Reportage
Vi svigter de sørgende
Følelser sætter sig i kroppen. Nogle får grå hår, og andre risikerer helt at dø, når kærligheden forsvinder. Emma Louise Stenholm har talt med en håndfuld af de mennesker, der har fået knust deres hjerte og er blevet syge af det. Sammen tegner de et billede af et fænomen, vi stadig ved så lidt om, at patienterne selv må lege læger og særligt kvinderne bliver kaldt hysteriske. Dette er fjerde og sidste afsnit. Første afsnit kan (gen)læses her, andet afsnit her, og tredje afsnit lige her.
Når patienter får stillet diagnosen takotsubo, bliver det oftest kaldt knust hjerte-syndrom. Men man behøver ikke være i sorg for at få knust sit hjerte og risikere at blive syg eller i sjældne tilfælde dø. Overbelastningen på hjertet kan skyldes meget andet. Bekymringer, angst, glæde, andre sygdomme – nærmest alle former for tilstande, der over længere tid hæver stressniveauet. Der er også stadig en tredjedel af tilfældene, som lægerne endnu ikke kan forklare. Men kan vi så alle risikere at få et knust hjerte?
Mai-Britt Guldin har skrevet utallige bøger om sorg, og herunder også takotsubo. Hun er ph.d., psykolog og sorgforsker ved Aarhus Universitet. Jeg har derfor ringet til hende for at spørge, om det kan ændre vores samtale om sorg, når vi ved, at den fysisk kan sætte sig i kroppen.
“Takotsubo kommer af for meget adrenalin, der påvirker hjertets pumpefunktion. Når man har for meget adrenalin i kroppen over lang tid, sker der en forskydning af ens biokemi. Kroppen prøver at balancere overproduktionen af adrenalinen, og så kommer der for blandt andet mere kortisol,” siger Mai-Britt Guldin.
“Det er fra et sorgforskningssynspunkt rigtig vigtigt, fordi vi tidligere har talt så meget om alle de følelsesmæssige tilstande i sorgen, og hvad man kan gøre for at regulere og tænke anderledes om dem. Og når vi så begynder at finde ud af, at det også er en biokemisk tilstand, som sætter dit system på den anden ende – ligesom hjertet er påvirket – åbner det op for helt nye forståelser af, hvad der sker med os, og hvordan vi kan hjælpe mennesker i sorg”, fortsætter Guldin.
9 ud af 10 bliver glemt
Vi er blevet bedre til at tale om sorg; om sorgpolitik, sorggrupper og sorgtraumer. For fem år siden optog Verdenssundhedsorganisationen (WHO) vedvarende eller kompliceret sorg som en diagnose – den sorg, der stadig hænger ved seks måneder efter et tab. Det rejste dog også en række nye spørgsmål: Kan man sørge godt eller dårligt? Kan en sorg vare for længe?
Anerkendelsen af vedvarende sorg blev kritiseret for at bestyrke diagnosesamfundet. Mai-Britt Guldin kaldte det dengang “problematisk”, at vi overhovedet har brug for en diagnose for den, fordi den er et grundvilkår: “Men jeg ser nogle, der har det så svært og dårligt, og for dem, tror jeg, at en diagnose kan hjælpe,” sagde hun til Zetland.
Det knuste hjerte kan imidlertid ikke sammenlignes med den vedvarende sorg.
“Når vi har så meget fokus på vedvarende sorg, er det, fordi den her forholdsvis lille gruppe lider meget. Men det betyder også, at der er en enormt stor gruppe af sørgende, vi har svigtet forskningsmæssigt. Vi taler om 5-10 pct. af de sørgende, der har en sorgforstyrrelse. Det vil sige, at der er 90 pct. af mennesker i sorg, der har mistet en nærtstående, som vi ikke forsker i. Man kan også vende den rundt og sige, at det er 90 pct., der kan eller finder ud af at leve med deres sorg,” siger Mai-Britt Guldin.
Sorg på flugt
I løbet af det seneste år, hvor jeg har talt med patienter, der har fået knust deres hjerte, har samtlige kvinder fortalt mig, at deres bekymringer er blevet kaldt overdrevne. Samtidig oplever mænd som Peter, som vi mødte i sidste afsnit, at der er et tabu forbundet med sorgen. Fordomme om køn har betydning for, hvem der bliver og ikke bliver behandlet.
“Det er ofte forskellige problemer, man møder. Mænd er i større risiko for alvorlige livskriseændringer som at ende i et misbrug eller oven i købet begå selvmord, mens kvinder i højere grad får diagnoser som depression og angst,” siger Mai-Britt Guldin.
Spørgsmålet er dog langt mere komplekst end binært. Vi skal også forstå sorgprocesser som afhængige af “individuelle forskelligheder, og hvordan vi identificerer os selv”. Flere og flere kan nemlig ikke genkende sig selv inden for sorgens rammer. Derfor har Mai-Britt Guldin en af de bredeste definitioner på sorg, siger hun.
“Vi mister ikke kun personer eller relationer, det kan også være et job, tilhørsforhold eller hjemland. Vi kan også sørge over, at vi har mistet visioner, drømme eller kontakten til os selv. Eller fornemmelsen af at være en del af et samfund, fordi man ikke kan genkende sine egne værdier i det. Derfor taler vi ofte om mangeltilstande. I det hele taget sørger vi nok for alt det, der er ulevet for os”.
Kroppen græder
Hjertet er ikke det eneste sted, hvor følelser kan gøre kroppen syg. Nyere forskning peger i retning af, at det blot er hjertet, som vi indtil nu har givet mest opmærksomhed:
“Mine patienter får gigt, betændelsestilstande eller andre problemer med at regulere deres kroniske sygdomme, efter de har mistet. Her mangler vi noget grundforskning om sammenhængen mellem krop og psyke. For der er masser, der peger i retning af, at der er meget mere, vi kan kigge på. Det har der hverken været politisk eller forskningsmæssigt fokus på,” forklarer Guldin.
“I den nyeste sorgforskning ser det ud, som om hele vores hormonelle system og al vores biokemi er påvirket af den her sorg, der laver store forskydninger i vores krop. Udover sorgforstyrrelse og behandlingen af den, kigger jeg på, hvordan vi skal forstå sorg som biologisk tilstand. Vi mangler stadig at få det fulde overblik over, hvilke biokemiske forandringer, store tab skaber. At forstå, hvordan vores krop går i sorg”.
“Hvis ikke vi prøver at blive klogere på alle de forskellige former for sorg, der findes, er der utroligt meget, vi eksistentielt ikke tager alvorligt. Vi kunne starte med at sige, at alle små sorger er en øvebane til den store sorg. Vi bliver bedre mennesker af sorgen, for den gør os mere sårbare, mere medmenneskelige og bedre til at leve. Det glemmer vi.”
Det knuste hjerte efterlader altså et større spørgsmål om, hvad det vil sige at miste. Det sidste år er jeg muligvis ikke blevet klogere på, hvad der skete med min morfar. Sandsynligvis var hans hjerte kun i stykker i overført betydning. Men det er ikke længere så afgørende. Forklaringerne kan snart være de samme. /Emma Louise Stenholm
‘Vi svigter de sørgende’ er en del af en Føljeton-serie om broken heart syndrome.
Første afsnit: Syg af sorg
Andet afsnit: Sorg er som cigaretter
Tredje afsnit: Helt i hundene
Fjerde afsnit: Vi svigter de sørgende