Nyhedsanalysen
Filippinernes modellerede minder
Chia Amisola vil med sine digitale værker sikre sig, at Marcos-familiens forbrydelser ikke bliver glemt.
I lang tid troede man, at hukommelsen virkede på den måde, at de nerveforbindelser, der kodede for et bestemt minde, blev aktiveret, når mindet skulle genspilles for det indre lærred. Lidt ligesom når man begiver sig ned i et arkiv og finder den rigtige mappe. Virkeligheden er dog en anden. Nerveforbindelser bliver genskabt, når et minde bliver bestilt. Mindet er elastisk og formes bl.a. af sindstilstand og indtryk.
I tiden fra vi gerne vil komme i tanke om noget, til det rent faktisk kommer til os, kan mindet derfor blive ændret til noget helt andet. Det er netop i de øjeblikke, hvor mindet er sårbart, at kunstneren og aktivisten Chia Amisola arbejder. Og derfra, at deres (Amisola bruger pronominerne de/dem) kritik af den filippinske præsident Ferdinand “Bongbong” Marcos udspringer.
Det er ikke længe siden, at diktator Ferdinand Marcos og førstefrue Imelda Marcos sad på magten i Filippinerne. Deres tid huskes bedst for det ekstravagante liv, de førte, den ekstreme gæld, parrets regeringstid efterlod landet, og de utroligt mange korruptions- og svindelsager. Især huskes de for ni års brutal militær undtagelsestilstand. Og dog.
I dag er det nemlig det tidligere diktatorpars søn Ferdinand “Bongbong” Marcos, der er præsident. Han blev indsat efter et jordskredsvalg i sommeren 2022, hvor han fik 59 pct. af stemmerne. Valgsejren var kulminationen på årtiers misinformationskampagner, der har renset Marcos-familiens navn for utallige brutaliteter og menneskerettighedsbrud – og formet landets kollektive hukommelse om regeringstiden, mens minderne var skrøbelige.
Netop det kommenterer Chia Amisola på i sit digitale værk, Ang Bantayog – ligesom Amisola generelt dvæler ved hukommelsen som koncept.
Skal vi bygge en hule på nettet?
Chia Amisola flyttede fra Filippinerne til San Francisco for at studere, og har de seneste år udfoldet sig som kunstner. Deres værker er digitale og kan tilgås på internettet. Som Chia Amisola forklarer til Føljeton, har de lavet hjemmesider, så længe de kan huske:
“Jeg er vokset op i et undertrykkende miljø, hvor jeg skulle bearbejde min queerness og religion. Og der var ikke plads til, at jeg bare kunne gå ud i verden og lege. Internettet gav mig det. Der fik jeg en følelse af at have agens og autonomi i en meget ung alder. Ved at lave hjemmesider kunne jeg diktere, hvordan der skulle se ud, og måden andre kunne være på i mit helt eget rum.”
En anden grund til, at Amisola laver hjemmesider, er af mere aktivistisk karakter:
“Det er vigtigt for mig at arbejde med værker, der opholder sig på nettet. For det er der, folk er. Der er det mere tilgængeligt for de fleste filippinere.”
Chia Amisola fortæller, at interessen for hukommelse er kommet lige så tidligt og naturligt som glæden ved at lave hjemmesider:
“Siden jeg var barn, har jeg været betaget af, hvad det vil sige at blive husket, og hvad der gør noget mindeværdigt. Jeg havde en følelse af, at den historie, jeg lærte, og det folk vælger at huske, på en måde var konstrueret. Jeg lærte ikke om forfærdelighederne under den militære undtagelsestilstand gennem skolen eller gennem historier fra min familie. Det er kulturelt ret svært for folk at forholde sig til. Hukommelsen og minderne fra tiden bliver i stedet behandlet gennem repetitive religiøse ritualer.”
Derfra opstod behovet for at forstå og behandle, hvad det vil sige at noget er mindeværdigt – og hvilke minder der skal gives videre. Det er værket Ang Bantayog, der oversat betyder ‘monumentet’ eller ‘mindesmærket’, udsprunget af.
Kunstnerisk kontraangreb
Ang Bantayog er en hjemmeside. Klikker man ind på den, får man to valgmuligheder. Isa og buo, der løst kan oversættes til én og alle. Herfra kommer man ind i to identiske rum, med 11.103 stearinlys – ét for hvert offer, der led under den militære undtagelsestilstand og som er noteret i de officielle nationale registre.
Hvert lys gemmer på et navn. Det kommer frem, når lyset tændes. Man kan tænde ét lys om dagen. I det ene rum, isa, er man alene om at tænde lysene. Her vil det tage 30 år at mindes alle ofrene. I det andet rum, buo, kan alle gå ind og tænde et lys. Hvis man har siden åben, kan man høre et tændstikkestrøg hver gang, en anden også mindes et offer.
Værket er en kontrahandling mod Marcos-familiens tætte tag om landets kollektive hukommelse, forklarer Chia Amisola:
“Måden Marcoserne er kommet til magten på igen, er ved at rekonstruere minderne. Ved at ændre på, hvad der er vigtigt, og ved at ændre på fakta. De er blevet tilgivelige, fordi de har vævet sig ind i soft power, ind i kulturen, og derfra ændret på, hvordan folk forbruger alt andet, der forsøger at fortælle dem, hvordan de skal forstå verden.” Amisola fortsætter:
“Hvis jeg ikke deltager i rekonstruktionen på en måde, der hælder mod at vise sandheden, vil det narrativ fortsætte med at være dominerende.”
Skrøbelige minder, skrøbelige mindeværker
I isa er det brugerens lokale computerhukommelse, der er i brug. Hvis man skulle slette sin lokale browserhistorik, sletter man derfor også databasen, der har gemt alle de tændte lys. Og så forsvinder de og navnene med dem. I buo er databasen gemt på en netserver. Der ser man alle de lys, der er blevet tændt af dem, der har været inde i rummet. Her er selve det at mindes altså en fælles indsats. Amisola pointerer, at selvom alles oplevelser og forhold til hukommelse er forskellige, er mindet om ofrene her gemt på vegne af alle.
Hjemmesidens mekanisme er skrøbelig. De fleste browsere har svært ved at hente og behandle alle 11.103 lys – de crasher nemt, hvis man scroller for hurtigt. Det er et overlagt valg, der imiterer den indbyggede skrøbelighed i den menneskelige og kollektive hukommelse – for det er svært at forholde sig til samtlige 11.103 ofre. De fleste kan man heller ikke finde meget mere information om end deres navn.
“Min netserver er mere stabil end den lokale hukommelse på en computer, men med tiden vil de begge forgå. Idéen er altså at vise, at stabiliteten af hukommelse, selvom den er uperfekt og skrøbelig, er et kollektivt ansvar.”
Med Amisolas egne ord kan Ang Bantayog derfor heller aldrig blive til et rigtigt mindesmærke: “Det er et mindesmærke, der er designet til at forsvinde for dem, der allerede er forsvundet.”
Værket forsøger kort sagt at kommentere på hukommelsens natur. Og det er særligt vigtigt i en tid, hvor den familie, der har begået forbrydelser, der for evigt kommer til at præge Filippinerne, også er den, der former historien, hukommelsen og minderne:
“Jeg tror, at en gentænkning af, hvad folk opfatter som miljøbestemt – hvad der er omgivende, hvad der er neutralt, passivt eller givet – er nøglen til at rekonstruere denne forståelse af hukommelse for perioden. Det er kompleksiteten af hukommelse, jeg forsøger at koge ned til en hjemmeside.”
Den måde at arbejde og tænke på er generelt gennemgående for Amisolas kunstneriske portefølje og aktivisme. Og som de selv pointerer, tager det meste udgangspunkt i et grundlæggende spørgsmål:
“Hvordan ændrer jeg, hvad der er i forgrunden og baggrunden af vores forståelse af hukommelse, i hukommelsens landskab? Der er åbenlyst nogle ting, der får lov at blive fejet under tæppet, ting der bliver tilgivet. De ting bliver mere fremtrædende og får mere rum i folks bevidsthed. Når jeg laver kunst, prøver jeg at være bevidst om miljøerne, som de berører ved at være i dem. At finde ud af, hvad vi har ignoreret. Og forsøge at få det i forgrunden.” /Ghazi Al-Naji