Nina Smith. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Først forsvandt Gud, og nu begynder den protestantiske arbejdsetik også at fuse ud her i Danmark. Det er dog ikke de kirkelige kredse, der maler Fanden på væggen, men derimod økonomer og socialdemokrater, som er begyndt at prædike om snarlig undergang.
Flere og flere gider simpelthen ikke at arbejde alle døgnets vågne timer, og en stigende gruppe af fuldt arbejdsduelige borgere skruer derfor enten ned for antallet af arbejdstimer (deltid) eller trækker sig tidligt tilbage (‘early retirement’). Og det er pludselig blevet et påtrængende hovedbrud for teknokrater, reformatorer og altså dermed socialdemokrater.
Hamsterhjulet snurrer ikke længere lige så hurtigt som det kunne. Ifølge Dansk Erhverv går virksomheder glip af ordrer på over 31 mia. kr. på grund af for få hænder på arbejdsmarkedet.
Økonomiprofessor Nina Smith er gået forrest med de moralske opsange. Forleden udtalte hun til Jyllands-Posten, som en genopvækkelse af en asketisk kaldsetik:
“I vores velfærdssamfund ligger der en implicit kontrakt: Alle, der kan arbejde, skal arbejde, også fuldtid, gennem hele deres karriere, bortset fra når de er syge eller på barsel. Man skal nemlig ikke kun forsørge sig selv. Vi, der arbejder, skal være en overskudsforretning, så samfundet har råd til at forsørge dem, som ikke kan klare sig selv”.
Kontrakten – som oprindeligt var direkte med Gud – handler om at øge chancerne for at opnå frelse. Man kan aldrig vide sig sikker på, om man er god nok. Og i dag kan den evige grundangst oversættes til en konfus uro for, om ældreplejen vil være tilstrækkelig. Om der vil være sosu’er nok.
Dengang kunne de puritanske calvinister aldrig vide sig sikre på, at de ville komme i himmerig, og derfor måtte de arbejde til det yderste. Slidsomt, nøjsomt og uden lyst. Senere døbte den tyske sociolog Max Weber fænomenet for “den protestantiske etik”. Mange slægtsled tilbage var det en fundamental usikkerhed om efterlivet i det hinsides, som fik de spagfærdige arbejdsheste til at pukle løs, og som skabte selve forestillingen om, at arbejdet var et kald i sig selv: Arbejde var godt, hårdt arbejde endnu bedre.
De nye kættere
Effekten udeblev ikke, for nok så væsentligt blev de fattigste bønders guddommelige trang til at arbejde mere og længere her i de protestantiske egne af Nordeuropa en kilde til økonomisk rigdom. Max Weber skriver i sit berømte hovedværk, at den selvudslettende arbejdsetik udviklede sig til at blive “den stærkest tænkelige løftestang for den livsopfattelse, som vi har betegnet som kapitalismens ‘ånd’”.
Kaldsetikken skabte således de rigeste samfund på jordkloden, og kaldsetikken kan også siges at have skabt grundlaget for de senere velfærdssamfund.
Jo flere arbejdere, der tager en ekstra tørn med, desto rigere bliver både samfundet og dem, som skummer fløden. Sådan var det dengang, og sådan er det fortsat, i hvert fald ifølge Nina Smith: “Vores velfærdsmodel holder ikke i fremtiden, hvis det enorme pres for at arbejde mindre fortsætter,” som hun udtaler til Jyllands-Posten.
Samme advarsel om, at den spirende arbejdsvægring risikerer at slå sprækker helt nede i fundamentet i vores velfærdsmodel, kommer nu fra Socialdemokratiet. Partiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, kritiserer de borgere, der selv vælger at arbejde mindre, end de selv kunne, og som dermed tager et pusterum, når de lige så godt kunne have knoklet videre:
“Hvis tendensen fortsætter, og flere og flere træffer det valg, vil vi simpelthen ikke have råd til at finansiere vores velfærdssamfund på sigt,” siger Christian Rabjerg Madsen som en anden sortsynet vækkelsesprædikant.
Man må forstå, at sygeplejersker, der nøjes med deltidsarbejde, unge, som holder sabbatår, eller pædagoger, som vælger at tage på orlov med familien, er en ny slags samfundsfjender. Samt alle de højtlønnede, forståes, som efterhånden har fået rigeligt råd til at kunne trække sig tidligt tilbage for egen regning. Kort sagt: Alle dem, der vælger at arbejde mindre end maksimalt, er fremover at betragte som velfærdssamfundets kættere og afgudsdyrkere.
Statsminister Mette Frederiksen (S) taler ligefrem om, at et øget arbejdsudbud er den nye “valuta” i dansk politik. Den store moralske mission for SVM-regeringen er blevet at genopdrage befolkningen til atter at arbejde, som om vi alle stadig frygtede at brænde op i helvede. I dag blot opdateret til frygten for at ende som ensom olding på et underbemandet plejehjem, hvor man risikerer at forvitre i uskiftede bleer.
Handler om nåde
Den nye form for sekulær pietisme kan virke som en overvældende og forførende fortælling. Og rummer i hvert fald et betydeligt element af førmoderne schwung: Arbejd mere – eller fordøm dine medmennesker til at måtte dø i deres egen afføring. Ja, det handler ganske enkelt om at udvise samfundssind, eller gudsfrygt om man vil.
Dommedagsfortællingen rummer imidlertid et lille og afgørende problem: De fleste lønmodtagere kan i dagens Danmark overleve fint, rent materielt, uden at arbejde ekstraordinært meget, og det er velkendt, at andre værdier – såkaldt immaterielle værdier – gradvist får større vægt i takt med fortsatte velstandsstigninger.
Kapitalismens ‘ånd’ har simpelthen vist sig at kunne klare sig glimrende uden den protestantiske arbejdsetik. Ønsket om kortere arbejdsuger, mere fleksible arbejdstider og flere frihedsgrader i arbejdslivet tegner til at blive en langt stærkere kraft end det teknokratiske krav om flere weekendvagter, længere arbejdsdage og annulleret ferie.
Det fremstår tiltagende naivt at forestille sig, at eksempelvis lavere indkomstskatter skulle få danske lønmodtagere til at arbejde væsentligt mere i samlet flok. For jo flere penge folk sidder tilbage med i hånden, desto mindre får de trang til at arbejde endnu mere – og derfor kan efterårets bebudede skattelettelser også meget vel få den stik modsatte effekt af, hvad SVM-regeringen håber på.
Når regeringen med Mette Frederiksen i spidsen snart sænker skatterne med planlagt mindst syv mia. kr., vil flere kunne få enderne til at mødes ved at arbejde mindre.
Udskamning, skattelettelser og løftet om fremtidig omsorg er ikke desto mindre den treenighed, som Socialdemokratiet i dag tilbyder til alle de fortabte sjæle, som forsøger at vride sig fri for lige nu at leve stressfrit, lystbetonet og mindre klimabelastende. Mens befolkningen har flyttet og frigjort sig, kæmper magthaverne stadig den samme gamle kulturkamp: Det handler aldrig om nogen eller noget, men altid om nåde. /Lars Trier Mogensen