Constance Debré: “Jeg er så træt af den slags spørgsmål”

Constance Debré er svær at misse.

Jeg ser hende først på vejen op til Rungstedgaard Hotel. Solen står højt på himlen, det er midt i august, og hun er iført sorte habitbukser og en sort kortærmet t-shirt, sorte Clarks. Høj og slank, men med en tydeligt stærk ryg, som en svømmers. Håret er næsten ikkeeksisterende. Karseklippet med grå stænk. Senere ser jeg hendes tatovering på halsen. “Plutôt crever” står der. Hellere dø.

Det er franske Constance Debrés første gang i Danmark, fortæller hun mig, da vi står i hotellets lobby og prøver at få kaffemaskinen til at lave en kaffe uden mælk. Det lykkes ikke. Hun hælder cafécremen ud og prøver igen.

Debré er på Louisiana Literature med bogen Love me tender, som udkom i dansk oversættelse tidligere på måneden på forlaget Vinter. Det er den anden bog i en autofiktiv trilogi, der omhandler hendes beslutning om at forlade et liv som prestigefyldt forsvarsadvokat i Paris med en ægtemand, lejlighed i det 6. arrondissement og barn for at leve en pseudo-nomadisk tilværelse, skrive og være sammen med kvinder.

Navn

Der er en hårdhed over Constance Debré. Hvor meget af den, der er forudindtaget, er svært at sige. Når man ved, at hun har “Fils de pute” – ludersøn – tatoveret på maven, er det måske heller ikke helt ubegrundet. Hun smiler afvæbnende. Hun har lige været ude at gå en tur, så hun er umiddelbart i ret godt humør. Det er hun i hvert fald lige, da vi mødes.

I 2015 forlod Debré sit gamle liv. På det tidspunkt havde hun været gift med den samme mand og faren til hendes søn i 20 år, omtrent lige så længe som hun havde arbejdet som forsvarsadvokat. Love me tender begynder med, at den fiktive Constance fortæller sin eksmand på Café de Flore, at hun er begyndt at være sammen med kvinder.

Eksmanden reagerer ligegyldigt på Constances erklæring ved at spørge, om de ikke skal tage hjem sammen. Da det endelig går op for ham, at det er slut, får Constance ikke længere lov til at se sin søn, otteårige Paul. En retssag begynder, Paul bliver manipuleret af faren, og Constance bliver beskyldt for at seksuelt misbruge sin søn. Argumentet ligger bl.a. i, at hun har de “perverterede” forfattere George Bataille og Hervé Guibert stående på bogreolen. Og at hun er lesbisk, selvfølgelig.

Da dommen falder, og hun mister forældremyndigheden over sin søn, skifter Constance ham. Hun sælger alle sine ejendele, flytter ind på ni kvadratmeter, hun har ikke brug for noget, hun kalder sig en “lonesome cowboy”, hun driver fra seng til seng, hun begynder at skrive bøger.

Hun kaldes en af de mest spændende stemmer i fransk litteratur, og da hun debuterede som forfatter med Play boy i 2018, vakte det furore blandt landsmændene. Constance er nemlig ikke den eneste famøse Debré.

Constances bedstefar Michel Debré var premierminister under ingen ringere end Charles De Gaulle og var med til at udforme den femte republik, altså det Frankrig, vi kender i dag. To af hans sønner fulgte i faderens fodspor og blev politikere. Den sidste, François, blev journalist og giftede sig med modellen Maylis, der selv kom ud af en politikerslægt. Begge blev afhængige af stoffer, opioider og heroin, og fik sammen to børn herunder datteren Constance.

Så da Constance pludselig smed advokatkåben i midten af sine 40’er, klippede håret af og udkom som forfatter med en bog, der handler om at leve på kanten af samfundet og bolle damer som en anden Don Juan, ja, så vakte det opsigt. Den sidste del af trilogien, meget passende kaldet Nom (2022), er da også et opgør med familienavnet.

Nu sidder hun foran mig med et par sorte hornbriller i hånden, hun holder fast i den ene brillestang og svinger dem rundt, mens hun taler. Hun har for vane at smage på ordene, et vidnesbyrd om et liv i en retssal.

Mellem virkelighed og fiktion

Det kan føles som en utaknemmelig opgave at interviewe en forfatter, der skriver autofiktion. Når hun selv skal forklare Love me tender, siger Debré, at hun har skrevet en virkelighed, der både handler om og ikke handler om hende. Hun parafraserer den østrigske forfatter Thomas Bernhard, som kalder det “anti-biografi”. Når jeg spørger ind til bogens hovedkarakter, veksler Debré hele tiden mellem at omtale fortælleren som “hende” og “jeg”. Det er til at blive rundtosset af.

“Jeg er ikke interesseret i at finde på ting for at komme med en pointe. Jeg har ingen pointe. Jeg vil udforske virkeligheden,” siger Debré og drikker den mælkeløse kaffe.

“Jeg skriver bare bøger, og jeg prøver at indfange noget sandhed. Det er fuldstændig overfladisk, hvorvidt det handler om mig. Det handler aldrig om mig.” Hun slår ligegyldigt ud med hånden, som om hun vifter en flue væk. “Aldrig. Selv hvis det er en førstepersonsfortæller, det har ingen betydning.” Hun læner sig tilbage i sofaen.

Constance Debré har en aversion mod banaliteter. Det siger hun ikke direkte, men det er til at mærke og føle på. Især når jeg stiller spørgsmål. Der er ikke plads til det hverdagslige, når man har plaffet sin bourgeois-familie-hetero-tilværelse ned med en automatriffel, som hun skriver et sted i bogen.

“Det er en kærlighedsbog,” forklarer hun.

“Der er en vold i bogen. Både en pådraget vold og en vold impliceret i begivenhederne, der ligger bag. Men der er også en vold i måden, jeg har valgt at skrive karakteren på, som går igennem dem og som skal gå gennem ilden. Så ja, det er en hård bog. Og man er altid nødt til at kontrastere sig selv. Jeg føler, det er en regel. Jeg ville gerne have den her sødme, og sødmen af, lad os sige, Elvis Presleys stemme,” siger Debré og trækker sine s’er ud. Love me tender er en reference til den gamle crooner. Ret ude af trit med bogens tone. “Selvom det er en bog med en masse vold, så er det en kærlighedsbog og intet andet. Intet andet.”

Hun sidder lidt afventende. “Jeg synes, det er en god titel, og da jeg fandt den, blev jeg meget tilfreds.”

“Hvordan fandt du den?” spørger jeg banalt.

“Hvordan finder man ting? Jeg ved det ikke.” Hun trækker på skuldrene og svinger med stellet. “Mais oui.”

En litterær fuckboy?

Hun sidder tilbagelænet i den grå sofa og er svær at aflæse. Benene er krydsede, anklen hviler på det modsatte knæ. Tanken strejfer mig, om hendes afmålte adfærd i virkeligheden skyldes, at hun keder sig. Det er, som om Debré lever i en anden verden. Lidt for konkrete spørgsmål preller af hende.

Eller også taler vi bare forbi hinanden.

Constance Debré vil ikke selv kalde sig radikal, men hun tror ikke på at leve i “midten”, som hun kalder det. “Når du løber en kæmpe risiko, kan du enten løbe panden mod muren, eller du kommer igennem den, og du vinder. I de øjeblikke er du nødt til at vælge den ene position eller den anden. Midten er ingenting. Midten er…” hun fnyser, “en garanteret kollision”.

Både virkelighedens og fiktionens Constancer er ivrige samfundskritikere. Begge undrer sig oprigtigt over, at folk kan have brug for lejligheder eller bare noget så almindeligt som stole og gafler. Der er en insisteren på at være på tværs.

Langt overvejende er Love me tender en fortælling om kærlighed og moderskab og et absurd fransk retssystem. Og så er der lige alle pigerne.

Der bliver ført log over deres navne, og når “pigerne”, som bogens Constance omtaler dem, hedder det samme, får den ene et tal i stedet. Objektiviseringen er så udpræget mandet, at det næsten bliver en kliché. Men da jeg påpeger, at hovedkarakteren kan tolkes som usympatisk og til dels kynisk, når de ømme øjeblikke altid efterfølges af jockstraps og glidecreme, bliver Debré alligevel overrasket: “Åh, synes du det?”

(I virkeligheden har jeg her lyst til at kalde bogen pikket, men jeg ved ikke, hvordan man lige skulle formulere det på en sober måde.)

Bogen har et særegent forhold til maskulinitet. Alle mændene smelter sammen, og pludselig ser hun, at hendes søn og hendes mand ligner hinanden. Og mens hendes mand får lov til at “lege mor”, indtager hun en ret maskulin position? 

“Det er en slags karikatur. Næsten alle protagonisterne udover elskerne er mænd. Og fortælleren er måske det, vi ville kalde nonbinær. Hun ændrer sig og udforsker en del af hende selv, som har været der fra begyndelsen, men som har været gemt væk i årevis. Hun bliver konfronteret af dommerne for ikke at opføre sig på den rigtige måde: Du burde ikke være en kvinde eller en mor, når du opfører dig sådan.”

“Er hvad jeg gør så lig med at være en mand? Jeg kommer til at gøre det, uanset om man kalder det maskulinitet eller ej. At leve de kærlighedsaffærer, jeg gerne vil leve, at sætte mit arbejde før alt andet. Er det et mandet privilegie?” spørger Constance retorisk. “Jeg ved det ikke, men jeg tager det.”

Kedelige spørgsmål

En time er ved at være gået, og en let irritation over spørgsmål om genre og maskulinitet synes at være dukket op.

Jeg spørger ind til hendes forhold til fiktion. Hendes svar kommer prompte. Romanens klassiske form interesserer hende ikke: “Jeg er forundret over, at folk stadig er fascineret af ‘der var engang’. Good lord, det er bare så kedeligt. Jeg kunne ikke få mig selv til at åbne sådan en bog, og folk skriver stadig den slags?”

Hun har tidligere nævnt Dostojevskij, Shakespeare og Homer som inspirationskilder. Et ret traditionelt klassisk maskulint ophav, påpeger jeg.

“Ja, men det er ikke min skyld! De store klassiske bøger er blevet skrevet af mænd,” siger hun og løfter ryggen fra sofaryggen. “Ja, undskyld! Der er mange kvindelige forfattere, jeg kan lide, men ikke i samme grad som Dostojevskij og Homer. De er store forfattere. Jeg er ligeglad med, om de er mænd eller kvinder. I min optik er den slags spørgsmål så ligegyldige. Jeg læser ikke en forfatter, fordi hun er en kvinde, og jeg lader ikke være med at læse en forfatter, fordi han er en mand. Jeg giver ikke en fuck, for at være ærlig. Ved du hvad, jeg er så træt af den slags spørgsmål, det betyder intet for mig. Det eneste spørgsmål værd at stille er dybere end det. Det handler om den menneskelige tilstand.”

Constance Debré lever i en anden verden. Når hun snakker, er det, som om hun trækker vejret i en anden luft, end jeg gør. Hun lever i et særligt filosofisk luftlag, hvor køn, penge, ejendom og forhold enten ikke eksisterer, eller i hvert fald så bare er lige meget. Og de ting, der interesserer sådan en som mig, en litterat i midt 20’erne, interesserer hende vist ikke det fjerneste. Så jeg prøver at spørge ind til hendes forhold til identitet.

“Jeg tror ikke på identitet.” Hun lyder udmattet. “Hvad betyder det overhovedet?”

Jeg ved det heller ikke. /Astrid Plum