Lige inden lukketid

”Hej allesammen. Det her er en lidt mærkelig besked at skulle give. Som den nye leder siger jeg goddag, men samtidig farvel. Lejren lukker.”

Det er 12. september klokken 12.30. Den nye leder Iben Hjortshøjs første fælles besked til beboerne bliver, at lejren skal lukkes.

Hun forklarer det fyldte telt, at dette vil ske i løbet af de næste uger, men at hun ikke ved hvornår. Måske allerede i løbet af den kommende uge.

Nyheden modtages med jubel. Derefter tårer. Da ordene synker ind, og mødet opløses, ser folk hinanden i øjnene og krammer. Så rammer erkendelsen af, at dette er farvel. Medarbejdere, beboere og frivillige falder hinanden om halsen og græder. Det er ikke kun af glæde.

Stilhed før storm

Fornemmelsen minder om, da de åbnede lejren. Alt virker hastigt, akut. Iben Hjortshøj får besked om lukningen næsten samtidig med, at det er ude i pressen. Den 1. oktober skal lejren stå tom, men ingen ved præcis, hvornår eller hvordan det skal foregå. I Udlændingestyrelsen sidder de med et puslespil, hvor godt 2.000 asylansøgere fra teltlejre skal ”omplaceres” i Danmark. For beboerne begynder endnu en afventen på et pludseligt svar. De venter på at få besked på, hvor de skal vente videre på det vigtige svar om, hvorvidt de får ophold i Danmark. De bereder sig på at rykke rødderne op igen.

Man kan mene, at teltlejrene aldrig burde være åbnet. Det kan ende som i Næstved og Haderslev, hvor medarbejderne efter sigende virker mere som fængselsbetjente, og hvor beboerne føler sig overvågede. Men ind imellem depressionen har teltlejren i Thisted mindet om en international højskole, hvor fællesskabet favner på tværs af medarbejdere og beboere og nationaliteter, og hvor det at spise sammen i et telt, giver en form for tryghed.

Folk har været tvunget ind i dette fællesskab, som både beboere, medarbejdere og frivillige nu omtaler som ”én stor familie”. Nogle af de frivillige kalder lejren for en ”teltlandsby”.

Tankerne og følelserne omkring lukningen er ambivalente. Medarbejderen Elin var en af dem der græd, da beboerne fik besked om lukningen.

”Det er en rutsjetur – vi skal både støtte dem, der er glade for, at det sker, og trøste dem, der er kede af det.”

”Og så er der nogen, der er skidebange, fordi de har gang i skole og praktik og et liv i Thisted.”

Medarbejderen Ali siger stort set det samme.

”De har det hele her. By, strand, motionscenter. Det er en skam. Nu var vi lige ved at få styr på det hele. Mange af beboerne er triste. Kommer de et nyt sted, er det forfra det hele.”

De integrerede

Det er særligt svært for de beboere, som for alvor er begyndt at integrere sig i Thisted. Irakeren Aymen underviser på den lokale folkeskole, iraneren Davood er i praktik hos skomageren på torvet, Farid, der taler flydende dansk, skulle starte på VUC. Afghaneren Peyman har praktik på det lokale Star Pizzeria. Og så er der de to vægtløftere Mohammed Amoori Hiva Ghaani og Ali Sayed Hoseini.

”Det er svært for os. Vi har været her i ni måneder. Jeg har andet interview om to måneder, og det virker skørt at flytte nu. Hvis jeg får ophold i Danmark, skal jeg alligevel flytte igen. Det er godt for nogle at flytte herfra, så jeg taler kun for mig selv. Dette er min by nu, og jeg har mine venner her – både danske og fra campen. Jeg var champion i 7 år i Iran, men fordi jeg er kristen araber, måtte jeg ikke rejse ud i verden til mesterskaber,” fortæller Mohammed.

Her i Thisted træner de to kammerater i det lokale fitness center Studio7, som er i færd med med at hjælpe dem i gang med konkurrencer i Danmark.

De to kæmpestore mænd er blevet bedste venner i løbet af livet i lejren. De træner sammen hver dag, og ses altid sammen. Når jeg spørger Ali, hvad der sker, hvis de bliver skilt, bliver han berørt og svarer ikke.

”Jeg er ligeglad med mad og telt. Mine drømme er i Thisted.”

Flere vil gerne blive i området, men officielt er der ikke plads til ønsker i Udlændingestyrelsens puslespil. Som sædvanligt løber rygterne som en steppebrand i lejren. Nogle siger, at der bliver 30 pladser i det nærmeste asylcenter i Hanstholm. Det forlyder, at de først vil tømme lejren sidst på måneden. Ingen ved, om noget af det passer, men der gisnes i krogene.

Ingen ved noget

Lederen Iben Hjortshøj er i øjeblikket lige så uvidende som beboerne.

”I denne uge kan jeg mærke, at det begynder at gå op for beboerne, hvad det er, de siger farvel til. Men jeg ved ikke, om de bliver fordelt på 20, 50 eller 3 centre.”

Hun tilføjer: ”Jeg ved ingenting om noget som helst.”

”Men vi kører fuld normal hverdag indtil det sidste, det er vi nødt til at gøre for at holde folk kørende mentalt.”

Beboerne kommer for tiden ind på hendes kontor med ønsker. Nogle har skrevet lange, velformulerede breve med argumenter for, hvorfor de skal flytte bestemte steder hen. Nogle vil gerne blive her, andre vil andre steder hen i landet, hvor de har familie eller venner.

”De bliver overraskede over systemet. At vi er her som en myndighed, men ikke kan give svar på noget som helst. Vi siger til dem, at de ikke kan ønske, det er et kæmpe puslespil.”

Iben har fem års erfaring i asylsystemet og har set folk blive flyttet før.

”Det er svært at rive dem op med rode, for de synes jo, at det her er hele deres liv. Men jeg ved af erfaring, at efter en uge er de i gang på de nye steder. Inden for syv dage skal nye beboere i gang med skole og intern praktik på et ordinært center.”

Ud over det får beboerne flere penge imellem hænderne, fordi de kommer på ”selvhushold”, hvor de selv skal købe ind og lave mad. Det betyder en grundydelse på 750 kroner hver 14. dag, holdt op imod 403 kroner, hvis de er i fase 2, eller 115 kroner, hvis de er i fase 1 af asylansøgningen, hvilket gælder for størstedelen af mændene i lejren. På et ordinært center kan de med tillægsydelser for deltagelse i skole og praktik komme op på 1100 kroner hver 14. dag. Ibens situation er mærkværdig – hendes eneste opgave i lejren bliver stort set afvikling af stedet:

”Personligt ærgrer jeg mig, fordi jeg havde glædet mig til jobbet. Jeg var virkelig tændt på opgaven. Men når alt kommer til alt, kan jeg se, at der er fornuft og økonomi i beslutningen, og at det også er godt for beboerne.”

Glad for lukning

Jeg leder efter en beboer, der er tilfreds med lukningen, og snakker med Ali Sayed Hoseini, som er glad:

”Vi har brug for at komme ud og få arbejde… og for at komme ud af teltene,” siger han.

Som mange andre beboere, så bruger han mig som medium for en lille takketale:

”Tak til den danske regering for hjælp og mad og husly. Jeg glæder mig til at komme ud i den danske kultur. Gå i en god skole. Danmark er et lille land, og det er lige meget for mig, om det er Aalborg eller Thisted.”

Kurderen Baran har ikke meget tilovers for Alis begejstring.

”Han har ingen følelser,” siger han med vanlig sans for drama.

”Hvordan kan han, efter så lang tid her, være glad for at lejren lukker?”

Han ryster misbilligende på hovedet.

”Efter ti måneder er vi som een stor familie. Vi ved intet om morgendagen. Er vi sammen i morgen, eller bliver folk flyttet forskellige steder hen?”

Han fortsætter:

”Det er svært at bo i telt om vinteren. Man bliver syg. Det regner. Det er koldt. Men den anden del handler om venskaber. Vi er alle brødre. Max, som altid hjælper sine venner. Daniel, som altid laver sjov. Jeg tænker på næste måned: Har jeg venner? Bliver det godt eller skidt? Det er fifty-fifty.”

Vaskedag

Det er søndag, og Barzans vaskedag. Solen skinner over lejren, som ligger godt i læ mellem læhegn og Beredskabets høje bygninger. Stemningen er dvask og stille i varmen. Barzan venter i det lille aflukke ved maskinen, som er i gang med at centrifugere hans dyne og sengetøj. Den lille fyr med den hæse stemme, som går under navnet ”Banana Boy”, chatter Barzan op, og de taler om vaskemiddel. Han ligner en på 16-17 år, er statsløs kurder, født i en flygtningelejr, og han trives godt i ”Camp Thisted”.

Barzan hænger sine dyner og sit sengetøj til tørre på det høje metalhegn over mod Beredskabsstyrelsens bygninger. Så stiler han mod et af teltene, hvor en lille gruppe spiller kort og guitar. Det er et af de sociale telte, hvor de har stillet sengene langs siderne, så der bliver mere plads til hygge på gulvet. Det er dækket af tæpper, ét er farverigt af uld, et andet gråt og syntetisk. Det er svært at gøre rent, så her er det særligt vigtigt at tage skoene af inden for døren. Fem-seks mænd hænger ud og gnasker pivsure paradisæbler fra en plastiktallerken.

Den ene af kortspillerne er en tidligere beboer fra lejren, Mohamad. Han er på weekendbesøg, fordi han savner lejren. Han er egentlig flyttet til et andet center, men der er han ”too much alone”, siger han.

Stemningen skifter markant i det hyggelige telt, da jeg spørger ind til lukningen af lejren. Det er svært for mange af mændene at tale om den forestående opløsning af fællesskabet. Iraneren Max med de italienske manerer sidder på sin seng i teltet. Han er for en gangs skyld alvorlig, ikke noget ”ciao bella” lige nu.

”Det er svært at forestille sig en fremtid i Danmark. Regeringen her går i seng, og næste morgen vågner de med en ny lov i hånden”.

”Her i Thisted er der brugt mange penge på at bygge skole og så videre, og så lukker de lejren. Måske er det, fordi der snart er valg,” siger han.

Overalt i teltet hænger tøj og håndklæder. Der smældes kort i bunken med høje grin, og jokes flyver gennem luften. Den unge Ali synger melankolske sange med vibrato på stemmen.

”Det er svært for os. De putter os bare et andet sted hen, hvor vi kan vente videre. På den måde kan vi ikke planlægge nogen fremtid. Politikerne leger med os. De burde arbejde hurtigere, så vi kan få et svar. Vi venter her på ingenting. Folk er trætte. Deprimerede. Vi har ingen fremtid.”

”Hvorfor?” bryder Barzan ind, og Max spørger:

”Hvad er din fremtid?”

”Jeg ved det ikke,” siger Barzan, som er far til en dreng, der for nyligt fyldte seks.

”Efter 11 måneder er du her. Det er ikke godt,” siger Max, og der bliver stille.

Bagefter gør Barzan rent i sin kabine. Han har også vasket for manden i overkøjen, som han fortæller sover hele tiden. Selv har han underkøjen, men foretrækker at sove på gulvet. Han bevæger sig med møje og besvær og bakser med oprydning og sengeredning på den trange plads, og det er svært at gøre gulvtæppet rent uden støvsuger. En fyr fra nabokabinen hjælper ham med at tage dynebetræk på.

Når man går igennem salen midt på dagen minder lydene fra de 100 kabiner om en radio, der prøver at finde den rette frekvens. En kvindestemme og mandestemme taler højt og muntert i telefon. Forskellig mellemøstlig musik fletter sig sammen. En mand har voldsom slimhoste. Stemmer taler lavt og alvorligt. I en tv-serie græder en kvinde dramatisk. Der er ingen loft over rummene med køjesenge, og kun et sort gardin for indgangen. Det summer og sitrer og lever. Snart er her tomt.

De frivillige

I dag er Ole Krogh i den blå container bag lejrens bygninger, hvor de frivillige uddeler tøj. De er begyndt at samle tasker ind, og der er rift om dem. Han har tre tasker, og de bliver bogstavelig talt revet væk af beboere. Ole er ordentligheden selv. En pensioneret HF-lærer, som bruger al sin tid på frivilligt arbejde i lokalsamfundet, både som spejderleder, værge for uledsagede flygtningebørn, og her i lejren.

”Jeg har blandede følelser omkring lukningen,” siger han.

”Det er søde, dygtige, gode folk, jeg skal sige farvel til. Jeg har det skidt med, at de skal et sted hen med folk, de ikke kender for at vente videre. De har ventet i 8 – 9 – 10 måneder på en afgørelse. Jeg kunne forstå, hvis de skulle flyttes, fordi deres sag er afgjort.”

”Der er selvfølgelig gode ting i det – bedre boligforhold, og at de selv kan lave mad. At de ikke skal gå ud for at komme på toilettet og i bad. Men det er synd, at sammenholdet her bliver afbrudt – de har holdt modet oppe hos hinanden, holdt ventetiden ud sammen. Vi har set flygtninge græde over at flytte fra teltene. De har fået en rytme og en tryghed her – under disse levevilkår.”

Han stiller det oplagte spørgsmål:

”Hvad er bedst: Bedre fysiske rammer eller det fællesskab, de har fået herinde?”

Fornemmelsen er, at en fjern magt afgør skæbnen for vennerne:

”Ovre i København er beboerne bare nogen numre. Der tages ingen menneskelige hensyn. Man flytter dem som møbler eller kreaturer. Men der er drømme, tanker, ønsker og følelser, som man burde tage hensyn til.”

Yosef, Hadi & Nazi Katti

Det er indian summer, og solen glimter i Limfjorden, et særligt varmt septemberlys. Asylansøgerne sejler havkajak, bader og fisker. Måske har nogle af mændene i øjeblikket glemt lejren om vinteren med uvejr og kulde og mindre at gøre i det fri. Fortrængt de mørke dage, hvor de tøffede i badesandaler igennem sjap og isglatte træplader for at komme i bad eller på toilettet. Eller dagene med blæst og storm, hvor madteltets jernskelet klaprede så heftigt at det umuliggjorde normal samtale. Måske ved beboerne ikke, at det danske vejr er lige så omskifteligt som Udlændingestyrelsens ordrer, og at kulden her i landet kan ramme når som helst.

Efter 10 måneders gang i lejren rammes jeg selv af uventede følelser omkring lukningen. Det er fornemmelsen af at opdage, at man er en del af et fællesskab, i samme øjeblik, man får at vide, at det er forbi. Der er tårer i mange øjne, og det hele er paradoksalt og komplekst og usædvanligt som sædvanligt her omkring.

Een beboer i lejren er totalt uvidende om sin fremtid. Det er den gråstribede hunkilling, som for nyligt flyttede ind. Den hænger ofte ud omkring rygeskuret, hvor den bliver leget med og kælet for og fodret flittigt med kødpålæg og andre rester fra buffeten. Om natten sover den i teltet hos Hadi, som har døbt den ‘Katti’. Men den har flere navne. Den ældre herre Yosef kalder den Nazi, som betyder ”smuk” på kurdisk. Den frivillige Stine Holm bereder sig også på afsked.

”Det bliver hårdt at sige farvel. Jeg er bekymret for nogle af beboerne. Nogle af dem er meget sårbare. Hadi græd og græd og græd, var helt bleg og kunne ikke spise noget.”

Hadi er en af de få ’tilbageflyttere’. Han blev for måneder siden flyttet til et ordinært asylcenter i Nykøbing Mors, men ville ikke bo der. Så han stod i Thisted dagen efter, og lederen Mika sendte ham til Nykøbing igen. Da han endnu engang stod der dagen efter igen, sagde hun ”så skidt da”, og han fik lov at blive.

”Han er meget stresset,” fortæller Stine, som er blevet hans ven.

”Men så er der andre, der er helt ligeglade. Som siger, at man ikke skal knytte sig til nogen mennesker eller steder lige nu.”

Hadi taler ikke godt engelsk og kan kun få ord på dansk. Men det har ikke forhindret ham i at knytte tætte bånd til Thisted.

Personalet

Politisk virker personalegruppen til at repræsentere hele spektret, men een ting er de enige om, nemlig at nyheden om lukningen af lejren er trist. Uvisheden om fremtiden rammer også dem, det er ikke nemt at finde jobs i Thy, som flere af dem siger. De får løn indtil årsskiftet, hvor Thisted Kommunes kontrakt med Udlændingestyrelsen hører op, og når lejren lukker definitivt tager Iben Hjortshøj medarbejdergruppen med til Hanstholm Asylcenter, hvortil hun selv vender tilbage.

Ammar Mohamed Ali har arbejdet i lejren fra den åbnede:

”Vi har været glade og triste sammen med beboerne. Jeg er ked af, at jeg ikke kommer til at se de her mennesker mere. Det gør ondt på personalet. Beboerne græder og kommer og knuser os og takker for hjælpen.”

Han bruger den samme analogi som mange andre:

”Vi er som een stor familie med beboere og kollegaer. Jeg håber og ønsker, at beboerne får det godt og kommer til et bedre sted end en teltlejr.”

Det var Ammar der viste Inger Støjberg rundt, da hun en uge før nyheden om lukningen kom på besøg i lejren. Den altid høflige og diplomatiske afghaner Youssef talte med hende om maden, som mange af asylansøgerne stadig har det svært med.

”Er det muligt at hyre en asiatisk kok,” spurgte hun derefter een fra kommunen, ifølge Youssef. Så han mente og håbede, at der nok snart ville komme en ny kok med sans for beboernes smagsløg. I stedet kom nyheden om lukningen.

Hendes besøg gik under radaren, hun fik en rundvisning og snakkede med nogle beboere og medarbejdere. Hun spurgte ind til lejrens kapacitet, og hvor mange beboere der var tilbage. Den dansktalende Farid bad om lov til at snakke med hende. Han spurgte, hvorfor han ikke kunne få lov at starte på VUC. Hun lovede ham, at det kunne han, og efter ordre fra allerhøjeste sted sprang han ventelisten over.

Fest

Eftersom ingen ved, hvornår beboerne begynder at flytte, er det nu, der skal festes. Det bliver et ‘cake party’, og både frivillige, beboere, medarbejdere og beredskabsfolkene deltager. Frivillige og medarbejdere slæber pladekager, småkager, æblekager, scones, æbleskiver og alskens sødt ud af bagagerum på biler. Her i Thy går man ordentligt op i kage. Der er sat et stort lydanlæg op i fællesområdet foran madteltet, og da den bugnende kagebuffet er stillet op, går der ikke længe, før musikken brager ud over lejren. Mens kagen spises udenfor i fællesområdet ved borde/bænke-systemerne, banker musikken derudaf. De frivillige, medarbejderne og beboerne er forenet i dans foran madteltet. Alle danser på tværs af nationer, og man udveksler dansetrin. Der spilles afrikansk, kurdisk, afghansk, persisk, arabisk og dansk musik. Synet af den brogede flok, der morer sig med dansen i solens sidste stråler, er næsten for idyllisk. Folk sveder og alle fylder sig med kage. De frivillige minder hinanden om ikke at græde i dag.

En halv time inde i festen ringer en nabo og klager over larmen.

Beredskabsmanden Ejgil svarer cool:

”Mon ikke det stopper snart? Om ikke andet så har I fred om tre uger.”

Der danses i tre timer. Så spises der. Bagefter danses der igen.

Bag scenen sidder den kurdiske peshmerga-kriger Sirwan på stakittet og betragter festen på afstand. Han er vemodig af flere årsager. To af hans kammerater er netop døde i kampen mod ISIS. Og oven i tabet ser han tilbage på sine ti måneder her i lejren: Først var han beboer. Og da han blev flyttet til Hanstholm Asylcenter, fik han praktik her i campen, hvor han er kommet hver dag siden. Han har samme status som medarbejderne og har været en kæmpe del af stedet.

”Thisted er mit hjem. Alle i Thisted er min familie. Tak.”