Interview
“Jeg tror ikke, at Sánchez kommer til at give sig på det her punkt”
Spørgsmålet om catalansk uafhængighed kan tvinge den spanske premierminister Pedro Sánchez i omvalg. Men på begge sider af konflikten bekymrer vælgerne sig i højere grad om klimaet, arbejdsløshed og en haltende økonomi.
Catalonien kan få alt, de drømmer om. Uafhængighedslederen Carles Puigdemont har fået en ganske fordelagtig position, efter den socialistiske premierminister Pedro Sánchez endnu ikke har formået at danne en regering efter valget i juli. Senest har den spanske kong Felipe bedt ham rykke videre i forhandlingerne. De er gået i hårdknude, fordi Sánchez altså er afhængig af opbakningen fra Puigdemont, som han gav en arrestordre for den ifølge ham forfatningsstridige folkeafstemning i Catalonien i 2017.
Hans modstandere så ham som provokerende, useriøs og udemokratisk, og alligevel har Puigdemont som kongemageren i midten fået en unik mulighed for at skabe forsoning mellem Catalonien og Spanien. Men hvor den catalanske uafhængighedsbevægelse er splittet om vejen dertil, vil Puigdemont og hans separatistparti Junts have hele pakken: De vil kun støtte Sánchez, hvis han giver amnesti til alle de involverede politikere og en ny folkeafstemning om løsrivelse.
Sánchez har delvist opblødt sin position de seneste år. Han har givet benådninger til en række af de catalanske uafhængighedsledere, der har modtaget straffe på henholdsvis ni og 13 års fængsel. Og i anerkendelsen af, at han har brug for Puigdemont, har han for nylig accepteret, at man kan tale catalansk i det spanske parlament.
“Han har allerede givet benådninger, så man kan spørge, hvorfor det ville være så slemt også at give amnesti. Men en fuld amnesti ville indebære en indrømmelse af, at det var forkert af staten at straffe catalanerne i første omgang,” mener Mark Nayler, der er freelancejournalist for Foreign Policy og The Spectator og dækker valget fra Spanien.
“Hvis han antyder, at det, den spanske stat gjorde, var forkert, kan de catalanske separatister sige, at han absolut ikke har nogen grund til ikke at give dem en folkeafstemning om uafhængighed,” siger han til Føljeton.
Dermed er det største problem for Sánchez lige nu at definere, hvilket ben han egentlig står på. Først i sidste uge turde premierministeren nævne ordet amnesti, selvom det både i Spanien og Catalonien står klart, at hans overvejelser rent faktisk har været seriøse.
“Amnesti er ikke problemet. Det kan godt være, at Sánchez ikke har villet sige det, men amnestiloven er allerede ved at blive skrevet,” siger en anonym ekspolitiker til Føljeton, der var en del af uafhængighedsbevægelsen: “Det primære spørgsmål er, om den vil være modig nok til at støtte Sánchez og starte en ny begyndelse, hvor målet ikke er uafhængighed, men uafhængighed med dialog. Også selvom det ikke er lige så sexet.”
Ud af domstolene
I Madrid og Barcelona har tusinder af højrefløjsstøtter den sidste måned demonstreret mod Sánchez’ tilnærmelser til Puigdemont. Mens uafhængighedsspørgsmålet dominerer valget, kan det give indtryk af, at det er alt, vælgerne interesserer sig for. “Flertallet bekymrer sig om mange andre ting,” siger Mark Nayler.
Ifølge en meningsmåling fra foråret er tørken det vigtigste spørgsmål for 9 ud af 10 spaniere, ligesom den økonomiske krise og sundhed ligger højest på dagsordenen. For catalanerne vejer utilfredsheden over det politiske system, økonomi, arbejdsløshed og jobusikkerhed tungere end forholdet mellem Spanien og Catalonien.
“Uafhængighedsbevægelsen fik vælgerne til at føle, at det var nemt at løsrive sig, eller at det i det mindste var muligt. For mange var det første gang, de virkelig troede på politik, men nu blev de skuffede, fordi der ikke skete noget. Og det fører til, at flere holder sig ude af politik,” siger den anonyme politiker.
I det lys skal man altså også forstå, at uafhængighedsbevægelsen internt er uenige om, hvor radikalt man skal gøre tingene. “Næste gang går vi hele vejen,” advarede Puigdemont, da vi sidste år mødte ham i Bruxelles. Kynisk kan man sige, at uafhængighedsbevægelsen er nået til et sted, hvor de kun kan blive enige om det praktiske, men det betyder også, at bevægelsen fra Spaniens side synes mere fredelig end tidligere.
Ifølge Cataloniens udenrigsminister Meritxell Serret er det netop dialog, catalanerne ønsker. Da vi for to år siden besøgte hende i hjembyen Vallfogona de Balaguer i Catalonien, var hun blevet truet med fængsel for ulydighed og misbrug af offentlige midler. Det kunne dommerne ikke bevise, hvorfor hendes straf i foråret blev ophævet.
“Vi har fået benådninger, reformer af straffeloven og fået trukket anklagerne tilbage. Men vi har stadig sager ved domstolene, der berører over tusinder af mennesker. Vi er en pacifistisk bevægelse, så at give amnesti, der er godkendt af den spanske kongres, er i dag et muligt og realistisk forslag,” siger hun i dag til Føljeton.
“Det er nødvendigt at trække konflikten væk fra domstolene og opnå betingelserne for en politisk debat med gensidig respekt. Det kræver, at vi først stopper for den juridiske, økonomiske og politimæssige undertrykkelse.”
Catalansk i EU
Det er fra alle sider tydeligt, at spørgsmålet om Cataloniens uafhængighed kun er kommet på bordet, fordi Sánchez vil beholde magten. Men derfor er også amnesti stadig en sejr for uafhængighedsbevægelsen, siger Mark Nayler.
“Set fra deres perspektiv er det ligegyldigt. Resultatet er det samme. Jeg tvivler dog på, at de vil gå på kompromis, og at der bliver fundet en løsning inden november. Jeg tror ikke, at Sánchez kommer til at give sig på det her punkt.”
Lykkes det ikke at nå til enighed, skal Spanien ud i et nyt valg i januar. I mellemtiden forsøger uafhængighedsbevægelsen derfor med andre veje: For nylig blev det taget op i Europa-Parlamentet, om catalansk skal være et officielt sprog i EU, som catalanerne i årevis har kæmpet for.
“Det går helt tilbage til da Spanien blev medlem af unionen. Den spanske regerings forpligtelse til at gøre catalansk officielt i EU er blevet udtrykt flere gange, og der har været nogle små skridt på vejen, men ingen fuld anerkendelse, ” siger Meritxell Serret.
Beslutningen er blevet udskudt, fordi EU-medlemslandene mente, at det for nu har for store praktiske og økonomiske udfordringer. De seneste års forhandlinger om spørgsmålet har dog vist, at der i højere grad er tale om en politisk tvist, der vil medføre nye krav fra andre små lande, og som man ikke er klar til at tage hul på.
“Ifølge vores eksperter er det kun catalansk, galicisk, baskisk og frisisk i Holland, der ikke er officielle sprog på europæisk plan. Det er ikke sådan, at det vil åbne døren for en masse nye. Omkostningerne er små, og i dag udgør EU’s flersprogethed under 1 pct. af det årlige EU-budget. Som vi altid siger, er vi europæiske borgere, og vi bidrager alle som europæiske borgere til EU, så vi mener, at vi har ret til at bede om den her anerkendelse,” siger Meritxell Serret. /Emma Louise Stenholm