Pengene ruller foran bolden

Hvis du allerede nu sidder og smiler i lænestolen og kigger forventningsfuldt på den blankpolerede plasmaskærm, måske fordi du er FCK-fan, så tænk på, at der er nogle, der smiler endnu bredere end dig og har et endnu federe tv-apparat. Aldrig har der været så mange penge i international fodbold.

Konsulentkoncernen Deloitte laver hvert år en rapport over økonomien i europæisk fodbold. Konklusionen på sæsonen 2014/15 er, at Real Madrid ikke overraskende for ellevte gang i træk er verdens rigeste klub med en indtjening på knap 5 milliarder kroner. FC Barcelona følger lige efter. På tredjepladsen finder vi Manchester United med en bundlinje på 4 milliarder.

Den midtengelske Premier League-klub satte til gengæld verdensrekord for nylig med købet af den 23-årige midtbanespiller fra Juventus, Paul Pogba. Fire år tidligere havde United skibet Pogba afsted på en fri transfer til Torino-holdet, der har domineret Serie A på det seneste. 900 millioner kroner plus det løse måtte United hoste op med i sommeren 2016 for at få deres guldæg tilbage, hvoraf 20 procent tilfaldt franskmanden direkte. Pogbas årsløn ligger efter sigende på 110 millioner. Dertil kommer reklameindtægter og diverse bonusser, som sandsynligvis vil give langt mere.

At Pogba valgte at tage til regnvåde Manchester er ingen tilfældighed. Frem til 2019 regner de tyve Premier League-klubber med at tjene svimlende 90 milliarder til sammen på de mest lukrative tv-rettigheder i fodboldens historie. Dertil kommer indtægter fra kampdage, salg af merchandise og handel med spillere. Det er medieselskaberne Sky og BT, der afleverer mest i godtekassen, men levende billeder til de nye, voksende markeder i Asien og USA samt talrige Pogba- og Zlatan-trøjer forventes tillige at generere et tocifret milliardbeløb.

Spillernes løn er også steget markant. Med en opgang på syv procent sidste sæson tjente Premier League-spillerne mere på deres metier end Bundesligaen og La Liga til sammen. Premier League havde i sæsonen 2014/15 indtægter på 3,3 milliarder pund sterling, og med den nye tv-aftale forudser Deloitte en 20 procent stigning allerede i denne sæson.

Som i Melodi Grand Prix

Selv om England er stukket af, ser det på ingen måde sort ud for de andre giganter i europæisk fodbold. Ifølge The Economist bliver det nye turneringsformat i Champions League, som det øverste, europæiske fodboldforbund UEFA offentligjorde 26. august i år, en anselig håndsrækning til de hovedrige. De står nemlig til at blive endnu rigere.

Indtil 1992 var det kun de regerende mestre, der havde ret til at deltage i Champions League. Eller Mesterholdenes Turnering, som det hed dengang. I dag er det ikke engang halvdelen af de deltagende hold, som kan leve op til det. 15 ud af 32 klubber formåede ikke at vinde deres ligaer i 2015/16. Med de nye Champions League-regler bliver det endnu nemmere at kvalificere sig. Fra 2018 bliver halvdelen af de 32 pladser i gruppespillet således reserveret på forhånd til de fire bedst placerede klubber i de fire bedste ligaer.

Lige nu er det Spanien, Tyskland, Italien og England. Der tildeles også automatiske pladser til Frankrig og Portugal, altså dem fra anden hylde, og to til Rusland og Ukraine. Resten, heriblandt Danmark og Holland, må håbe på god vind i play-off-kampene.

Historisk succes

Det interessante er, at UEFA har tænkt sig at indføre et ekstra pointsystem, der på indviklet vis vil påvirke den såkaldte ”koefficient”. Nemlig en kategori, der handler om ”historisk succes”. Det er, skriver The Economist, knap så gode nyheder for hold som Arsenal og Atletico Madrid, der har klaret sig ret godt i de senere år, men til gengæld fantastisk for faldne kæmper som Ajax og AC Milan.

For at holde styr på den vigtige seedning i Champions League-grupperne (jo højere en klub er seedet, jo nemmere vej burde den have igennem turneringen) og pointene for historisk succes foreslår UEFA etableringen af et subsidiært selskab, UEFA Club Competition SA. Selskabet skal have, siger UEFA, en ”strategisk rolle” i udviklingen af fremtidens overnationale klubfodbold. I praksis betyder det dog, at de allermest toneangivende og rigeste klubber forfordeles, eftersom halvdelen af medlemmerne i det nye selskab vil være folk udpeget af Det Europæiske Klubforbund (ECA).

Bosserne i Real Madrid, Barcelona, Chelsea, United og Paris Saint-Germain skal altså fremover diskutere fremtiden for deres egne klubber. Og dermed pengefordelingen.

Hvorfor kommer UEFA’s modernisering af Champions League netop nu? For det første for at bide sig fast i Premier League-raketten. Med det nye turneringsformat er Englands fire bedste garanteret en plads i eftertidens Champions League og de dermed forbundne tv- og reklamefinanser, også selv om de har præsteret dårligt i Europa de senere år og risikerer at tabe deres koefficienter til lande som Italien og Tyskland.

For det andet er der meget, der tyder på, at UEFA har en langsigtet, snedig plan: Kære storklubber, vi giver jer en lukrativ deal, der holder jer inde i varmen. Til gengæld skal I droppe planerne om en europæisk superliga.

Vi vil også være med

Sådan en superliga har de fået sig i England. Cremen af fodbold andre steder, i Spanien, Italien og Tyskland, kan kun savle over tilstandene i Premier League.

December 2015 mødtes fodboldens mest magtfulde mænd i Firenze. De spiste, drak og kiggede på dyr kunst, og så snakkede de en del om, hvad der kunne gøres med de forbandede briter. Svaret er, som avisen Mirror skriver, gammelt.

Er det ikke på tide, spurgte mændene med Karl-Heinz Rummenigge i spidsen, at klubber som Manchester United, Liverpool, Arsenal, Chelsea og Manchester City, ejet af oligarker og storentreprenører, vrister sig fri af deres nationale rødder og kommer med i en reel europæisk superliga?

Premier League kan dog slappe helt af. Selv nedrykningstruede hold i den bedste række forventes at tjene flere hundrede millioner mere i årene, der kommer. Med UEFA’s nye turneringsplan er pladsen i det europæiske marked som sagt sikret. En talsmand fra Old Trafford fortæller til Mirror, at Manchester United, som ifølge Deloitte udses til at toppe den europæiske Money League allerede til næste år, vil ”rette 80 procent fokus på Premier League og 20 procent på Champions League”.

Konkurrencen og underholdningsværdien på fjernsyn er nemlig højere på de kanter end ude i Europa. Hvor ellers kunne en klub som Leicester have vundet sidste sæson? Hvor ellers kan Liverpool, Tottenham og Arsenal risikere at vinde det hele eller forsvinde helt ud af top four? Noget tilsvarende er umuligt i Tyskland og Spanien. Atletico Madrid er solstrålen, der bekræfter regnvejret. Der vil være flere penge i et City-United-opgør på tv end El Clásico mellem Real Madrid og Barcelona, der sportsligt burde rangere højere.

Lige nu er det ikke Glazer-familien bag United, der ryster i bukserne. Det er Florentino Pérez, byggematadoren fra Spanien og Real Madrids præsident. Juristernes og lobbyisternes mangeårige kamp i Bruxelles og Zürich for at få UEFA på bedre tanker om en europæisk superliga ser ud til at blive overhalet af en inferiør liga, der klarer sig meget bedre uden de sportsligt tungeste drenge.

Sport og socialisme

LeBron Raymone James spiller basketball i den amerikanske NBA. Han gik direkte fra high school til professionel sport. LeBron er fire gange kåret til Most Valuable Player i NBA. Sin første NBA-titel vandt han i 2012 med Miami Heat efter en 4-1-sejr mod Oklahoma City Thunder.

Og så skete miraklet, som ikke kunne ske i Europa: I 2014 vendte LeBron tilbage til sin hjemstavn for at spille for Cleveland Cavaliers. Det var, skrev aviserne, en sejr for amerikanske værdier, en triumf for ”den lille mand”. Det var retfærdigheden, der skete fyldest. Som The Atlantic formulerede i juli 2014:

”Ikke mere af det her teame-up-med-andre-stjerner-for-at-lave-et-superhold-nonsens! Endelig, endelig, kan en lille spiller i markedet som Cleveland måske vinde en titel!”

Der er flere penge i fodbold end basketball. Men historien om LeBron James, som lige så vel kunne være en myte, er illustrativ, fordi den fortæller, at sportens virkelighed i dag er formet af to meget forskellige ideologier. Hvis ikke politiske, så unægteligt økonomiske.

I det vilde Europa går en utæmmet kapitalisme hånd i hånd med en realitet, hvor konkurrencekulturens vindere dikterer det frie marked. Dét, som UEFA lige nu prøver at regulere. Bare en smule. Men stadig med klubbernes øverste folk prustende i nakken. I USA, skriver Atlantic, er sportens økonomi et crash kursus i leninisme. Indtægter bliver distribueret ligeligt ud til de statslige organisationer og de lokale klubber. Det smager af rendyrket socialisme og planøkonomi.

For at anskueliggøre kløften kan man bare se på op- og nedrykningssystemet: I europæisk fodbold sendes de tre laveste hold ned i anden division, mens tre tilsvarende rykkes op. I USA er en klub, som har præsteret dårligt i sæsonen, sikret førsteret til købet af de bedste spillere fra college-rækkerne. I USA er der strenge bøder for at sprænge de fastsatte lønlofter. I praksis betyder det, at American football-holdet Green Bay Packers har lige så mange Super Bowl-titler som New York Giants. Og det forklarer, hvorfor LeBron James også af økonomiske grunde fik lyst til at vende tilbage til Cleveland. Dér kan de nemlig også vinde mesterskabet. Og han tjener lige så meget hos ”The Cavaliers” som hos et stjernespækket LA Lakers, der på papiret burde vinde hele molevitten hver eneste gang.

Nye pengegiganter

Tilbage i det vilde Europa kunne man kalde UEFA’s nye Champions League-fundatser for et slags politisk kompromis. En Tony Blair-manøvre. En kommunitaristisk gentlemanaftale midt mellem hæmningsløs laissez-faire liberalisme og amerikansk socialisme. Penge ned i foret til de store spillere i velfærden – men med lidt hegn udenom. Dén slags fairplay, de godt kan lide i ”historiske” AC Milan og Liverpool.

Men de helt store vindere er ikke Roman Abramovitj, der ejer hobbyprojektet Chelsea FC, eller landet Qatar, som financierer Paris Saint-Germain med oliemidler. Det er agenterne.

I første kvartal af 2016 kunne det engelske fodboldforbund (FA) således vise, at Premier League-klubber til sammen havde betalt tæt på 300 millioner kroner i agenturer mellem oktober 2015 og februar 2016.

Når tallet er så voldsomt, skyldes det de føromtalte tv-rettigheder. Samt det forhold, at Premier League måske fremover vil være ligeglad med Champions League. Markedet er overophedet, og transfers er kaotiske at navigere i. I denne sommer er spillere, selv dem fra de nederste hylder, blevet solgt for tre gange mere end deres reelle markedspris. Alle vil have en bid af kagen.

”Finanserne er eskaleret vanvittigt på grund af den nye tv-aftale,” siger Barry Silkman, en af Englands ledende fodboldagenter til ESPN. Og der er ifølge Silkman grund til bekymring:

”Lige om lidt så sprænger boblen. Fodbolden må simpelthen kaldes tilbage til virkeligheden.”

Superagenten Mino Raiola

Mino Raiola er hollænder, men født i Italien. Raiola repræsenterer spillere som Zlatan Ibrahimovic, Mario Balotelli og Romelu Lukaku. Han havde engang Pavel Nedved i sin stald. Han er også agent for Paul Pogba, og for sin broker deal med United gaflede Raiola 20 procent af den samlede købssum.

Bagefter var det tid til at slappe af med stil. Mino Raiola gik i banken og købte Al Capones villa i Miami, i den sydlige tange af Guds eget sportssocialistiske land, for 65 millioner kroner.