Warhol og paven mødes i Herning

HEART i Herning er et vildt museum. Vildt. For det første er selve museumsbygningen virkelig flot. Tegnet af den amerikanske arkitekt Steven Holl og gjort klar til kunst i 2009. Hvis man kigger efter, kan man se, at den hvide beton er riflet både indvendigt og udvendigt, og set fra luften ligner bygningen nærmest et stykke nystrøget tekstil, som er lagt sammen med en vis skødesløshed på et grønt sengetæppe. Udformningen er en reference til Herning som tekstilmekka og til den afdøde skjortefabrikant Aage Damgaard, hvis kunstsamling og formue danner hele grundlaget for HEART – Contemporary Museum of Modern Art.

Og netop de der engelske tillægsord – ”contemporary” og ”modern” – leder os videre til den anden ting, der gør HEART vildt. I HEART’s tilfælde er contemporary og modern ikke nogle smarte angelsaksiske gloser , man har smykket sig med for at lyde af noget, man egentlig godt ved, man ikke er. Det kan godt være, at HEART – og nu bliver jeg snart træt af at skrive HEART med store bogstaver – ligger i et industrikvarter på Birk Centervej (eller er det Center Birkvej?) to kilometer til højre for Herning, men det er altså smæk-kontemporært og moderne. Mens flere andre toneangivende danske contemporary kunstmuseer de seneste år har bidt hovedet af al skam og lanceret bløde, brede, sikre udstillinger med alt det, vi kender til hudløshed, har HEART igen og igen haft mod og mandshjerte til at udfordre sit publikum med konceptuel kunst, der ikke kan aflæses med samme lethed, som man aflæser en indkøbsseddel over kummefryseren. Da HEART havde en udstilling med den relativt unge, men internationalt renommerede amerikanske kunstner Cory Arcangel i 2014, var der på et tidspunkt en gæst, som stod ude i forhallen og råbte ”det her er sgu ikke kunst!” Det kan HEART roligt tage som en cadeau.

I sidste uge åbnede HEART to nye udstillinger. Den ene har popkunstneren Andy Warhol som omdrejningspunkt, den anden er med endnu en relavt ung (35 år), internationalt renommeret amerikansk mandlig kunstner. Denne gang hedder han bare Alex Da Corte i stedet for Cory Arcangel. Alex Da Cortes udstilling tager afsæt i Warhol og bærer titlen 50 Wigs, fordi han har sat 50 af dennes private parykker frem til skue i en montre af plexiglas.

Da parykkerne var i Warhols varetægt, var de som sådan ikke kunst, men en erstatning for den hårpragt, han ikke havde. Kunst bliver de til gengæld hos Da Corte. Han har opstøvet dem sammen med HEART’s chefkurator Michael Bank Christoffersen i arkiverne hos The Andy Warhol Museum i Pittsburgh, som råder over Warhols efterladte ejendele. Her har de også fundet et par brugte (men rene) underbukser af mærket Jockey, som Warhol formentlig har haft på, samt et par armbåndsure og nogle slips og en hel masse andre effekter fra gemmerne. På en hylde højt oppe på væggen i rum 2 står der for eksempel en oppustelig genstand med form og udseende som en lagkage, og på siden af den har Yoko Ono skrevet ”Happy Birthday!”

Man kan ikke beskylde hr. kuratoren for at skære udstillingens sammenhænge og røde tråd ud i pap nogen synlige steder, men det kan være, at det kommer, når der foreligger et katalog (udstillingen varer til 8. januar 2017). Lige meget hvad så er de minutiøse og minimalistiske opstillinger og farvesætningen i rummene og overgangene mellem dem ret fænomenal. Tag bare det sølvfarvede gulv i rum 1. Det er Alex Da Cortes første soloudstilling på et museum i Europa, og den kan han kun være glad for.

Over til Warhol

Nu bevæger vi os over til HEART’s Andy Warhol-udstilling. Andy Warhols (1928-87) navn er kendt over hele verden, og en lang række af hans popkunstværker har en genkendelighedsgrad, der minder om Walt Disneys figurer. Dermed er han også en af de mest fortærskede kunstnere, et museum overhovedet kan beskæftige sig med. Med Warhol på plakaten er der blockbusterpotentiale, men også mange faldgruber. HEART undgår dem alle systematisk ved at gribe ham an på en virkelig snedig måde. Udstillingens titel er for eksempel så publikumsvenlig, at det hviner i tænderne: Andy Warhol – Manden bag myten. Og lige da slusen til udstillingen går op (ja, HEART opererer med kæmpemæssige elektroniske sluser), og man bliver mødt af af de tragiske berømtheder Marilyn Monroe og Jackie Kennedy, tænker man ”av, av, ikke igen,” og ”hænger de ikke også på Louisiana?”

Om det er for at lokke publikum ind bag slusen med noget genkendelighed, ved jeg ikke, men i hvert fald viser det sig, at udstillingen bliver mere speciel og egenartet nærmest for hvert skridt man tager ind i den. I en glasmontre midt på gulvet i rum 2 finder man for eksempel en brun papkasse, som angiveligt har indeholdt nogle videokassettebånd fra Sony. Det gør den ikke mere, for nu er den fuld af størknet beton, og Warhol har sat sin autograf på betonen og dateret værket 10.12.82. Jeg har aldrig set det før, og jeg skal ikke forsøge mig med en fortolkning; jeg kan bare konstatere, at en papkasse fuld af beton gør mig i godt humør.

Ligesom hos Alex Da Corte indeholder udstillingen en række af Warhols ejendele. Og lad os bare straks bevæge os sammen hen til det sidste store rum (rum 6), for det er det, der binder udstillingen sammen og løfter den langt, langt over det sædvanlige lidt banale Warhol-cirkus, man kan støde på. En almindelig opfattelse Andy Warhol, der blev født Andrew Warhola i Pittsburgh i 1928 og var søn af tjekkoslovakiske indvandrere, er, at han er overfladisk. Eller måske er glat et bedre ord. Det er den opfattelse, udstillingens titel spiller på.

Rum 6 er et fantastisk rum. Længst væk hænger det to meter høje og næsten otte meter lange billede The Last Supper (1986), som bygger videre på Leonardo Da Vinci maleri af samme navn fra sidst i 1400-tallet. Cirka midt i lokalet hænger der 10 bemalede sandsække – Ten Punching Bags (Last Supper) – som Warhol lavede med Jean-Michel Basquiat (1960-88) i årene 1985-86. Og tættest på indgangen til rummet er der en montre med flere kulørte homopornoblade med meget eksplicitte forsider – Warhols egne blade.

I det rum går alt op i en højere enhed. Stemningen er nærmest kontemplativ, og hvis der ikke er andre mennesker (det kan ske), er det kun lyden fra Jørgen Leths lille film med en hamburgerspisende Warhol i det tilstødende lokale, som bryder stilheden. Andy Warhol var katolik, men han var også bøsse, og selv om han var mere eller mindre åben om sin seksualitet, kan det ikke altid have været let at få de to ender til at mødes. En montre indeholdende nogle simple krucifikser af træ antyder, at Warhols religion betød meget for ham.

Der hænger et foto på væggen, som ikke bare rummer sigtet med udstillingen, men simpelthen hele Andy Warhols liv. Det er fra Peterspladsen i Rom 2. april 1980, og Andy Warhol havde fået billet til at møde den daværende pave, Johannes Paul II sammen med 5.000 andre. Måske bortset fra enkelte Hollywood-skuespillere er der vel ingen mennesker på kloden, som er mere berømte end paven. Warhol elskede berømmelse, han var besat af berømmelse. Prøv at se på billedet. Se Warhols salige smil. Han har en af sine hvide parykker på. Måske ligger den nu i montren i Alex Da Corte-afdelingen. Er Warhol ligefrem lykkelig i det øjeblik? Han holder verdens mest berømte mand i hånden; faktisk ser det ud, som om det er paven, der holder fast i Warhols hånd. Hvem er mest berømt? Hvem slipper først? Men paven aner formentlig ikke, hvem Andy Warhol er. Warhol beskriver episoden tørt og følelsesløst i sit dagbogsopslag (The Andy Warhol Diaries, 1989) og lader ikke til at reflektere videre over den. Han konstaterer bare, at han ikke kyssede pavens hånd, og at han ikke fik taget et billede med sit Polaroid-kamera.

2. april er i øvrigt H.C. Andersens fødselsdag, men det er en helt anden historie.

 

‘Andy Warhol – Manden bag myten’ og Alex Da Cortes ’50 Wigs’ kan ses frem til 8. januar 2017. Begge er kurateret af HEART’s chefkurator, Michael Bank Christoffersen. 

Forsidebillede: Andy Warhol, Self -Portrait (udsnit), 1979, Polaroid™ 20 X 24″ print, 80 x 55.9 cm (31 1/2 x 22 in.) Collection of The Andy Warhol Museum, Pittsburgh © 2016 The Andy Warhol Foundation for the Visual Arts, Inc.