Nyhedsanalysen

Er mediernes kulturkamp forbi?

Det er forløbet overraskende roligt og ubemærket, men faktisk er hele toppen i den danske medieoffentlighed skiftet ud på mindre end et år. Dermed er der også lagt op til en helt ny baggrund for den offentlige debat i Danmark. En baggrund, der umiddelbart ser mindre krystalliseret ud, end den har gjort de sidste 10-15 år.

De tre store omnibusaviser Berlingske, Politiken og i denne uge Jyllands-Posten har fyret deres chefredaktører, og hvad der måtte følge med i slipstrømmen fra chefredaktions-kontorerne. Først var det Lisbeth Knudsen hos Berlingske, der blev skiftet ud med løjtnanten, Tom Jensen. Så røg Bo Lidegaard på Politiken til fordel for den tidligere Berlingske- og Informationsredaktør Christian Jensen. Sammen med Bo Lidegaard gik også få uger efter den markante kulturredaktør Rune Lykkeberg. Endelig i denne uge måtte Jørn Mikkelsen på Jyllands-Posten overlade pladsen til TV2-redaktør Jacob Nybroe, der i samme bevægelse sendte chefredaktør Pierre Collingnon ud på jobmarkedet. Tidligere på året stoppede også Muhammed-tegningernes fadder Flemming Rose som udenlandsredaktør på samme avis.

Det nye hold af chefredaktører, der trods alskens sygdom og bladdød må siges at have ansvaret for størstedelen af den offentlige debat i Danmark, synes at have taget et ryk ind mod midten af den politiske bane. Tom Jensen erklærede sig, som det første han sagde, for ”en tvivler”, der aldrig ville udtrykke sig skråsikkert eller i journalistiske kampagner. Christian Jensen er også bedst kendt for den objektive og neutrale journalistik og har på de skiftende aviser, han har besøgt, ikke haft for vane at deltage i kulturkampen. Endnu mere neutral synes Jyllands-Postens nye chefredaktør at være. I det første interview han gav om sit nye job, fik han taget godt og grundigt afstand til avisens dækning af religion, integration og ikke mindst til de forkætrede tegninger:

”Vi letter foden fra pedalen på dækningen af islam og integration,” sagde han til fagbladet Journalisten

”Det er i hvert fald helt sikkert, at jeg står for en linje, der hedder ’we report, you decide’. Vi fremlægger noget, men folk må selv tage stilling. Det synes jeg også, at Jyllands-Posten har gjort. Men signalet i at have så massiv en dækning i så lang tid bliver, at avisen har et ærinde med sin journalistik. Og det er jeg ikke tilhænger af,” forklarede han og kaldte avisens kamp for ytringsfrihed for ”ude af proportioner”.

I årene efter 2001 blev den kulturelle kampzone ellers tydeligere og tydeligere tegnet op af de tre aviser med Politiken og Tøger Seidenfaden som den humanistiske, aktivistiske og vel også venstreorienterede vej, Jyllands-Posten med en mere indvandrerkritisk og kulturpessimistisk tone (selvfølgelig med Muhammed-tegningerne som kroneksempel) og lidt mere marginalt Berlingske Tidende, der forsøgte at lægge sig tættere op ad Fogh-regeringen og et Konservativt Folkeparti, der ligesom avisen havde det svært. Aviserne var helt fremme i kulturkampens frontzone – både fordi det blev anset for at være væsentligt at markere sig tydeligt og tage stilling, men også fordi det helt køligt blev vurderet, at det var der læserne var.

Det var det måske også, men åbenbart er tiden en anden. Det er uden tvivl en sejr for journalistikken, men om det også er en sejr for debatten, begejstringen, oplysningen og underholdningen vil vise sig. Ellers er der jo altid Føljeton, som er en ubetinget sejr for det hele :)

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12