Som forfatter tilbringer man meget tid i sit eget selskab. Man sidder der på sit kammer badet i skærmens blå lys og sipper måske engang imellem til en kop brevte fra Medova, som en venlig sjæl med mellemrum stiller uden for ens dør. Det er ikke for ingenting, at de kalder forfattergerningen verdens ensomste arbejde.
Når forfatteren så endelig møder et andet menneske, er der ikke noget at sige til, at han/hun/de gerne vil tale om sig selv. Filminstruktøren Ole Roos (1937-2018) sagde engang om Henrik Stangerup (1937-1998), at “han kunne tale om sig selv i timevis og så på et tidspunkt afbryde og sige: ‘Nå, vi skal jo heller ikke tale om mig hele tiden. Hvad synes du om min nye bog?’.”
Den norske romanforfatter Jan Kjærstad – ham med trilogien Forføreren, Erobreren og Opdageren – har i modsætning til visse af sine kolleger ikke noget problem med at tale om andre forfattere end sig selv. Onsdag skrev han i et opslag på Facebook, at der var blevet skrevet meget om den tjekkiske forfatter Milan Kundera efter dennes død i juli. Bl.a. havde en avis bragt en enquete, hvor en svensk forlægger udtalte sig om Kunderas mest berømte romanværk Tilværelsens ulidelige lethed: “Han skrev om svåra saker på ett sätt som gjorde att läsaren kände sig intelligent.”
Intelligent?
Det havde sat et mylder af tanker i gang hos Kjærstad. “Uttalelsen fikk meg til å spørre meg selv om jeg kunne si noe lignende om en skjønnlitterær bok jeg har lest i det siste?” I så tilfælde, fortsatte han, måtte det være Cormac McCarthys roman Stella Maris, der udkom sidste år. “Jeg har aldri tenkt på meg selv som intelligent, men denne romanen fikk meg til å føle meg intelligent.” Og hvorfor så det? Kjærstad nævner romanens lange dialog mellem en terapeut og hans unge patient, Alicia, som på en eller anden måde tvang ham “til å sette mine brokker av kunnskap sammen på nye måter, med den følgen av det skapes innsikter jeg ikke hadde da lesingen startet”.
Lilleputnationsjournalistik
Det er interessante refleksioner. Kjærstad er slet ikke så dum, som han giver sig ud for! Og kan man i virkeligheden ikke overføre tankerne til andre former for formidling, eksempelvis journalistik. Journalistik, der får modtageren til at føle sig intelligent, må 100 pct. være at foretrække for journalistik, der gør folk dummere. Her er det svært ikke at komme til at tænke på de statslige danske mediers pinlige og provinsielle live-dækning af Ukraines præsident Volodymyr Oleksandrovytj Zelenskijs visite surprise i Danmark tidligere på ugen.
En ting er, at hans besøg virkede som et tryllespejl for mange af vores folkevalgte politikere. Folketingets formand Søren Gade fremstod det meste af tiden ved Zelenskijs side som en landsbyskoledreng på autografjagt. Jakob Ellemann-Jensen gik rundt med et lalleglad smil, måske var det det den største dag i hans liv. Statsminister Mette Frederiksens pupiller var helt udspilede, da hun med dirrende stemme og Kirsten Birgit-engelsk kaldte den ukrainske præsident for “en af de største helte i vores tid” og en person, som hun var “stolt over at kalde min ven”.
Men dækningen! Tv-speakeren Johannes Langkildes stemme lød helt benovet: Zelenskij har sit sædvanlige armygrønne tøj på, nej, vent, han har en SÆRLIG grøn SKJORTE på. Som en mangeårig Føljeton-abonnent skrev til os bagefter, var det “en pinlig og totalt ukritisk smølfeandagt”, som “bringer anelser frem fra tidligere tiders megalomane oprustningsblindhed”.
Som bekendt var baggrunden for Zelenskijs (i det store hele unødvendige) besøg, at Danmark af den amerikanske regering har fået lov til at donere 19 udtjente F-16-fly til Ukraine. I et opslag på Instagram kaldte vores største nulevende filminstruktør Lars von Trier flyene, hvad de er: “En af vor tid uhyggeligste stykker dræbermaskineri.”
Men den detalje var stort set blevet glemt i særligt Danmarks Radios og TV 2’s fordummende skåltalepressearbejde. Et enkelt sted i en artikel i DR kunne man dog læse, at det danske F-16-bidrag til Ukraine ifølge lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen i sig selv er “ligegyldigt”.
Tidligere på sommeren publicerede den amerikanske militærtanketank Rand Corporation en artikel, som gennemgår, hvad disse gamle F-16 fly “will (and won’t) do” for Ukraine. Offentligheden har nok lidt for store forventninger, lød analysen: “Det blev designet som et multirolle-letvægtskampfly, som kan løse mange missioner okay, men ikke klare nogen af dem virkelig godt.” På nogle punkter er F-16-flyene ligefrem “værre” end de nuværende ukrainske jagerfly, idet de ikke er skabt til at operere fra improviserede flyvepladser.
Selvfølgelig handler alt det også om symbolik. Ukraine håber, at Danmarks og Hollands lille leverance af gamle fly kan åbne for sluserne, så Nato-landene kan sende flere våben. Og naturligvis er det i Ellemanns og Frederiksens interesse at blive set sammen med en modig mand som Zelenskij. Men formidlingen af disse nuancer var totalt fraværende.
Og tirsdag morgen stod hele nationen op og var blevet en lille smule dummere. /Oliver Stilling