Frederick Florin/AFP/Ritzau Scanpix
Ursula von der Leyen har netop afsluttet sin årlige “State of the Union” med et “Europa længe leve”, og vi har minsandten hevet Thomas Paine ned fra bogreolen. Så er der ellers dømt demokratifest i Føljeton.
For ja, vi begynder lige hurtigt med den politiske filosof Thomas Paine, der med lidt god vilje (og nogle løse mellemregninger) kan siges at være det moderne demokratis fader. Paine blev i hvert fald en af det repræsentative demokratis fremmeste fortalere i 1700-tallet, for som han også skrev i Menneskerets rettigheder: “Ved at inkorporere repræsentation i demokratiet får vi et regeringssystem, der er i stand til at inkludere og forbinde alle de forskellige interesser og enhver udstrækning af territorium og befolkning.”
Sagt helt kort så Thomas Paine monarkiets arvefølgesystem som det argeste lort, mens repræsentation var catch-all-kuren, vi hellere måtte sluge. Hvis man sikrede, at folk fik en anpart i regeringens virke, kunne man nemlig komme temmelig langt – og samtidig fjerne afhængigheden af despotiske idioter:
“I det repræsentative system må altings begrundelse være offentlig tilgængelig. Ethvert individ er ejendomsbesidder af Regeringen og betragter det som en nødvendig del af sin virksomhed at forstå den. Regeringsførelsen angår dette individs interesser, for den angår hans ejendom. Han undersøger udgifterne og jævnfører med fordelene. Og fremfor alt udvikler han ikke den slaviske uvane, det er at følge dem, der i andre lande kaldes LEDERE”.
Egentlig er der noget poetisk over navnet på vores kære demokrati-fader: Paine, pain, smerte. For det gør ondt at få et demokrati til at fungere; når alle ejer en del af den, kan stemningen hurtigt blive lidt ophidset. Alligevel er der noget temmelig chokerende over at se i en ny rapport fra Open Society Foundations, at påfaldende mange unge mellem 18 og 35 år – på tværs af 30 lande – har lyst til at droppe repræsentationen. Godt en tredjedel svarer i hvert fald, at en stærk LEDER, som hverken afholder valg eller rådspørger sit parlament, snildt kan styre et land. Samtidig siger hele 42 pct., at de gerne støtter et militært styre.
Et af de umiddelbare problemer er ifølge rapporten, at folk ikke stoler på dem, der står for repræsentationen. Det fremgår eksempelvis, at særligt tilliden til nationale politikere ligger lavt, mens det står lidt bedre til for ledere af internationale institutioner såsom FN og EU. Og det bringer os så tilbage til von der Leyen. For hvad har Europa-Kommissions-formanden mon på hjerte i en tid, hvor folk føler sig pænt desillusionerede over det meste, hvadenten vi taler økonomi, krig eller klima?
Jo, minsandten om det ikke viser sig, at det faktisk går meget godt. I sin tale fik Ursula von der Leyen i hvert fald peget på, at man har “leveret på mere end 90 procent af de politiske retningslinjer, som jeg præsenterede i 2019”, og der ligefrem er tale om “den mest ambitiøse omstilling, EU har været igennem”. Eksempelvis fremhævede hun, at man både er kommet langt med den grønne og digitale omstilling, ligesom Europa er blevet mere selvforsynende. Af samme grund fandt von der Leyen det også passende med lidt rygklapperi:
“Da jeg stod foran jer i 2019 med mine planer for et grønt, digitalt og geopolitisk Europa, ved jeg godt, at I havde jeres tvivl. Og det var endda før verden blev vendt på hovedet af en global pandemi og en brutal krig på europæisk grund. Men se bare, hvor Europa er i dag”. Klaphatten blev der også plads til, for Danmark blev i samme ombæring nævnt som et decideret klimaforegangsland. Faktisk tager von der Leyen selv til Danmark i morgen “for at se den innovation med egne øjne”. Her skal hun bl.a. overvære søsættelsen af et Mærsk-containerskib, “der sejler på ren metanol lavet på solenergi.”
Men hov, hopper kæden ikke her lidt af? Hvad er det nu, Klimarådet ad flere omgange har sagt om den danske klimaindsats – at den stadig er utilstrækkelig og utroligt langt fra målet? En mistanke kommer snigende: Måske går det faktisk ikke helt så godt, som von der Leyen ellers siger? Men hvad gør vi så? Jamen, vi følger da bare Paines råd – og glæder os over, at der allerede til juni er valg til Europa-Parlamentet, hvor vi kan få stemt nogle nye parlamentarikere ind, der bedre kan repræsentere både os selv og virkeligheden. Selvom demokrati gør ondt, behøver vi jo ikke at være så flagellantiske. /David Dragsted