært sig i løbet af deres tid i fangenskab. Bogen og listen er forståeligt nok blevet modtaget med stor kritik. Det viser sig fx, at de fleste på listen enten slet ikke har været slaver, eller at de ikke har arbejdet med det, listen påstår, de var blevet gode til.

Kritikken er væltet ind fra fagforeninger, forældre, lærere og historikere og er forholdsvis enstemmig: Bogen er et politisk forsøg på at underspille slaveri, den er ahistorisk, og den sænker kvaliteten af undervisningen. Jorje Botello, der er lærer og historiker, holder sig da heller ikke tilbage i et interview med NEA, den næststørste fagforening for undervisere i USA:

“Jeg ved at mange mennesker ikke bryder sig parallellerne mellem det, der foregår i Florida og facisme… Men det minder meget om hinanden. Som historiker kan jeg sige, at det ligner det, vi så i Nazityskland i 1930’erne.”

Måden, DeSantis’ nye bog fremlægger historien på, er ikke bare ahistorisk og usmagelig – den er også farlig. For når en guvernør og præsidentkandidat bestiller sådan en skolebog, er det samtidig et forsøg på at underspille diskussionen om raceulighed i USA. Republikanerne har længe benægtet, at USA er en strukturelt forskelsbehandlende (eller bare racistisk) institution, og den nye historiebog er en del af den kampagne.

Det er ikke kun i Florida, at amerikanerne bruger historien med fuldt overlæg. Anne Magnussen, der er forsker i historiebrug på SDU, har eksempelvis undersøgt, hvordan en by i den amerikanske delstat Texas har forsøgt at skabe en stærk fortælling om texansk identitet, etnicitet og race:

“Der er over tid blevet konstrueret en fortælling om de hvide emigranter og pionerer som heltene, der kom til Texas og stod for demokrati, frihed og mandsmod. De var oppe imod skurkene, mexicanerne, som grundlæggende repræsenterede alt det modsatte. Det er en fortælling, der har både køn, race og etnicitet som centrale komponenter. Fortællingen definerer, hvem der er en rigtig texaner, og hvem der ikke er en rigtig texaner. En rigtig texaner var hvid og repræsenterede de nævnte kvaliteter. Historien er her blevet brugt som politisk middel til at legitimere racediskrimination og marginalisering,” fortæller hun til Føljeton – og drager paralleller til motiverne bag Floridas nye historiebog.

“I et velfungerende demokrati vil fx en skolebog være et udtryk for en form for konsensus og kompromis mellem forskellige politiske og ideologiske forhold i et samfund,” uddyber hun. “Lad os betragte en outlier, der fx beskriver slaveri som noget positivt. I et velfungerende demokrati vil der være nogle kræfter, der siger, at det ikke er i overensstemmelse med den videnskabelige konsensus eller det kildegrundlag, der er på feltet.”

200 mio. mennesker i overskud

I Indien har skolebøgerne også mistet adskillige kapitler. Vigtige muslimske personligheder og dynastier er forsvundet fra pensum. Attentatet på Mahatma Gandhi er blevet omskrevet, så det ikke fremhæver den højreekstreme gruppe RSS, som morderen havde stærke bånd til – ligesom regeringspartiet BJP. Demonstrationerne i 2002 i Gujarat er heller ikke til at finde i de nye bøger. Her blev op imod 2.000 muslimer dræbt i den indiske stat, hvor den nuværende premierminister Narendra Modi dengang var guvernør og blev kritiseret for at gøre for lidt.

Indiens muslimske mindretal, der tæller 200 mio. mennesker, bliver i dag terroriseret af voldelige højreekstremister, der gør krav på et hinduistisk Indien. Landets regering sidder mageligt i samme fløj og griber ikke ind. Regeringspartiet har tværtimod længe søgt mod idéen om en Hindu Rashtra, en hinduistisk stat i Indien. Som Apoorvanand Jha, professor i indisk litteratur fortæller Al-Jazeera, er det ikke så mærkeligt, at skolepensum derfor laves om:

“Man kan retfærdiggøre regeringens ageren ved at påstå, at Indien altid har været hindu. Det er dét, de gør med de nye historiebøger. De ændrer al indisk historie til at være hinduistisk historie.”

Den statsautoriserede gaslighting foregår mange steder, og man bliver nødt til at holde øje med den. Behovet for at omskrive historien er ikke uforståelig, for det er nemmere at lyve, når man bliver konfronteret med sin egen ubehagelige adfærd. Samtidig bliver det lettere at retfærdiggøre og motivere mere af samme slags, som Anne Magnussen også forklarer:

“Den måde, vi forstår fortidens begivenheder på, bruger vi til at forstå os selv og de fællesskaber vi indgår i. Den har indflydelse på den måde vi agerer i verden. Hvis man bestemmer, hvordan historien skrives, så bestemmer man ret meget over, hvordan folk opfatter et land eller en identitet.”

Konceptet med selektiv historieskrivning er heller ikke helt fremmed herhjemme. Husker du eksempelvis din undervisning i folkeskolen om Danmarks mørke kolonitid? Nej, heller ikke os. /Ghazi AMM Al-Naji

Ghazi er Føljetons nye praktikant.