Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Ingen ved, om hun kommer til at gå efter en ny runde. Når kommissionsformand Ursula von der Leyen på onsdag holder sin årlige tale om unionens tilstand i Strasbourg, vil journalisternes ører være endnu mere spidsede, end de plejer.
Emnerne er ellers givet på forhånd: Ukraine, krig, industripolitik, en grønnere europæisk økonomi og hvordan man vrister sig fri af den russiske energi. Langt hen ad vejen det samme som sidste år. Men denne gang er der mere på spil, for det er potentielt den 64-årige tyskers sidste tale som formand inden næste års EU-valg.
På de indre EU-linjer er der de sidste måneder blevet vendt op og ned på hierarkiets top. Den nu tidligere vicepræsident Frans Timmermans har meddelt sin afgang for at føre valgkamp hjemme i Nederlandene. Efterfølgeren, udenrigsministeren og den tidligere Shell-medarbejder Wopke Hoekstra kritiseres for at være både uerfaren og uinteresseret i klimapolitik. Og tirsdag blev gisningerne om konkurrencekommissær Margrethe Vestagers kandidatur til formandsposten for Den Europæiske Investeringsbank bekræftet.
Ifølge Ditte Brasso Sørensen, chefanalytiker ved Tænketanken Europa, skal vi dog ikke forvente at være blevet klogere på, om Ursula von der Leyen mon vil fortsætte som formand, når talen er slut på onsdag. Og heller ikke, om hun vil gøre alvor af sine løfter om at forbedre den uigennemsigtige og komplicerede spidskandidatprocedure.
Laver hun en Breton?
Og så er der industripolitikken, hvor Kommissionen har lagt arm med både de amerikanske investeringer og Kinas dominans. Hvis industripolitikken var vigtig før, er den kun blevet endnu mere presserende. Særligt i lyset af, at Kommissionen har fremlagt sin allerførste industripolitiske strategi – i hvert fald den første af navn, siger Brasso Sørensen til Føljeton.
“Her bliver det værd at holde øje med, om hun lægger sig op ad en Thierry Breton-retorik, hvor man siger, at vi kommer til at se et europæisk marked, hvor produkter er produceret af europæiske hænder. Eller om hun i stedet vil kippe med hatten til lande som Danmark, der hele tiden har understreget, at strategisk autonomi skal balanceres med frihandel.”
Det tilbageværende spørgsmål er, om der overhovedet er penge til at gennemføre løfterne, siger Brasso Sørensen. “Ved det sidste STEP-instrument [program for investeringer i kritiske teknologier, red.] så vi, at der var ganske få midler, man egentlig kunne afsætte. Her må man sige, at det politiske miljø ikke har været med hende: Der har været en opfattelse af, at hun red på bølgen af genopretningsfonden, og at man så begyndte at snakke om en suverænitetsfond.”
Talen bliver formentlig først og fremmest en klimatale, der kan afslutte det, Brasso Sørensen kalder en “grøn flagskibskommission” med aftaler som Green Deal, Fit for 55 og REPowerEU. Men kan man give en Kommission videre, der ikke har formået at sætte handling bag ordene og gøre sig mindre afhængig af Rusland? Selvom der flyder mindre gas gennem russiske rør end nogensinde før, sælges det stadig – bare flydende i form af LNG og på flasker, der trods deres nye indpakning ikke er mere grønne.
“Hvad er en grøn Kommission anno 2024? Én ting er, at vi skal reducere emissionerne. Men hvad med emissioner fra de sektorer, vi ved skal sænke dem meget betydeligt? Det er landbruget, og en fremtidig landbrugspolitik er dybt spundet ind i Ukraine-spørgsmålet,” siger hun.
Mere uklart er det, om Ursula von der Leyen vil italesætte de vetoregler i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som hun sidste år kun formulerede i indforståede vendinger. Eller som Brasso Sørensen spørger: “Kan hun blive ved med at sige, at vi bare skal fremtidssikre unionen, eller siger hun noget, der er en lille smule konkret?” /Emma Louise Stenholm
Analysen er også blevet bragt i vores europæiske nyhedsbrev Feuilleton. Det kan du skrive dig op til lige her.