Yuri Cortez/AFP/Ritzau Scanpix
Fængsler… Selv hvis man ikke har været inde og ruske tremmer i sådan et, så har man nok en forestilling om, hvordan det er. Frihedsberøvelse, selvfølgelig, men også trang plads, overvågning, beton, et lille glughul med tremmer, uspændende mad, isolation, lejlighedsvis et slagsmål med dertilhørende knippelsuppe og ellers bare kedsomhed og dårligt tv. Det kan også være, at det bare er en fantasi.
Under alle omstændigheder må man antage, at fængselsoplevelsen er værre i Sydamerika end i Skandinavien.
Men åbenbart ikke i Tocorón-fængslet, der ligger 140 km syd for Venezuelas hovedstad, Caracas. Da 11.000 betjente og soldater onsdag i sidste uge stormede fængslet, åbenbarede der sig et anlæg, der lyder mere som et ferieresort i Sharm el-Sheikh end en straffeanstalt. Den tusindtallige kommandostyrke var beordret ud – eller ind – for at pågribe Héctor ‘El Niño’ Guerrero, som er leder af den kriminelle organisation Tren de Aragua. Og det lyder jo mærkeligt, hvis han allerede sad i fængsel.
Han var der ikke. Den 39-årige El Niño var over alle bjerge, flygtet gennem en af betontunnellerne under fængslet. Til gengæld var der alle mulige andre ting. Enorme mængder ammunition og våben. Motorcykler til at komme frem og tilbage på, når der skulle begås røverier ude i friheden. Faciliteterne var virkelig i orden. De fandt også en baseballbane af professionelt tilsnit, flere swimmingpools, natklubber, en bank, bitcoin-minemaskiner og en zoologisk have med aber og flamingoer. Og så en fin legeplads. Hvorfor? Fordi der boede børn i fængslet. 200 kvinder og børn, skriver nyhedsbureauerne, som altså ikke var blevet placeret der af myndighederne.
Det venezuelanske indenrigsministerium meldte, at 1.600 indsatte nu skulle overflyttes til andre institutioner. Ifølge NGO’en Observatorio Venezolano de Prisiones (OVP), som arbejder for at styrke menneskerettighederne i landets fængsler, skulle der ellers være godt 3.000 indsatte i Tocorón, så der mangler 1.400 i regnestykket. De er flygtet for længst, siger direktøren for OVP, Humberto Prado, til Washington Post (halvblød betalingsmur). Han påpeger, at politiaktionen mod Tocorón ikke betyder, at regeringen har fået kontrol over Tren de Aragua – overhovedet ikke. Operationen var formentlig blevet forhandlet på plads mellem regeringsstyrkerne og bandechefen El Niño. “Det er bare et show, de har lavet for at kunne sige, at de har genetableret kontrollen over bygningen,” vurderer Prado.
Virkelighed og fantasi
Så først har vi et fængsel, der slet ikke er et fængsel. Så har vi en politiaktion mod fængslet, som måske er en skinaktion – rent teater. Det er fiktion med fiktion på.
Hvad er virkelighed, og hvad er fantasi? Det minder lidt om Mette Frederiksens tid som statsminister. Først var der alle løfterne om at gøre noget ved klimasituationen. Så var hun rød, før hun var grøn, og så blev hun lige så grøn, som hun var rød, og så blev hun blå, før hun var rød. Så er der den danske SVM-regering, der blev dannet hen over midten på en fortælling om, at Danmark stod i kriser til halsen, hvilket viste sig ikke at have hold i virkeligheden. Og nu er spørgsmålet, om Mette Frederiksen overhovedet stadig er socialdemokrat. På Socialdemokratiets årsmøde i weekenden brugte hun meget krudt på at forklare, hvorfor hun synes, at det er fantastisk at uddele flere mia. kroner i skattelettelser, når de penge kunne være investeret i velfærd på et tidspunkt, hvor alt peger i retning af, at uligheden i samfundet stiger.
Og samtidig vil Socialdemokratiet have danskerne til at arbejde meget mere. Som partiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, udtaler i Information i dag: “Jeg synes, det er overset, hvad det betyder for enkeltindividet at gå på arbejde (…) Det har en stor værdi at have et positivt arbejdsfællesskab. At have nogen, der har behov for dig, som er afhængige af, at du møder op. Du har gode kolleger, som du måske ovenikøbet er venner med. Du selvrealiserer dig, du dygtiggør dig. Arbejdet er for langt de fleste et meget positivt element i vores liv.”
Fiktion går aldrig af mode. Det gør falske fortællinger heller ikke. /Oliver Stilling