Værdighed til salg

Jo mere påtrængende et spørgsmål er, desto mere har politikerne en uheldig tendens til at kløjes i svarene. Holdningerne inde på Christiansborg til de mest eksistentielle emner er som oftest flydende, diffuse og tæt på meningsløse.

Paradoksalt nok tør partierne i Folketinget kun sjældent tage klar stilling til de mest intense livsanliggender. I stedet fritstilles folketingsmedlemmerne, præcis som det forventeligt vil ske i to af de definerende diskussioner, som kommer på dagsordenen i den kommende samling, der formelt indledes, når statsminister Mette Frederiksen (S) holder åbningstale i morgen tirsdag.

Som et levn fra fjerne tider, hvor seksuelle og intime emner almindeligvis var tabuiserede i offentligheden og præget af knibsk skamfuldhed, er der således dømt tåkrummende og hændervridende skyggedebat, når Folketingets medlemmer snart skal diskutere dels om grænsen for provokeret abort skal ændres og dels om det skal være tilladt at yde aktiv dødshjælp.

Balladen begyndte, da Etisk Råd forleden opfordrede til at udvide abortgrænsen. Danmark har i årevis haft en af de mest restriktive abortgrænser – uden for de allermest religiøse lande. For selv om Danmark allerede indførte fri abort for 50 år siden, har grænsen ved udgangen af 12. graviditetsuge ligget fast.

Hidtil har politikerne nemlig ikke turdet genåbne debatten – nogle i frygt for at udløse en modreaktion, der måske kunne risikere at rulle kvinders rettigheder tilbage, andre fordi de bare ikke vil provokere de mest kulturkonservative vælgere.

Men nu kommer debatten alligevel. Et flertal i Etisk Råd ønsker, at grænsen skal udvides og rykkes op til 18 uger, fordi man derved “styrker kvinders selvbestemmelse” og “vil øge den lige adgang til sundhed,” eftersom det i dag er muligt ved egenbetaling at få foretaget aborter efter 12. uge i de fleste af vores nabolande.

Men prøvelserne stopper ikke her. I løbet af få dage offentliggør Etisk Råd også en udtalelse om aktiv dødshjælp, og det kommer folketingsmedlemmerne helt sikkert også til at skulle forholde sig til.

Alt er politisk

Borgerforslaget ‘Legalisering af aktiv dødshjælp’ har for længst opnået de fornødne 50.000 underskrifter, og dermed er det uundgåeligt, at alle Folketingets partier nu skal afgøre, hvad de mener om såkaldt eutanasi, der er tilladt i bl.a. Holland, Canada, Portugal, Schweiz og Spanien.

Folketingets 179 medlemmer skal beslutte sig for, om de vil stemme for enten at bevare den nuværende bestemmelse i straffeloven, hvori det hedder, at “den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år,” eller om det modsat skal legaliseres her i Danmark at yde “aktiv dødshjælp, når særlige omstændigheder er til stede.”

Den i bogstaveligste forstand fatale beslutning har aldrig tidligere været på dagsordenen i det danske parlament, ligesom politikerne altså også har undveget at forholde sig til den konservative abortgrænse. Da Etisk Råd tog stilling til aktiv dødshjælp tilbage i 2012 var et flertal af medlemmerne også imod. Men mon ikke positionerne har flyttet sig?

Uanset hvad de mere eller mindre tilfældige medlemmer af Etisk Råd, som tæller alt fra sundhedseksperter over præster til kendis-intellektuelle som Svend Brinkmann, er og bliver det imidlertid et politisk anliggende, hvad lovgivningen skal være. De etiske dilemmaer kan og skal ikke blot udliciteres.

Spørgsmål om liv og død er alt for vigtige til at blive overladt til tilfældigheder, diskretion og generthed. Og alene derfor må det kunne forventes, at alle partier i Folketinget evner at formulere klare og konsistente holdninger til såvel abortgrænsen som aktiv dødshjælp.

Ikke på trods af, men på grund af, at begge spørgsmål er så livs- og frihedsdefinerende, må partierne bekende kulør, og ikke som tidligere henvise til, at folketingsmedlemmerne kan stemme i øst og vest, fordi netop disse spørgsmål skulle være apolitiske eller på anden vis uden for den parlamentariske sfære.

Forsigtigt fremskridt

Heldigvis er der tegn på bevægelse. En lille smule. Uden endnu at forpligte Socialdemokratiet på en utvetydig position har statsminister Mette Frederiksen tilkendegivet, at hun personligt er åben over for både at udvide abortgrænsen og for at indføre aktiv dødshjælp.

På sommerens Folkemødet på Bornholm udtalte hun i sin partiledertale – først noget varsomt, og så senere mere direkte: “Jeg ved godt, at det her er en svær debat, og jeg er også opmærksom på, at for eksempel Etisk Råd flere gange har udtalt sig imod. Selv har jeg det helt anderledes.” Og hun fortsatte:

“Det handler om værdighed i den sidste tid i livet. Hvordan rammerne for den sidste tid som menneske skal være. Og hvor meget vi mennesker selv skal have lov til at bestemme – og hvornår.”

Tankevækkende nok turde Mette Frederiksen dog ikke sige præcist, hvad hun og Socialdemokratiet mener. Men hun antyder trods alt, at hun ikke ligger på den konservative fløj. På lignende vis skrev hun forleden på Instagram om fri abort:

“Nu starter diskussionerne her i Folketinget. Hvad mener du? Jeg synes, vi skal udvide rettighederne for piger og kvinder, der oplever en uønsket graviditet. Det er tid til at flytte vores samfund fremad igen”.

Mette Frederiksens forsigtige fremfærd er bestemt et fremskridt. Og begge mulige beslutninger kan tilmed vise sig at blive regeringsperiodens vigtigste – nøjagtig som vedtagelse af samtykkereglerne nok er den eneste progressive beslutning, som vil blive varigt stående fra hendes første periode som statsminister.

Men frem for blot at indbyde til diskussion er det tid til, at partierne deler sig efter anskuelse og klart bekender: Skal danske kvinder have samme ret til selvbestemmelse som svenske? Og skal danske ældre have samme ret til selvbestemmelse som hollandske?

Herfra skal der ikke være tvivl: Den svenske abortgrænse på 18 uger bør være minimum, og de hollandske regler for værdig død er også et glimrende udgangspunkt. Kropslig autonomi skal ikke længere kun være et privilegium for dem, der har råd til at tage til andre lande i Europa. /Lars Trier Mogensen