Israel-Palæstina-konflikten er et endeløst inferno af afstumpet brutalitet. Voldshandlingerne er meningsløse, al rationalitet er sat ud af kraft. Det angreb, som militante fra den palæstinensiske terrororganisation Hamas lørdag morgen udførte mod civile israelere i områder nær Gazastriben, var sygt og uhyggeligt. Billederne af folk, der bliver likvideret med koldt blod, og børn og gamle, som bliver taget som gidsler og gennet med til Gaza, er rædselsvækkende, kujonagtige og forkastelige.
Den israelske regerings svar på grusomhederne er lige så uhyggelig. Man vil forståeligt nok udrydde Hamas, fjerne det fra jordens overflade. Metoden er at bombe Gazastriben fra luften. I Gazastriben bor der to mio. mennesker, halvdelen af dem er børn, og næsten 60 pct. af befolkningen lever i fattigdom. Tamir Pardo, der var direktør for det israelske efterretningsvæsen Mossad i årene 2011-16, udtalte tidligere på året, at Gaza i praksis er “verdens største open-air-fængsel”. .
Maha Hussaini, der er strategisk direktør for den uafhængige menneskerettighedsorganisation Euro-Med Human Rights Monitor, udtaler torsdag morgen til det arabiske medie Al Jazeera, at indbyggerne i Gaza ikke kan undslippe den israelske bomberegn. “I aftes blev mange boligområder ramt. Israelske artillerienheder støtter nu flåde- og luftbombardementerne af forskellige distrikter i Gaza. Den sydlige del af Gazastriben er blevet hårdest ramt”, siger hun. “Hele kvarterer er blevet evakueret. Formentlig er 50.000 mennesker blevet evakueret fra deres hjem, så de israelske styrer kan bombardere hele områder og jævne hele kvarterer med jorden. Folk har ingen steder at tage hen, de har ingen steder at søge ly.”
Antallet af dræbte israelere ved Hamas’ angreb løber op i 900. Og torsdag morgen meldtes der om 700 dræbte palæstinensere, herunder 150 børn, i de israelske bombardementer. Det er nu, at politikere med indflydelse skal forsøge at holde hovedet koldt. Den israelske regering gør det i hvert fald ikke. Israels forsvarsminister Yoav Gallant har beordret en “total belejring” af Gaza og siger, at “vi kæmper mod menneskelige dyr”. Landets energiminister Israel Katz sagde mandag, at han havde beordret myndighederne til at lukke for vandtilførslen til Gazastriben, og at der allerede var slukket for elektriciteten. Det er kollektiv afstraffelse i højeste potens.
Et øjeblik så det ud, som om EU var med på Israels galej. Mandag var ungareren Olivér Várhelyi, der er Europa-Kommissær for naboskabspolitik og udvidelse, ude at sige, at al udviklingsbistand til palæstinenserne ville blive suspenderet. Få timer senere blev udmeldingen dog rettet af EU-Kommissionen: Man vil granske udviklingshjælpen, ikke suspendere den. Frygten er selvfølgelig, at støttemidlerne på en eller anden måde går direkte til Hamas.
Europæiske politikere har stået i kø for at meddele deres uforbeholdne støtte til Israel, men hvis der ikke samtidig udtrykkes bare en lille smule fornemmelse for nuancer, kan det let se dumt ud. Storbritanniens konservative udenrigsminister James Cleverly optrådte på tv-stationen Sky News i forbindelse med eskaleringen i Israel, og da værten tilbød ham muligheden for at “give udtryk for sin støtte til de mennesker i Gaza… som hverken har vand, elektricitet og mad”, stoppede han hende. ”Hang on,” sagde han. “Jeg synes, at det lyder på dit spørgsmål, som om at hvis man siger noget om et land, så er man også nødt til at sige noget om et andet.” Hvorefter han repeterede de grusomheder, som Hamas begik forleden.
Mandag lavede Venstres europaparlamentsmedlem Morten Løkkegaard et opslag på Facebook, hvor han sympatisk og forståeligt nok opfordrer til, at man redder de israelske gidsler. Men derefter glider han over i en fordømmelse af folk, der måske efterspørger nogle nuancer: “Og til dem, der forsøger at legitimere og forsvare drab, tortur, voldtægt, bortførelser – terror i den reneste og mest blodtørstige form: Skam jer – bare skam jer.”
Sandheden er, at volden har stået på i årevis. Ingen ønsker at legitimere den. Det er ikke til at vide, hvor det hele ender. /Oliver Stilling